Ruslands krigs-kalkule har udviklet sig siden krigens start. Dét, der i starten førte til et økonomisk boom, har udviklet sig til en økonomisk nedslidning af Ruslands velstand og fremtids muligheder. Hvordan forsvandt de gunstige påvirkninger, og hvilke muligheder giver det Rusland?
Dette er andet indlæg i rækken på 4 om effekten på Rusland af krigen i Ukraine:
- Hvad er krigsøkonomi
- Hvordan har krigs-kalkulen udviklet sig
- Status på økonomien
- Det langsigtede outlook
Ruslands “krigs-kalkule” har ændret sig markant siden krigens start
Ruslands invasionen i Ukraine har nu varet i knap 4 år. For Rusland har den kostet 1,2 mio. hårdt sårede eller dræbte. Men Rusland har i dag “blot” indtaget cirka 85.000 km2 (ekskl. Krim), svarende til en syvendedel af Ukraine eller under en halv procent af Rusland.
Selvom Rusland derfor fortsætter med at indtage mere af Ukraine (efter konsolideringen i sommeren 2022) er fremskridtene én mark og én landsby ad gangen. De militære fremskridt er ualmindeligt langsommelige for en krig, hvor der i 4 år har været indsat omkring en halv million soldater. Da USAs indsats i Vietnam krigen toppede i april 1969 var der i alt indsat 550.000 soldater, inkl. i nærområder. På dette tidspunkt var USAs krig ødelæggende dyr for økonomien.
Krigen i Ukraine er således blevet en nedslidningskrig, en War of Attrition. Det øger skrøbeligheden ved den senere overgang til civil økonomi. Dermed øger det også risikoen for senere at udløse meget store indre politiske risici.
Rusland havde forberedt sig længe, og Vesten var uforberedte
Ruslands omstilling til krigsøkonomi holdt hånden under landets økonomi i en overraskende lang tid:
- Rusland havde først og fremmest forberedt sig økonomisk og finansielt igennem flere årtier. Man havde bl.a. øget sin finansielle autonomi ved at nedbringe sin udlandsgæld (Sovjetunionen gik formelt i opløsning d. 25/12-91, fordi de default’ede), statsgælden var også kommet under 20%, og den russiske centralbank havde oparbejdet +600 mia.USD i valutareserver og omkring 10% af BNP i sin National Wealth Fund.
- Krigsøkonomien blev dernæst hjulpet af, at Vesten generelt var meget langsomme til alt andet end at indefryse halvdelen af Ruslands valutareserver (300 mia. USD, hvoraf størstedelen i EuroClear i Bruxelles).
- Dernæst blev Vestens mange handelssanktioner aldrig udrullet effektivt. Det var Rusland hurtige til at udnytte. Landets missilforsvar samt f.eks. det hypersoniske Kinzhal missil bygger f.eks. fortsat på chips fremstillet i USA og Canada. Vestens forsigtighed var bl.a. af bekymring for forholdet til Indien, der bl.a. fik økonomisk fordel af lavere oliepriser fra Rusland og af et nyt eksportmarked her. Derfor er der fortsat i dag kun svage og ineffektive sekundære sanktioner, dvs. finansielle bøder til de, der hjælper Rusland.
- Endelig havde EU fortsat sin gradvise militære nedrustning siden 2014 til et punkt, hvor de fleste lande end ikke kunne forsvare sig selv.
Derfor var krigen i starten en økonomisk gevinst for Rusland
Krigen kom bag på Vesten, der brugte lang tid på at forstå Ruslands hensigter samt at forstå, hvordan de reelt kunne hjælpe Ukraine. Desuden gav de ekstremt høje olie- og gaspriser i 2022 og 2023 et boost til Ruslands økonomi. EUs køb af energi fra Rusland fortsatte næsten uændret.
