I de seneste år er der opstået et strukturelt brud i Vestens sammenhængskraft, som trækker mod en ny geoøkonomisk verdensorden. Dette er blog-indlæg 4 om systemskiftet, hvor Kina og EU er de primære systemkonkurrenterne til USA. Opbruddet fører til en institutionel erosion, som forskyder fundamentet for den globale orden.
Verdensordenen siden Anden Verdenskrig byggede på institutioner og regler, og dermed forudsigelighed. USA var både central aktør og garant, fordi det var i landets egen interesse. Men Trumps MAGA-kurs vurderer nettofordelene anderledes. Modellen er derfor under opløsning som følge af en bevidst strategisk omlægning.
Resultatet er en begyndende multipolær struktur uden fælles normarkitektur.
Konturerne af en ny verdensorden beskrives via 6 blog indlæg
Dette systemskifte mod en ny geoøkonomisk orden beskrives over 6 blog indlæg:
- Systemskiftet (fra regler til magt)
- Institutionel erosion (FN, IMF m.v.)
- USA fra systemarkitekt til systemaktør
- De to konkurrerende systemmodeller Kina og EU – dette indlæg
- Middle powers og “value-based realism”
- Finansiel magt og risikoen for divergens
Første indlæg beskrev systemskiftet, og andet indlæg de institutionelle konsekvenser. Tredje indlæg beskrev USA som drivende aktør, og dette indlæg fokuserer på de to konkurrerende systemmodeller Kina og EU. Verdensordenen afgøres især af, hvilke modeller der opnår størst tilslutning fra andre lande.
Kina og EU er to forskellige systemlogikker
Den multipolære struktur, der idag er ved at opstå i kølvandet på, at USA trækker sig, er ikke værdineutral. Den formes tværtimod af flere konkurrerende systemmodeller til USA, hvor især Kina og EU udgør alternativerne til USA.
Kina og EU repræsenterer to forskellige måder at organisere økonomi, stat og marked på. Begge søger at øge deres strategiske autonomi, men gør det med forskellige virkemidler og forudsætninger. Forskellen ligger i politiske systemer og især i, hvordan økonomisk magt organiseres og anvendes.
Hver model har fordele og ulemper for andre lande, Middle powers og Global South.
Kina har statskapacitet og industriel dybde
Kinas model bygger på en høj statskapacitet, der skaber en tæt integration mellem politiske mål og økonomisk styring. Det giver dybe muligheder for at handle effektivt og koordineret. Til gengæld tenderer modellen til at prioritere interesser over værdier.
Kina fremstår som en attraktiv samarbejdspartner for mange lande:
- Først og fremmest har Kina opbygget en meget bred, dyb og avanceret industriel base, der spænder bredt i værdikæden fra råstofbearbejdning til avanceret produktion. Ofte har Kina i dag global dominans, som f.eks. inden for batterier, solceller, sjældne jordarter og store dele af værdikæden til chips.
- Samtidig styrer Kinas stat kapitalallokering, teknologiudvikling og markedsadgang. Det giver mulighed for hurtig og koordineret mobilisering på tværs af sektorer.
- Det har medvirket til, at Kina i dag har en unik innovationsmæssig positionering. I dag er Kina f.eks. enten førende eller tæt på at være det i de fleste kritiske nøgleteknologier for fremtiden. Adgang til disse teknologier giver partnerlandene mulighed for at booste deres vækst og velfærd.
- Endelig har Kina siden 2013 foretaget massive FDI “pakke-investeringer” i sine partnerlande gennem Belt and Road Initiative. Det viser en vilje til at involvere sig aktivt hos partnere, der dog ofte ender med at betale en meget høj finansiel (og måske også politisk) pris på langt sigt.
Men Kinas model indebærer til gengæld forhøjet politisk risiko. Kinas partnerlande risikerer at blive trukket uforvarende ind i kinesiske politiske konflikter, fordi deres afhængighed bliver så stor, finansielt såvel som handelsmæssigt.
EU har derimod legitimitet og reguleringskraft
EU’s model er grundlæggende anderledes. Her er institutionel legitimitet, retsstatsprincipper og markedsbaseret koordinering grundlæggende. Økonomisk integration er i høj grad skabt gennem fælles regler frem for central styring. Historisk har det givet høj stabilitet og forudsigelighed. Til gengæld har det ført til lavere hastighed i strategiske tilpasninger, der ofte har bidraget til en mere forsonlig geopolitik.
Samlet set er EUs økonomi på størrelse med USAs og Kinas, og desuden er EU globalt førende inden for en bred vifte af højteknologiske industrier og i kritiske led i globale værdikæder. EU er desuden en attraktiv partner for Middle Powers, fordi unionen er nødt til at importere især råstoffer og energi. Gensidige interesser er et godt udgangspunkt for regelbaseret samarbejde og dermed forudsigelighed og tillid.
I de senere år er der dog sket en bevægelse mod øget industripolitik, bl.a. gennem statsstøtte til grøn omstilling, investeringer i chips produktion samt initiativer til strategisk autonomi, herunder lavere afhængighed i kritiske værdikæder. Bevægelsen er dog mindre protektionistisk end den, som USA og Kina har foretaget.
Modellerne giver forskel i handlekraft og tilpasningsevne
For Middle Powers har de to modeller forskellige styrker og svagheder.
- Kina kan mobilisere ressourcer hurtigt og koordinere på tværs af sektorer. Men samtidig er Kina så stor og teknologisk førende, at dets relationer til andre lande ofte ender i en asymmetrisk afhængighed. Det har generelt ført til en iboende skepsis hos disse lande.
- EU har høj institutionel stabilitet og har global legitimitet. Til gengæld er dets beslutningsprocesser komplekse og derfor har EUs evne til at fastholde sin regelbaserede natur ofte været udfordret af dets afhængighed af USA, og har således udfordret EUs troværdighed.
Forskellen er strukturel og vil bestå. Men USAs dekobling fra EU vil på mange måder styrke EUs troværdighed og dermed attraktivitet.
Systemkonkurrencen mellem Kina og EU er i dag primært økonomisk og strukturel
Konkurrencen mellem Kina og EU er primært økonomisk og strukturel og udspiller sig gennem kontrol over værdikæder, teknologisk udvikling, adgang til markeder og fastsættelse af standarder.
For eventuelle partnerlande er det især en konkurrence om, hvilken model der kan levere den bedste kombination af vækstmuligheder, stabilitet og strategisk autonomi.
Resultatet er netværk og mellempositioner
I fraværet af en dominerende global arkitektur søger mange lande at positionere sig mellem de tre modeller. Det er i deres generelle interesse, at fastholde så fleksible samarbejder som muligt med både Kina, EU og USA afhængigt af sektor og interesse.
Samlet forstærker det udviklingen i retning mod en netværksbaseret struktur.
Virksomheder og nationer skal derfor positionere sig mod flere løsninger på én gang
Systemkonkurrencen mellem Kina og EU er et centralt element i den nye geoøkonomiske orden.
Den ene model hviler på statskapacitet og industriel styring. Den anden på institutionel legitimitet og regulering. Men ingen af modellerne er fuldt dækkende. Begge er afhængige af det globale system, som samtidig er under opløsning.
For virksomheder betyder det, at:
- markeder vil i stigende grad være styret af forskellige logikker
- regulering, adgang og konkurrencevilkår vil divergere
- strategier må tilpasses flere parallelle systemer
Den videre udvikling afhænger af, hvordan disse modeller udvikler sig, og hvordan de udvikler sig i forhold til USA’s ændrede rolle.
Det næste blog indlæg fokuserer på Middle Powers og “values-based realism”