I de seneste år er der opstået et strukturelt brud i Vestens sammenhængskraft, som trækker mod en ny geoøkonomisk verdensorden. Dette er 6. og sidste blog-indlæg om systemskiftet, og om hvordan det øger risikoen for finansiel divergens.
Opbruddet forskyder fundamentet for den globale orden, der siden Anden Verdenskrig byggede på institutioner og regler, og dermed forudsigelighed. USA var både central aktør og garant, fordi det var i landets egen interesse. Men Trumps MAGA-kurs vurderer nettofordelene anderledes. Modellen er derfor under opløsning som følge af en bevidst strategisk omlægning.
Resultatet er en begyndende multipolær struktur uden fælles normarkitektur.
Konturerne af en ny verdensorden beskrives via 6 blog indlæg
Dette systemskifte mod en ny geoøkonomisk orden beskrives over 6 blog indlæg:
- Systemskiftet (fra regler til magt)
- Institutionel erosion (FN, IMF m.v.)
- USA fra systemarkitekt til systemaktør
- De to konkurrerende systemmodeller Kina og EU
- Middle powers og “value-based realism”
- Finansiel magt og risikoen for divergens – dette indlæg
De foregående indlæg beskrev systemskiftet, de institutionelle konsekvenser, de tre systembærende økonomier samt rollen for bl.a. Middle Powers. Dette indlæg fokuserer på den finansielle dimension, som i stigende grad bliver både instrument og konsekvens af den nye orden.
Den globale finansielle arkitektur er under opbrud
Den globale finansielle orden har været en af de mest stabile komponenter i den globale orden siden WWII. Den har især haft udgangspunkt i USD som dominerende afregnings- og reservevaluta, samt i vestligt forankrede institutioner (IMF, Verdensbanken m.fl.) og i betalingsinfrastruktur som SWIFT. Strukturen gav USA og dets allierede stor strukturel magt; geopolitisk især fra kontrol med finansielle strømme og sanktioner.
Sanktioner har bl.a. skabt momentum mod strukturelle alternativer
Brug af finansielle sanktioner er dog intensiveret markant i de seneste år til den øvrige verdens bekymring. Det gælder f.eks. indefrysningen af Ruslands valutareserver efter invasionen i Ukraine samt udelukkelsen fra internationale afregninger.
Som resultat søger flere lande, både partnere og modstandere af USA, nu at reducere deres finansielle afhængighed af ét system. Derved opstår der gradvist alternative finansielle infrastrukturer med globale potentialer.
- Kina har f.eks. udviklet sit eget internationale betalingssystem, CIPS, som supplement til SWIFT. Rusland har tilsvarende etableret SPFS. Men frem for alt eksperimenterer flere lande med bilaterale afregninger i lokale valutaer og uden brug af USD i priskryds.
Ingen af disse systemer har opnået globalt momentum. Men alene deres eksistens øger risikoen for, at andre lande i verden skifter væk fra brug af bl.a. SWIFT og USD som reservevaluta og dermed gradvist nedbringer deres køb af t-bonds. Dén mekanisme er i dag central for finansieringen af USAs statsunderskud. Det kunne f.eks. blive udløst, hvis USA gennemfører yderligere geopolitiske initiativer, som udfordrer allieredes tillid til den eksisterende finansielle orden. For 10 år siden havde resten af verden ikke reelle alternativer.
Derfor er monetær suverænitet atter blevet afgørende
Ud over at CIPS og SPFS er udviklet, arbejder næsten alle centralbanker i verden med digitale centralbankvalutaer (CBDC). Formålene varierer mellem effektivisering af indenlandske betalinger, styrket finansiel kontrol og at nedbringe afhængigheden af eksisterende internationale systemer.
- Kina er særligt langt fremme med udviklingen af e-CNY, som potentielt kan anvendes i internationale transaktioner. Siden 2022 har e-CNY både været udrullet til interbank-afregninger (“wholesale”) og til forbrugerne (“retail”).
- Siden USAs de-kobling fra EU i 2025 har ECB desuden fremrykket sin udvikling af CBDC til interbank-afregninger. Pilot-test forventes at starte i 2027 og målet er i dag bl.a. at sikre EUs monetære suverænitet.
Udviklingerne peger mod gradvis fragmentering, og …
Det centrale er, at der ikke opstår ét samlet alternativ til USD og til SWIFT. I stedet taler sandsynligheden for en fortsat gradvis fragmentering. Det vil føre til flere parallelle betalingssystemer, flere valutaer i international handel og flere regionale finansielle netværk.
USD’s centrale betydning er fortsat betydelig, men især fordi der ikke findes fuldt sammenhængende alternative systemer, der både har infrastruktur til betalinger og har tilpas store og likvide gældsmarkeder tilknyttet.
Over tid kan marginale forskydninger derfor få strukturel betydning.
… derfor er finansiel divergens i dag en systemisk risiko
Det øger risikoen for dybere finansiel divergens, hvor kapitalstrømme bliver gradvist mere segmenterede, likviditeten fordeles ujævnt og valutakurser og finansielle vilkår divergerer.
Det reducerer effektiviteten i det globale finansielle system og kan derfor øge volatiliteten for især de lande, der i forvejen har små valutareserver og lav strategisk selvforsyning af råvarer, fødevarer, know-how osv.
Den finansielle udvikling er tæt koblet til de geoøkonomiske forskydninger beskrevet i de foregående indlæg. Det gælder bl.a. kontrol over betalingsinfrastruktur, valutaer og kapitalstrømme, der i stigende grad bliver en integreret del af staters strategiske værktøjskasse.
Finansiel arkitektur er dermed ikke længere neutral infrastruktur, men en aktiv del af systemkonkurrencen.
I dét udfaldsrum ændres ledelsesopgaven bl.a. …
Den finansielle dimension er både en konsekvens af og en driver for den nye geoøkonomiske orden. Udviklingen peger ikke mod én ny global finansiel struktur, men mod en mere fragmenteret og netværksbaseret orden.
For virksomheder og institutioner betyder det, at finansielle risici i stigende grad får politisk karakter, at adgang til kapital og betalingssystemer kan variere på tværs af regioner, og at valutarisiko og likviditetsstyring bliver mere kompleks.
Den samlede effekt er en bevægelse væk fra én integreret finansiel struktur mod flere delvist overlappende systemer.
… i retning af at sikre flest og bedst mulige alternativer
De seks indlæg peger samlet på en verden i overgang fra institutionel stabilitet og fælles værdisæt i én dominerende orden, til strukturel optionalitet og flere parallelle systemer. De tre store systemmodeller vil øge deres indsats om at blive finansielt centrale aktører. Det giver “exorbitante privilegier”, så længe det ikke samtidig kræver, at man udfylder rollen som global systemarkitekt og garant.
Den nye geoøkonomiske verdensorden er endnu ikke fuldt formet. Men de næste par år vil indsnævre udfaldsrummet for den kommende multipolaritet.
Når systemer ophører med at konvergere, skifter strategi fra forudsigelse til positionering. I en sådan struktur bliver løbende tilpasning vigtigere end optimering af én stabil model.
Global geopolitik kan i dag bedst beskrives fra en darwinistisk vinkel. Det er ikke de stærkeste eller mest effektive systemer, der nødvendigvis består, men de, der hurtigst tilpasser sig ændrede rammevilkår.