Siden slutningen af 2023 er dén udvikling dog vendt og Ruslands økonomiske boost er vendt, jfr. Senere. Det falder sammen med, at prisen på og risikoen fra den stagnerende krig er steget, jfr. modellen ovenfor. Værdien af “krigsbyttet” falder samtidig med at Ruslands civile realaktiver nedslides. De sociale følgevirkninger stiger dernæst stadig mere, jo længere krigen trækker ud:
Men “krigsbytte-kalkulen” er siden ændret omkring råstoffer, …
“Krigsbyttet” var på papiret lovende i form af naturrigdomme af mineraler og olie og fra hvede, det geopolitisk potentielt mest magtfulde. Men i dag vil det kræve enorme investeringer, at få blot et lille afkast et årti. Den største regning for Rusland er dog den diffuse fra at være udelukket fra internationale råvare- og gældsmarkeder.
- I Donbas regionen er det overvejende olie og kul, der er rentabelt at udvinde. Rusland har mere end rigelig olie i forvejen.
- Ukraines kritisk værdifulde mineraler som Rare Earths og grafit findes overvejende nær Kharkiv og i den centrale del af Ukraine. Her har de, på betingelse af fred, underskrevet udvindings aftaler med amerikanske mineselskaber (hvor Trump familien selv er investerede). Trump er generelt meget opsat på at sikre USAs forsynings linjer. Det er f.eks. argumentet for, hvorfor USA overvejer at invadere Grønland militært. Som udgangspunkt har USA derfor interesse i at forsvare Ukraine, på nær Donbas.
… og omkring landbrug, …
Der vil gå mange år før Rusland kan begynde at dyrke erobrede hvedemarker, bebo byer, fremstille på stålværker, udvinde fra miner osv. i Donbas regionen. Disse er for det første inden for rækkevidden fra ukrainsk artilleri. Men især er meget store landområder intenst minerede. CSIS vurderer, at det vil tage flere årtier at minerydde hele regionen.
- Ruslands annektering af det strategisk vigtige Krim i 2014 var især mulig, fordi Ukraine ikke havde forberedt sig på militær invasion samt, fordi Vesten afstod fra at yde finansiel støtte til Ukraine og at lockoute Rusland. Vestens tøven var bl.a. med henvisning til, at Krim først (atter) blev en del af Ukraine i 1954, da Khrusjtjov overførte det.
… samt omkring bred eksport adgang, …
Adgang til internationale samfund er afgørende for Ruslands eksisterende civile økonomi, der langt overvejende er baseret på eksport af råstoffer og energi. Hér har vestens hidtidige sanktioner været semi-effektive, og Rusland har bl.a. derfor måttet acceptere, at olieeksporten til Indien og Kina afregnes i Rupee og i RMB, og afregnes med en effektiv rabat på omkring 23% ift. Brent (“Ural”-prisen).
- I starten af krigen var Rusland hurtig til at omdirigere sin eksport af olie til Indien og Kina i stedet. Begge lande har dog en lang historie med Rusland baseret på dyb mistillid og smertelige konflikter. Derfor importerer de kun fra Rusland, så længe rabatten er så stor, og så længe de har geopolitisk interesse i at holde Vesten fokuseret på Rusland. Det er meget væsentlige forklaringer på, hvorfor BRICS+ samarbejdet kun har haft små fremskridt over de sidste 4 år ud over, at flere lande har søgt optagelse. Rusland har længe forsøgt at intensivere integrationen men, der er små fremskridt på selv små emner som f.eks. internationale afregninger. Alene dette er afgørende for Ruslands strategiske autonomi.
… og adgang til internationale kreditmarkeder
Grundlæggende var hverken EU eller USA dog effektive til at udelukke Rusland fra internationale finans- og energimarkeder. I 2024 sendte EU landene f.eks. 19 mia. Euro i hjælp til Ukraine, men betalte 22 mia. Euro til Rusland for energi (via Turkstream samt Druzhba ledningerne). Ifølge REPowerEU-planen skal EU helt ophøre med at importere energi fra Rusland inden 2027.
- Rusland har således kunnet omdirigere sin olieeksport. Men det kan kun omdirigere en femtedel af sin naturgas-eksport.
