Den internationale orden skifter fremover fra et integrationsperspektiv overfor stormagter, jfr. foregående blog serie, i retning mod en uafklaret multipolaritet. Her konkurrerer stormagter in en stadig mere kompleks geopolitisk virkelighed uden en fælles global arkitektur. Det øger Middle Powers’ indflydelse til vigtige “systemingeniører”. Så hvad holder ASEAN sammen?
Stadig flere sydøstasiatiske lande vil i de kommende årtier udvikle sig til kritisk vigtige Middle Powers. De har mulighed for høj vækst, fordi de har relativt unge demografier, voksende middelklasser, stigende FDI flows og generelt lav offentlig gæld. Modsat udfordres de af klimaforandringer, urbanisering, infrastrukturbehov og institutionelle svagheder, ligesom de risikerer at skulle vælge mellem USA og Kina på specifikke områder. Landene skal derfor balancere høj vækst mod suverænitet, geopolitisk fleksibilitet, klimahåndtering og teknologisk udvikling.
Deres vigtigste regionale samarbejde er ASEAN. Men landene har forskellige interesser og, de har derfor behov for at bevare maksimal handlefrihed. ASEAN er derfor alt andet end et forstadie til en union. Det er et samarbejde, der skal bevare medlemmernes strategiske handlefrihed.
I en multipolær verden er det relevant at stille spørgsmålet: Hvordan samarbejder stater om vækst og sikkerhed uden at afgive strategisk autonomi? Spørgsmålet bliver i stigende grad relevant for stater i Latinamerika, Afrika, centralasien og MENA, der også skal balancere indflydelse mod strategisk autonomi.
Emnet beskrives i tre blog indlæg med følgende struktur:
- Hvad holder ASEAN sammen?
- Hvad deler ASEAN medlemmerne?
- Hvor langt kan ASEANs indflydelse række?
Når verden fragmenterer, stiger værdien af samarbejdet
Verden bevæger sig mod mere men uafklaret multipolaritet. Hér konkurrerer stormagterne uden en fælles global arkitektur, hvilket øger Middle Powers muligheder for at agere som selvstændige aktører. Det gælder de nuværende Middle Powers som Indien, Canada, EU, Australien osv. og, det gælder især de fremtidige økonomiske dynamoer. Blandt disse er en stor del i dag medlemmer af ASEAN.
ASEAN blev stiftet i 1967 af Indonesien, Malaysia, Filippinerne, Singapore og Thailand. Senere er Brunei, Vietnam, Laos, Myanmar, Cambodja og Timor-Leste kommet til. Organisationen blev dannet i en periode, der var præget af den kolde krig, afkolonisering og væsentlig usikkerhed om stormagters indflydelse i Sydøstasien. Her var der behov for et samarbejde, der kunne skabe platform for regional stabilitet. ASEAN er stadig i dag en diplomatisk platform, der reducerer risikoen for, at enkelte medlemslande isoleret presses af større magters indflydelse i regionen, især Kina, USA, EU, Japan, Indien og Rusland.
ASEAN er bygget til at beskytte handlefrihed
ASEAN fokuserer på at skabe et økonomisk fællesmarked og en samlet produktionsbase for medlemmerne. Det er en af de mest succesfulde regionale organisationer uden for den vestlige verden og er i dag verdens 5. største frihandelssamarbejde efter EU, RCEP, USMCA og CPTPP, se nedenfor.
Samarbejdet forsøger at sikre regional fred og stabilitet gennem de samme principper om alliancefrihed og balancegang som Indiens Non-Alignment. Det prioriterer således strategisk autonomi før integration, for suverænitet over for stormagter har været et eksistentielt spørgsmål for alle medlemmer, og er det fortsat i dag for de flestes vedkommende.
Modsat f.eks. EU bygger ASEAN derfor ikke på fælles værdier eller ambitioner om dybere integration men på frivilligheds- og konsensusbasis. ASEAN medlemmerne har ofte meget forskellige og dybt forankrede interesser. Derfor prioriterer de autonomi over integration og samarbejde.
I en fragmenterende verden flytter værdien af institutioner fra globalt til regionalt niveau. Hvor globaliseringen blev understøttet af globale institutioner, bliver regionale samarbejder vigtigere efterhånden som stormagtsrivaliseringen øges.
