I de seneste år er der opstået et strukturelt brud i Vestens sammenhængskraft, som trækker mod en ny geoøkonomisk verdensorden. Dette er blog-indlæg 3 om systemskiftet, hvor USA bevæger sig til rollen som systemarkitekt til systemaktør. Det fører til en institutionel erosion, som forskyder fundamentet for den globale orden.
Verdensordenen siden Anden Verdenskrig byggede på institutioner og regler, og dermed forudsigelighed. USA var både central aktør og garant, fordi det var i landets egen interesse. Men Trumps MAGA-kurs vurderer nettofordelene anderledes. Modellen er derfor under opløsning som følge af en bevidst strategisk omlægning.
Resultatet er en begyndende multipolær struktur uden fælles normarkitektur.
Konturerne af en ny verdensorden beskrives via 6 blog indlæg
Dette systemskifte mod en ny geoøkonomisk orden beskrives over 6 blog indlæg:
- Systemskiftet (fra regler til magt)
- Institutionel erosion (FN, IMF m.v.)
- USA fra systemarkitekt til systemaktør – dette indlæg
- De to konkurrerende systemmodeller Kina og EU – næste indlæg
- Middle powers og “value-based realism”
- Finansiel magt og risikoen for divergens
Første indlæg beskrev systemskiftet, og andet indlæg de institutionelle konsekvenser. Dette indlæg fokuserer på USA som drivende aktør.
USA søger at genvinde en global førerposition
Den nuværende amerikanske kurs er ikke isoleret til én administration, men afspejler en bredere politisk ændring siden 2010erne. Optakten var et gradvist fald i USAs industrielle konkurrenceevne siden slutningen af 1960erne, som blev forstærket af globaliseringen. Denne gjorde det muligt at fokusere på service- og videnstunge sektorer. Prisen var, at global specialisering gradvist udhulede USAs selvforsyningsevne og industrielle bredde. Siden begyndelsen af 2000erne er handelsunderskuddet f.eks. steget næsten uafbrudt.
I dag vurderer USA, at denne orden påførte USA omkostninger, som ikke blev opvejet af tilsvarende gevinster. Det gælder både i forhold til handelsbalancer, industrikapacitet og sikkerhedspolitiske byrder. Samtidig har især Kina indhentet og overhalet USAs vidensmæssige forspring.
Trump ser derfor sit præsidentmandat som en redningsplan, der frem for alt skal genskabe USAs konkurrenceevne gennem to store strukturelle initiativer:
- En langsigtet re-industrialisering så USA opnår økonomisk og politisk autonomi
- Et bredt og dybt sats på AI, der skal sikre spring i innovation og økonomisk vækst på både kort- og mellemlangt sigt
Planen kræver, at USA skifter fra systemarkitekt til systemaktør, …
Så afgørende forandringer kan ikke sikres via de frie markedsmekanismer, især ikke på kort sigt. Derfor skifter USA sin rolle fra systemarkitekt til mere ordinær aktør. De kan ikke både stå i spidsen for en regelbaseret orden, hvis de samtidig er protektionistiske. I første omgang anvendes de institutionelle rammer i dag mere selektivt.
For som videns- og højteknologisk økonomi er USA blevet både bredt og dybt afhængig af specialiserede råstoffer og halvfabrikata. Både forsvars- og AI-teknologi kræver f.eks. sjældne jordarter, hvor Kina bl.a. har den globalt største kapacitet til udvinding og raffinering. Den kapacitet kan ikke opbygges af andre lande eller alliancer inden for en kortere tidshorisont. Det eksponerer USA for risikoen for, at Kina gengælder tariffer og handelshindringer. Det kan potentielt lamme amerikansk re-industrialisering.
Alle de nødvendige råstoffer er dog teoretisk til stede i undergrunden i Syd- og Nordamerika, eller i Grønland. Derfor anlægger Trump administrationen et hemisfærisk synspunkt a la Monroe doktrinen. Efter denne er disse lande en del af USAs interessesfære, hvilket i amerikansk strategisk tænkning legitimerer øget politisk og økonomisk indflydelse i regionen.