Dumaen i Rusland har nu vedtaget konfiskations lovgivning
Siden 2023 har Putin udstedt dekreter, der tillader stadig flere konfiskationer af aktiver ejet af “uvenlige” lande. I Januar i år ophøjede Dumaen disse til egentlig fremadrettet lovgivning. Atlas Institute forventer, at bivirkningen bliver, at indisk og kinesisk FDI flow bremser op. Rusland har ellers hårdt brug for både kinesisk og indisk teknologi og forbrugsgoder.
- Afrikanske lande har generelt støttet Rusland, selvom landet ofte er den største konkurrent til deres egen udvinding af mineraler og energi. Det er frem for alt et udtryk for, at Rusland ses som den lille oprører, der tør byde stormagterne USA og Kina trods. Og i modsætning til EU forsøger Rusland ikke at blande sig i afrikanske landes styreformer, overholdelse af miljø- og menneskerettigheder osv. Endelig kan Ruslands lave økonomiske magt (mindre BNP end Italien) nemmere overses for et afrikansk land.
- Grundlæggende er Rusland dog stor-eksportør af det livskritiske hvede og af gødning.
Det er et svar på en øget nedslidning af Ruslands industri, …
Omkring aktiver er der generelt forskel på militære og civile industriaktiver:
- Ifølge bl.a. ISW er Ruslands omstilling af sin militærindustrielle kapacitet nu i stand til fuldt at matche det materiel, der går tabt ved fronten. I perioden, hvor Rusland omlagde sin industrikapacitet, trak Rusland fra sine meget store og gamle militære overskudslagre. Der sendes stadig T-54 tanks (fra 1940erne og 1950erne) til fronten, men antallet falder. Det tolkes som et udtryk for, at de gamle lagre er ved at være tømte, og at Rusland frem over bliver nødt til at sende nyere materiel til fronten. Ruslands drone-teknologi er desuden på højde med både Ukraines og Vestens og har kapacitet til lager-opbygning.
- Civil industri er dog systematisk omlagt til militær fremstilling. For eksempel fremstilles pansrede køretøjer, hvor der førhen blev fremstillet biler.
- Der er dog mindre tegn på, at grænsen for industri-omlægning nærmer sig. Der er f.eks. stor mangel på arbejdskraft. Derfor inviterer Rusland bl.a. gæstearbejdere fra Afrika.
… der er blevet omlagt og under-vedligeholdt
Før krigen var Ruslands industrieksport primært fokuseret på energi, grovere industriprodukter og til dels sin militærindustri.
Militærindustrien er styrket som følge af krigen fordi den er blevet teknologisk tidssvarende og har større kapacitet. Til gengæld er den blevet kritisk afhængig af kinesisk eksport af især chips, som Rusland ingen muligheder har for at fremstille selv. Rusland har et mål om, at blive globalt førende inden for både chips og især AI (!). Indfrielse af målet afhænger således af parallelimport fra venligtsindede partner lande. Hér har Rusland meget få egentlige venner. Af historiske årsager inkluderer dette ikke Kina.
Energisektoren er til gengæld blevet nedslidt. Især er investeringerne i naturgas faldet, fordi Ruslands eksport og -muligheder falder. Det gælder bl.a. Nordstream 1 og 2 pipelines, som Gazprom ejede majoriteterne i frem til sabotagen i september 2022. Det gælder også Power of Siberia 2. Her cirkler prisforhandlingerne med Kina om en pris, der kun er svagt højere end Ruslands udvindingsomkostninger. Dertil skal Rusland bære næsten hele anlægsinvesteringen af den 2.600 km. lange rørledning alene. Resultatet er en aftale, som Rusland taber økonomisk på, til gengæld for at modtage cash flow fra Kina. Endelig gælder det også Ruslands LNG eksport, fordi Rusland har alt for små LNG gasifikationsanlæg.