Fokus forbliver på økonomisk udvikling, …
ASEAN-landene er meget forskellige. Singapore er f.eks. blandt verdens mest avancerede og velhavende økonomier, mens Laos, Myanmar og Cambodja fortsat befinder sig på tidlige udviklingstrin. Der er desuden store forskelle på politiske systemer, sikkerhedspolitiske interesser og historiske erfaringer, f.eks.
Fra kommunistiske etpartistater som Vietnam og Laos og til demokratiske systemer som Indonesien, Filippinerne og Singapore.
Det samlende er derfor begrænset til ønsket om økonomisk udvikling. Det kræver bl.a. at landene tiltrækker investeringer, styrker eksporten, udvikler infrastrukturen, løfter produktiviteten og øger velstanden. Det kræver, at landene får adgang til teknologi, kapital og globale markeder. Det kan ASEAN samarbejdet bane vejen for pga. sin størrelse.
… fordi alle især er optaget af at bevare deres strategiske autonomi
En anden vigtig sammenhængskraft er ønsket om geopolitisk handlefrihed, dvs. strategisk autonomi.
For mens Sydøstasien i Vesten ofte fremstilles som en region, der før eller siden må vælge mellem USA og Kina, ser ASEAN verden væsentligt mere nuanceret. De ønsker relationer til alle store økonomiske centre, uden at blive eksklusive partnere med nogen af dem.
Kun på den måde kan de tiltrække passive investeringer fra Japan, FDI og OEM investeringer fra USA og fra EU, infrastruktur-investeringer fra og samhandel med Kina, samt samhandel med Indien. ASEANs strategiske aftaler med USA, Kina, EU, Indien, Japan eller Rusland er således ikke udtryk for alliancevalg. Det handler om at bevare relationer til alle relevante magtcentre samtidig.
- Allerede i februar 2025 udtalte ASEANs formand, Malaysias premierminister Anwar bin Ibrahim, at “ASEANs moment is now”. Udtalelsen faldt på et tidspunkt, hvor AI rivalisering, udsigten til stigende handelskonflikter og geopolitisk fragmentering skabte fornyet behov for regionale samarbejder, der kan tiltrække investeringer, produktion og teknologi fra flere sider samtidig.
- Den globale fragmentering mellem USA og Kina har over de seneste år været til de fleste ASEAN landes fordel. Kinas FDI investeringer i og samhandel med ASEAN landene er f.eks. mangedoblet i perioden.
- Selvom ASEAN blev dannet under den kolde krigs rivalisering mellem stormagter, afholdt ASEAN f.eks. topmøde med Rusland i Kazan i midten af juni. Trods Ruslands forsøg på at fremstille mødet som en politisk alliance, var det udtryk for alt andet end netop det.
ASEANs styrke er også dens svaghed, …
Tilgangen forklarer også, hvorfor ASEANs beslutningsstruktur bygger på konsensus, frivillighed og princippet om ikke-indblanding i interne forhold. Respekten for medlemmernes autonomi er nødvendig for at sikre indre enighed, også selvom tilgangen til tider kan få organisationen til at fremstå ineffektiv og langsom.
ASEANs robusthed skyldes derfor især, at medlemslandene kun søger enighed om det, der er nødvendigt. Det giver organisationen robusthed over for politiske skift, skiftende regeringer og nationale særinteresser.
Modsat begrænser det også ASEANs handlekraft i f.eks. spørgsmål om territorialfarvand i det Sydkinesiske Hav, se nedenfor, hvor medlemmerne har overlappende krav.
… men ASEANs opbygning er velegnet til en multipolær verden
Organisationens sammenhængskraft bygger således især på et fælles ønske om økonomisk udvikling og beskyttelse af nationale suveræniteter. Styrken ligger i, at medlemslandene kun forsøger at blive enige om det nødvendige.
I en multipolær verden uden fælles global arkitektur bliver institutioner som ASEAN stadig vigtigere. De fungerer som regionale systemingeniører, der reducerer usikkerhed og skaber samarbejde mellem stater med forskellige interesser.
Spørgsmålet er imidlertid, om de fælles interesser forbliver stærke nok til at holde sammen på medlemslande, der i stigende grad møder forskellige sikkerhedspolitiske, økonomiske og geopolitiske forventninger fra stormagters rivalisering. Det er temaet for næste blog indlæg.
