Geopolitisk de-kobling øger risikoen fra kvante-teknologi

Den aktuelle geopolitiske de-kobling øger risikoen fra kvante-teknologi. Hvilke lande og alliancer har både bred og dyb viden nok til at komme først med fuld kvante-teknologi? Hvordan bør man som bestyrelse forholde sig til kvante-teknologi som et irreversibelt og tidsasymmetrisk vilkår?

Det følgende blog indlæg er det sidste i en serie på 3 om kvante-teknologier:

1. Udviklingen af kvante-teknologi stiger hastigt
2. Kvante-teknologi giver nye risici for bl.a. den finansielle sektor
3. Geopolitisk de-kobling øger risikoen fra kvante-teknologi

Den geopolitiske fragmentering øger usikkerheden

Hvis vi fremskriver de aktuelle geopolitiske tendenser, er det realistisk med multipolaritet inden for 3-4 rammer for standarder: Vesten vil søge to forskellige PQC standarder (EU vs. USA) og Kina vil udvikle sit eget parallelle system. For den finansielle sektor betyder det bl.a., at interoperabilitet bliver et geopolitisk anliggende. Dermed forbliver det åbne spørgsmål, hvordan man f.eks. afvikler internationale handler og betalinger samt, hvem der bærer konverterings- og modpartsrisikoen? 

Stormagterne har forskellige styrker og svagheder i dag

Samlet tyder det således på, at selvom QT sammen med AI er USAs “must-win battle” (ofte omtalt som dets “Manhattan project”) har EU netop hér nogle gode forudsætninger for at følge med, fordi EU nyder generelt størst tillid blandt tredjelande. Den systemisk relevante vinder bliver den udvikler, der kombinerer innovation og tempo med tillid, for QT er et magtinstrument mere end et compliance problem:

• EU: ECB og nationale centralbanker er tidligt ude og har fokus på standarder, interoperabilitet og stabilitet i infrastrukturen. De ser kvanteteknologi som et systemisk tillidsproblem. Svaghederne i EU er et fragmenteret industrielt økosystem, der afhænger af non-EU leverandører, samt en lang beslutningstid. EU er normalt “hellere sent med noget rigtigt end tidligt med noget skrøbeligt”. Til gengæld giver den inkluderende strategi tillid blandt tredjelande.
• USA: Pt. globalt førende omkring kvantecomputere og historisk hurtig til at implementere ny teknologi via Big Tech. Desuden sætter MIST globale standarder for PQC. USAs svaghed er dog manglen på systemisk styring. I 2025 fik Fed f.eks. ordre om at stoppe sit CBDC projekt som led i målet om et “free banking system”. Frem over skal infrastruktur og pengemængde i stedet ske fra privat DLT regi, og i første omgang skal private Big Tech sammen med bankerne fokusere på Stablecoins. Dét paradigmeskifte har betydet, at tredjelande er bekymrede for risikoen for manglende systemisk koordinering. Private Big Tech innovationsfilosofier hælder ofte mod “Innovation først, systemet følger bagefter”.
• Kina: Massiv statslig investering og prioritering af QT. Styrker er bl.a. den tætte systemiske kobling mellem militær, finans og telekom samt en meget tidlig implementering af QKD (kommunikation). Svagheden er begrænset transparens, lav international interoperabilitet og et bredere internationalt tillidsproblem for Kina. Det har bl.a. vist sig i BRICS+, der i flere år har forsøgt at bygge op til netop dette men uden større opbakning fra medlemslandene.

En bestyrelse skal gøre sig effekten klar

Ligesom AI er QT farlig, fordi ledelse, timing og koordinering halter; ikke fordi teknologien er stærk. 

Kvantecomputere udgør en tidslig risiko mere end en teknologisk risiko. De ændrer, hvornår information bliver sårbar, og hvem der får adgang til fortiden. For europæiske ejere rejser det spørgsmålet, hvornår vores historiske data (vores viden og erfaring) bliver strategiske aktiver for andre. Dermed har QT langt bredere effekt på strategisk autonomi end øvrig IT hardware udvikling. 

Sandsynligheden kan dog reduceres væsentligt, fordi regulatoriske myndigheder har foregrebet store dele af udviklingen. Deres planer kan dog blive ukurante, fordi udviklingen pt. accelererer. 

Det er direktionens ansvar at overvåge og vurdere gennembruddet i QT og, hvordan det rammer. Det er bestyrelsens ansvar at sikre, at virksomheden ikke bliver fanget i en irreversibel overgangsfase.

Den bør bl.a. overveje følgende spørgsmål

Som bestyrelse bør vi derfor overveje følgende spørgsmål:

1. Er vores nuværende cybersikkerhedsstrategi tidsrobust eller kun nutidsrobust?
2. Hvilke data, aftaler og IP kan true vores forretning, hvis de bliver læsbare om 5 år? Det er ikke alle data, der skal PQC sikres i dag, kun de, der stadig har værdi om 5-10 år
3. Hvilke kvantekapaciteter vil vi være afhængige af – og under hvilke jurisdiktioner?
4. Har vi valgt én standard for PQC? Hvad gør vi, hvis den ender med at blive forkastet?
5. Hybridperioden: Hvornår er det for sent at migrere til PQC løsninger?
6. Hvor meget kan QT rykke frem uden, at vores nuværende strategi bryder sammen?
7. Hvordan sikrer vi, at kvante- og AI-baserede støttesystemer bliver forståelige og auditable?
8. Hvad er effekten, hvis konkurrenter får kvante-adgang før os, og vi opdager det for sent?
9. Er vores nuværende risikomodeller robuste over for teknologisk asymmetri?
10. Hvilke leverandører, standarder eller samarbejder er geopolitisk sårbare?
11. Har ledelse den nødvendige praktiske forståelse, overblik og netværk?
12. Hvilke eksperter bygger vi vores kvante-forståelse og -beredskab op sammen med?

Opsummerende er QT et teknologisk våbenkapløb. Det er farligt, fordi QT ændrer, hvem der ved hvad hvornår. Men selve springet i teknologiens hastighed er ufarlig.

QT giver vinderne muligheder for spring i R&D og generelt vidensniveau. Taberne bliver de institutioner, der migrerede for sent, ukoordineret eller symbolsk.