AI chess

Strategisk usikkerhed ændrer bestyrelsens opgave

Virksomheder har gennem flere årtier optimeret organisationer, værdikæder og kapital under relativt stabile rammevilkår. En mere multipolær verdensorden ændrer dog forudsætningerne strategisk. Geopolitik, teknologiske gennembrud og fragmenterede markeder øger usikkerheden omkring strategiske beslutninger. Der ændres ledelsesparadigmet og bestyrelsens opgave fra optimering af effektivitet til at sikre robusthed og tilpasningsevne, når virksomhedens forudsætninger og rammevilkår ændrer sig.

Globaliseringen siden 1990erne belønnede effektivitet

I de seneste årtier har globaliseringen givet stadig mere stabile globale rammevilkår for virksomheders konkurrence. Øget international handel, friere kapitalbevægelser og hurtig udbredelse af teknologi gjorde det muligt at optimere globale værdikæder på tværs af landegrænser.

Det styrkede incitamenterne til specialisering, outsourcing, Just-in-Time logistik og høj kapitaludnyttelse. Effektivitet blev et centralt konkurrenceparameter, fordi rammevilkårene kun ændrede sig gradvist og relativt forudsigeligt. Marginale optimeringer var den mest rationelle og succesfulde strategi.

Men systemet er ved at ændre karakter

I løbet af de sidste 5-6 år er virksomheders strategiske landskab dog blevet markant mere komplekst. Geopolitiske friktioner, teknologiske gennembrud, øget cyber-risiko, geoøkonomiske spændinger, klimarisici og nye regulatoriske krav påvirker i stigende grad de rammevilkår, virksomhederne bygger deres strategier på.

Det fører ofte til flere samtidige usikkerheder uden for virksomhedens egenkontrol, der påvirker investeringer, værdikæder, teknologi og markedsadgang.

Strategisk usikkerhed bliver således et permanent ledelsesvilkår frem for en midlertidig undtagelse.

Fremover bliver robusthed en central konkurrenceparameter

Effektivitet forbliver afgørende for konkurrenceevnen. Men robusthed er forudsætningen for, at virksomheden kan forblive effektiv, når forudsætningerne ændrer sig. 

Robusthed er summen af mange små overvejelser og valg, der samlet skal øge virksomhedens handlefrihed under usikkerhed. Det gælder forsyningsmæssigt, teknologisk, finansielt, kommercielt, organisatorisk osv:

  • Flere kvalificerede leverandører frem for én dominerende leverandør
  • Geografisk diversificerede værdikæder der reducerer afhængigheden af enkelte lande eller regioner
  • Øget digital redundans (multiple standarder f.eks.) frem for optimeret digital effektivitet
  • Modulære IT-systemer som lettere kan tilpasses nye regulatoriske krav
  • Kapitalbuffere, der giver mulighed for at investere under markedsuro
  • Investeringer som kan udvides trinvist i takt med ny viden
  • Øget kundeloyalitet gennem højere integrationsgrad (switching costs) hos disse, proprietære produktløsninger eller særlige distributionsformer
  • Organisatorisk evne til hurtig tilpasning af produkter, processer eller markeder, herunder tværgående forståelse af virksomhedens interne setup

Robusthed handler således om organisationens evne til at spotte, vurdere og afgøre, hvornår ydre forandringer er tilpas væsentlige samt evne til at reagere hurtigt og på en måde, der bevarer de strategiske handlemuligheder.

  • I de senere år har flere begivenheder illustreret værdien af redundans i effektivitets-optimerede værdikæder. Covid-19 lockdowns påvirkede bl.a. udskibningskapaciteter i Kina. Krigen i Ukraine forskød handelen af bl.a. energi og gødning. USAs eksportbegrænsninger på avancerede chips påvirkede teknologiske værdikæder. Spændinger ved Hormuzstrædet påvirker forsyningen af bl.a. energi til især asien.
  • De virksomheder, der f.eks. havde alternative leverandør-setups eller større lagerkapaciteter, havde bedre muligheder for hurtige forsynings-omstillinger.