… samt oplever et spring i innovation og selvforsyning
Den ændrede kurs materialiserer sig tydeligt i amerikansk industripolitik.
- Med vedtagelsen af CHIPS and Science Act samt af Inflation Reduction Act i 2022 blev der samlet tilført flere hundrede mia. USD i subsidier og skattekreditter, der skal styrke produktionen af avancerede chips.
- Efterfølgende er ambitionerne øget yderligere gennem f.eks. Project Stargate, der er målrettet AI udvikling og kommercialisering.
Formålet er både at skabe vækst fra øget produktivitet og innovation, men samtidig at reducere strategiske afhængigheder over for især Kina.
Det kræver bl.a., at staten aktivt beskytter USAs re-industrialisering
Økonomiske værktøjer anvendes samtidig mere direkte i udenrigspolitikken.
- Siden slutningen af 2024 har USA f.eks. indført markante eksportkontroller over for Kina både fsva. avancerede AI chips, AI software og fsva. udstyr til at fremstille avancerede AI chips, herunder eksportkontrol på avancerede produktionsmaskine (via bl.a. ASML) samt på kritiske input som raffineret silicium fra Spruce Pine Minen i North Carolina.
- Desuden investerer statslige amerikanske initiativer i både at opbygge et strategisk nødlager for en bred vifte af kritiske mineraler og metaller samt investerer i Mountain Pass minen i Californien, der indtil for 20 år siden var den globalt største udvinder af sjældne jordarter. Endelig har USA indgået en bred vifte af nye aftaler med bl.a. Japan og asiatiske og afrikanske lande om leverancer af bredere industrimetaller.
- Endelig anvendes finansielle sanktioner fortsat som et centralt instrument i amerikansk politik. Det har bl.a. ført til indefrysningerne af Ruslands valutareserver efter invasionen af Ukraine. Desuden har det ført til stadig flere finansielle sanktionspakker over for Rusland og Iran.
Dermed sammenflettes økonomi og sikkerhedspolitik i praksis.
Derfor ændrer USAs alliancer karakter fremover
Udviklingen redefinerer også USA’s relationer til gamle allierede. I tidligere National Security Strategies (NSS) blev Europa anset for en “ubetinget allieret”. I dag er de “transaktionelle partnere”, hvis værdigrundlag afviger fra USAs. Det samme gælder forholdet til Canada, hvor Mark Carney i Davos gentog den nye geopolitiske virkelighed for “Middle Powers” med ordene “if we are not at the table, we are on the menu”.
Det påvirker også de oversøiske lande, der skal forsyne industrimetaller frem over. Tidligere fungerede USAID f.eks. som USAs værktøj til “soft power” over for disse. Men i dag er organet i praksis nedlagt, og NSS beskriver nu Afrika som “peripheral” for Washingtons interesser. Strategien er derfor skiftet til “commercial diplomacy”, hvor evt. nødhjælp skal modsvares af sikre leverancer af f.eks. industrimetaller til USA. I nogle tilfælde vil det blive modsvaret af investeringer. Det har bl.a. påvirket Angola, DR Congo, Gabon, Guinea og Nigeria.
Relationerne består således, men præges i højere grad af forhandling og konkrete interesser frem for implicit alignment. Det reducerer institutionernes tyngde, og det svækker incitamentet for andre lande til at følge de fælles regler.
Samlet øger det udviklingen i retning af en multipolær global struktur, hvor relationer i højere grad formes bilateralt og regionalt.
Det er dog en risikabel plan med mange risici
USA vil forblive verdens dominerende økonomiske og militære magt i mange år frem.
Men rollen er ændret. Fra at understøtte en regelbaseret orden bevæger USA sig mod en model, hvor nationale interesser og strategisk fleksibilitet prioriteres højere end systemisk stabilitet.
For virksomheder betyder det, at adgang til det amerikanske marked i stigende grad kobles til politiske og strategiske hensyn. Samtidig bliver variationen i amerikansk politik en strukturel faktor, der må indarbejdes i langsigtede beslutninger.
Den videre udvikling afhænger af, om denne kurs konsolideres, og hvordan øvrige økonomier vælger at reagere.
I næste blogindlæg fokuseres på de to konkurrerende systemer, Kina og EU.