For de fleste er juleferien anledning til en stille forsoning med dét, som skurrede mod vores rimeligheds- eller virkelighedsopfattelser i løbet af efteråret. Det gælder personlige uenigheder, og det gælder faglige disputser. Men spørgsmålet om, hvad der er sandt, kan ofte uddybes til det mere fundamentale: Findes der overhovedet sand viden?
Politikere og religiøse ledere påberåber sig at have sand viden, og man kan også påstå, at uden en vis konsensus herom ville der mangle sociologisk sammenhængskraft.
Spørgsmålet er således ældre end kristendommen selv, men kristendommens historie er et tydeligt eksempel på, hvor vanskelig jagten på sandhed kan være. I julens fortælling samles en række værdier for første gang i én person. Men hvad disse værdier nærmere er, har været omstridt siden kristendommens begyndelse. Jo længere tilbage i tid, jo større uenighed.
Det er mere end en tvist om ære, for med George Orwells ord: “Who controls the past controls the future. Who controls the present controls the past”. Historie er mere end “blot” hukommelse, det er indsigt. Vores formulering heraf former vores syn på os selv og verden og påvirker således vores tanker og handlinger frem over.
I 1945 førte en tilfældighed til rystelse i kristendommen:
I 1945 stødte en egyptisk hyrde på en nedgravet krukke uden for byen Nag Hammadi nord for Luxor. Krukken indeholdt 13 papyrusbøger skrevet på koptisk. Hyrden nåede at bruge et par af disse til brænde, inden det gik op for ham, at deres indhold var sjældent og af stor værdi. Derpå skiftede bøgerne ejere et par gange, ind til de blev købt af Jung Instituttet i Zürich.
Indholdet af bøgerne blev hurtigt genstand for ophidset retorik i den katolske kirke, for de indeholdt en række kristne gnostiske tekster fra det 2. og 3. århundrede e.kr., som man troede var tabt for evigt. Teksterne udlagde den tidlige kristendom markant anderledes end de 4 kanoniske evangelier (“gode budskaber”), som vi kender i dag. Det foruroligende var måske især, at teksterne repræsenterede hele intakte teologiske traditioner, som kirken havde forsøgt at udslette.
13 hidtil ukendte kodekser heraf en håndfuld evangelier, …
Man havde længe vidst, at mange tidlige tilhængere af kristendommen blev dømt og henrettet som kættere af andre kristne. Men næsten alt, hvad man vidste om dem, stammede fra hvad deres modstandere havde skrevet. En biskop Irenæus fra Lyon var særligt ihærdig. I år 180 udgav han bl.a. 5 bind med titlen: “Gendrivelsen og omstyrtelsen af falsk, såkaldt viden” (Adversus Haereses). Her fordømte han bl.a. “Sandhedens evangelium” som “fyldt med blasfemi”. Irenæus insisterede på, at der kun kan eksistere én kirke og erklærede, at der uden for denne “ikke er nogen frelse”. Kun medlemmer af denne kirke er ortodokse (dvs. “rettænkende”) kristne. Denne kirke måtte være katolsk (dvs. universel). Enhver, der anfægtede denne tro, var således kætter og skulle straffes derefter.
Forskere anslår, at der i 100-tallet cirkulerede 20 til 30 forskellige evangelier, måske op til 40. Hver af dem havde deres egen fortælling om Jesus eller Johannes Døberen, om sand viden, om teologisk tradition og liturgi. Det kirkelige landskab var derfor langt mere fragmenteret end i dag. Rom var endnu ikke hovedstad men “blot” én vigtig by ligesom Efesos, Alexandria, Antiochia og Jerusalem.
… der nuancerede og delvist omskrev kristendommen
I slutningen af 100-tallet var opgøret om Sandheden således ved at sprænge kristendommen. Men fra slutningen af 100 tallet blev troen langsomt ensrettet, og fra 381 påbød kejserlige edikter, at alle andre evangelier end de 4 kanoniske skulle konfiskeres og destrueres. Ifølge arkæologer blev Nag Hammadi biblioteket derfor skjult omkring år 370-380, og evangelierne heri forblev skjulte og dermed apokryfe ind til fundet i 1945.
Fundet af de 200 Dødehavsruller i 1947 rystede forståelsen af jødedommens mangfoldighed. Samtidig nuancerede det forståelsen af den tidsånd, som kristendommen voksede ud af. Det gælder de sociale strukturer, og det gælder forventningerne om en eller endda to Messiaser. Det nye testamentes Jesus passede således ind i en række allerede eksisterende narrativer.
De nyfundne apokryfe skrifter så bl.a. en dualitet omkring Gud
Selve Nag Hammadi teksterne indeholdt en række meget forskellige beskrivelser af Jesus og af de kristne værdier. En del af disse så sågar Johannes Døberen som den vigtigste religiøse lærer.
Mange tidligt-kristne bevægelser som gnostikerne troede dog først og fremmest på, at “der er en anden Gud foruden Skaberen”. Gnostikerne så dermed en dualitet med en yderligere Gud som den inderste kilde til al væren, “dybden”. Gnostikernes fokus på indre erkendelse kan i moderne termer minde om psykoterapeutisk udforskning af selvet; selverkendelse fører til forståelse. Gnostikerne mente dermed, at det er uvidenhed og ikke synd, der påfører mennesket lidelser. Den, der opnår “gnosis” (dyb erkendelse), bliver ikke blot en kristen, men en Kristus, dvs. en, der har erkendt sin indre guddommelige gnist. Man fornemmer her nogle lighedstræk til bl.a. buddhismen.
I ”Sandhedens Evangelium” skrev Valentinus f.eks., at “Uvidenhed skabte ængstelse og rædsel. Og ængstelsen voksede sig tæt som en tåge, så at ingen var i stand til at se. Derfor er vildfarelsen magtfuld”. Valentinus mente, at de fleste mennesker lever ubevidst, i en slags glemsel. Derfor gribes de nemt af “mange illusioner”. En anden valentinianer, forfatteren til Filipsevangeliet, gør opmærksom på, at ord og betegnelser kan være “meget vildledende”.
Andre tidlige bevægelser som Marcionismen og den sidste levende gnostiske religion, Mandæerne, mente, at Gud i det Gamle Testamente var en ond og jaloux skaber (demiurg). Tilsvarende så de Jesus som en falsk messias. Derfor havde de brug for at skabe deres eget bibelske kanon.
Kampen om Sandheden har altid eksisteret
Kampen om sandheden har altid eksisteret. Den handler om at tolke nutidens fakta i lyset af fortiden, og om at afgøre, hvem der har ret til denne tolkning. Sproget er ét af vores mest magtfulde redskaber, som bl.a. Churchill ofte demonstrerede i Underhuset.
Derfor vil kampen om historien forblive vigtig. Den er eksistentiel, og derfor ser vi først det, som vi vil. Først derefter ser vi dét, som vi kan. De tidlige kristnes strid om evangelierne var derfor ikke kun teologi, men en kamp om gennem hvilken prisme, verden skal forstås og således formes.
Vores nutid og fremtid påvirkes af vores selverkendelse. Ifølge Platon udtrykte Sokrates det således: ”Klogest er den, der ved, hvor lidt han ved”.