Derfor får bestyrelsen nye spørgsmål, der handler om …

For bestyrelser bliver det derfor stadig vigtigere at forholde sig til forudsætningerne for virksomhedens strategi og reversibiliteten, snarere end at føre tilsyn med driften. Budgetter og prognoser tager normalt udgangspunkt i et gennemsnit af relativt stabile udfaldsrum. Derfor bør bestyrelser i stigende grad være bevidste om:

  • Hvilke antagelser bygger strategien på?
  • Hvilke beslutninger kan ændres, hvis forudsætningerne ændrer sig?
  • Hvor er virksomhedens største strukturelle afhængigheder (f.eks. teknologiske eller geopolitiske)?
  • Hvor hurtigt kan organisationen tilpasse sig nye rammevilkår? Hvor “låste” er virksomhedens interne processer?
  • Hvilke strategiske handlemuligheder ønsker vi at bevare, dvs. hvilke beslutninger skal kunne justeres eller omgøres, hvis forudsætningerne ændrer sig?

… overgangen fra forecasting til Strategiske stress tests

Forecasting og budgettering forbliver således centrale ledelsesværktøjer. Men strategisk usikkerhed øger behovet for supplerende scenarier og systematiske stresstest af virksomhedens strategi og handlemuligheder.

Strategiske stress tests fokuserer på alternative udviklingsforløb. De handler derfor om at forstå, hvor nemt virksomhedens strategi, organisation og beslutninger kan omstille sig, når forudsætningerne ændres, f.eks.

  • Hvordan påvirkes strategien, hvis en central leverandør bliver ustabil i flere måneder, f.eks. pga. cyber-angreb?
  • Hvordan påvirker nye eksportkontroller en kritisk teknologi?
  • Hvordan påvirkes konkurrencen, hvis AI reducerer adgangsbarriererne til branchen hurtigere end forventet? Hvis AI f.eks. halverer konkurrenternes udviklingstid eller åbner for nye konkurrenter i markedet f.eks. fra Big Tech?
  • Hvilke investeringer er mest sårbare, hvis renten springer og forbliver forhøjet?

Tilpasningsevne er evolutionens grundpræmis

I stabile omgivelser skabes konkurrenceevne gennem effektiv ressourceanvendelse og løbende optimering. I dynamiske omgivelser bliver robusthed en lige så vigtig strategisk ressource. Det kræver bevidsthed om alternative handlemuligheder, evne til at tilpasse sig og organisationens parathed til at navigere gennem perioder med usikkerhed. 

Strategisk robusthed er en vedvarende ledelsesdisciplin, der skal integreres i dagligdagen.

Charles Darwin citeres ofte for: “It is not the strongest of the species that survives, nor the most intelligent. It is the one most adaptable to change.”

Relaterede indlæg

Hvor hurtigt skal virksomheder kunne ændre retning?

Teknologiske gennembrud, geopolitik og nye regulatoriske krav ændrer rammevilkårene for virksomheder stadig hurtigere. Det stiller...

God strategi afhænger af handlemuligheder

God strategi bygger på antagelser om fremtiden. Jo mere usikker verden bliver, desto vigtigere bliver...

Kvanteteknologi er en geopolitisk nøgleteknologi

Kvanteteknologi udvikler sig hastigt fra forskningsområde til strategisk infrastruktur, og er en geopolitisk nøgleteknologi på...

Hvor langt kan ASEANs indflydelse række?

Den internationale orden skifter fremover fra et integrationsperspektiv overfor stormagter, jfr. foregående blog serie, i...

Hvad begrænser ASEANs sammenhængskraft?

Den internationale orden skifter fremover fra et integrationsperspektiv overfor stormagter, jfr. foregående blog serie, i...

Hvad holder ASEAN sammen?

Den internationale orden skifter fremover fra et integrationsperspektiv overfor stormagter, jfr. foregående blog serie, i...