… måske især omkring den bredere infrastruktur
Ruslands landområder er generelt gået fri af krigsødelæggelser. Men der ingen solide databaserede rapporter fra internationale organisationer om, hvor nedslidt Ruslands generelle infrastruktur er blevet, f.eks. veje, forsyningsnet, realmasse osv.
- Estimater fra ISW og fra UKs Ministry of Defense tyder dog på, at der er meget stor under vedligeholdelse. Byggebranche statistik og graden af omlægning af civil industri antyder, at der i de sidste 4 år er vedligeholdt for halvt så store beløb som før krigen. Rusland skubber således en stigende snebold foran sig.
Ruslands forsyningslinjer er desuden i risiko. Senest er landene i Østersøen bl.a. begyndt at opbringe skibe, der mistænkes for sabotage mod fiber-kabler. Desuden er Ukraine begyndt at angribe tank-skibe på vej hjem til opfyldning. Endelig har USA luftet, at de vil se bort fra bl.a. pirat angreb mod skibe, der sejler til eller fra Rusland. Det sidste kan forstyrre Ruslands forsyninger af bl.a. forbrugsgoder, samt eksport af f.eks. hvede, Nikkel og Kobber. Ruslands flåde er alt for lille til at yde nogen form for garanti for landets civile skibstrafik.
Den største regning venter på at blive synlig, …
De sociale følgevirkninger bliver dog måske den største risiko i fremtiden.
- Afmønstrede soldater: I Afghanistan var de Sovjettiske tabstal inkl. hårdt sårede på omkring 10.000. I Ukraine er det tal i dag nærmere 1,1 million, heraf op mod 50.000 fra Nordkorea og Kina. Alene af den årsag er Putin nødt til at vise en form for sejr fra krigen i Ukraine, alternativet er ydmygende for Nordkorea og for Kina.
- Deserterede og flygtede anslås til at være mellem 50 og 100.000, svarende til 10-20% af de indsatte russiske styrker.
… og kan splitte befolkningen
Asymmetriske tab: Ifølge vestlige efterretningstjenesters beregninger, er der en markant overvægt af faldne i Ukraine krigen fra de østligste (Sibirien) og sydligeste provinser (bl.a. Tuva hvor Putins tidligere nærmeste allierede Sergei Shoigu er fra). I disse regioner var der i forvejen de største secessions tendenser. I Putins nærområder omkring Moskva og St Petersborg er der til gengæld meget lave antal faldne.
- Vil det øge secessions presset i yder-provinserne, når der opstår våbenhvile eller fred i Ukraine? Gør det alternativt disse regioner militært sårbare, dvs. uden evne til at forsvare sig mod f.eks. en kinesisk genforening med Ydre Manchuriet (bl.a. Khabarovsk og Vladivostok), som Kina gentagne gange har varmet op til i løbet af de sidste par år.
Det giver en politisk risiko, og derfor centraliseres magten
Risikoen har fået Putin til at centralisere den politiske magt stadig mere mod egne familie medlemmer. Især er Ruslands “interne revision” nu domineret af Putin familien. Det gælder f.eks. Ruslands fredsforhandler Kirill Dmitriev, der bl.a. har nære relationer med Jared Kushner (Trumps svigersøn) og Putins datter, Yekaterina Tikhonova. Han sidder i dag centralt ift. Sergei Lavrov og Yuri Ushakov. Det gælder også f.eks. Sergei Tsivilev, der bl.a. overvåger Igor Sechin (Rosneft), Alexei Miller (Gazprom) og Gennady Timchenko.
Men jo større kontrol og centralisering, jo ringere bliver feedback loopet og således kvaliteten i Putins beslutningsgrundlag. Det giver langsigtet og dyb risiko for systemisk dårlige beslutninger og strategier, som under Sovjetunionen.
For vesten øger det altsammen risikoen for, at en fredsaftale omkring Ukraine kun er en pause, som begge parter vil bruge på oprustning. For Rusland af politisk nødvendighed for at undgå indre sprængning. For vesten for at kunne forsvare sig selv militært.