I de seneste år er der opstået et strukturelt brud i Vestens sammenhængskraft, som trækker mod en ny geoøkonomisk verdensorden. Dette er blog-indlæg 2 om systemskiftet, hvor USA bevæger sig fra rollen som arkitekt til aktør. Det fører til en institutionel erosion, som forskyder fundamentet for den globale orden.
Verdensordenen siden Anden Verdenskrig byggede på institutioner og regler, og dermed forudsigelighed. USA var både central aktør og garant, fordi det var i landets egen interesse. Trumps MAGA-kurs vurderer imidlertid nettofordelene anderledes. Modellen er derfor under opløsning som følge af en bevidst strategisk omlægning.
Resultatet er en begyndende multipolær struktur uden fælles normarkitektur.
Konturerne af en ny verdensorden beskrives via 6 blog indlæg
Dette systemskifte mod en ny geoøkonomisk orden beskrives over 6 blog indlæg:
- Systemskiftet (fra regler til magt) – sidste indlæg
- Institutionel erosion (FN, IMF m.v.) – dette indlæg
- USA fra systemarkitekt til systemaktør – næste indlæg
- De to konkurrerende systemmodeller Kina og EU
- Middle powers og “value-based realism”
- Finansiel magt og risikoen for divergens
Første indlæg beskrev systemskiftet. Dette indlæg fokuserer på de institutionelle konsekvenser.
De gamle institutioner eroderer
De institutioner, der har understøttet den globale orden siden Anden Verdenskrig, er ikke kollapset. Men deres styringsværdi falder, jo mere USA bevæger sig væk fra dem. Når de største økonomier agerer stadig mere uden om eller på tværs af etablerede rammer, daler institutionernes reelle betydning. Det påvirker især FN (politisk legitimitet), IMF og Verdensbanken (finansiel stabilisering) samt WTO (grundlag for samhandel).
Udviklingen er forskellig, men retningen er konsistent med den politiske tænkning, der bl.a. kommer til udtryk i “Project 2025”, dvs. at USA kun skal tilvælge dét, der fra gang til gang er til USAs fordel (America First).
De er ikke ophørt, men de anvendes kun selektivt
Institutionerne fungerer fortsat formelt, men de anvendes stadig mere selektivt. Regler håndhæves primært, når de understøtter nationale interesser. Den politisering reducerer deres forudsigelighed og gør dermed deres legitimitet situationsbestemt, og gradvist faldende. Mark Carney formulerede det i Davos således: “When integration becomes the source of your subordination the multilateral institutions on which the middle powers have relied, the very architecture of collective problem solving, are under threat”.
Det er en central udvikling, fordi institutionerne netop skulle skabe fælles værdigrundlag og forudsigelighed og således opbygge tillid på tværs af lande.
Den tidligere orden byggede dog i høj grad på vestlige normer for markedsøkonomi, retsstatsprincipper og institutionel transparens. Disse normer går ofte på tværs af andre landes interesser, og derfor deles de ikke længere bredt. Derved mister institutionerne universel legitimitet samtidig med, at alternative modeller opstår parallelt og samarbejde således kræver stadig mere bilaterale løsninger.
Resultatet er ikke nødvendigvis konflikt men i det mindste parallelle systemforståelser.
Finansielle institutioner mister gradvist centralitet …
Erosionen er særlig tydelig i de finansielle institutioner. IMF og Verdensbanken spiller fortsat centrale roller, men deres position udfordres af USAs ønske om udmelding, eller i hvert fald kontingent-nedsættelse til en brøkdel. Det har ført til:
- alternative finansieringskilder, hvor både Kina og UAE i dag øger deres FDI og udlandslån (OOF) via bl.a. Belt and Road Initiative
- øget betydning af regionale udviklingsbanker i Afrika, i BRICS+, i Asien, fra UAE, Qatar og Saudi Arabien osv.
- øget værdi af finansielle strømme uden om f.eks. SWIFT og uden brug af USD eller Euro som en del af priskryds. Selvom BRICS medlemmerne grundlæggende har for forskellige geopolitiske interesser til at turde integrere sig finansielt, kan forummet blive et afsæt for øget integration mellem f.eks. Kina, Rusland og Iran, der på sigt kan presse lande fra f.eks. Kinas Belt and Road Initiative til at deltage
… og det samme sker for de gamle handelsinstitutioner
Det samme sker i det globale handelssystem, hvor WTO fortsat eksisterer som institution, men fungerer stadig mindre som fælles referencepunkt. Procedurer for konfliktløsning fungerer kun delvist, og centrale aktører anvender i stigende grad tariffer (især USA), eksportrestriktioner (især Kina og USA) og industripolitiske subsidier (især Kina) uden for de oprindelige rammer.
Det betyder, at handel i stigende grad politiseres og kobles til f.eks. sikkerhedspolitiske hensyn. Erosionen er ikke et fravær af struktur, det er en forskydning i strukturen.
Netværk erstatter hierarki, …
Når institutionernes betydning daler, ændres også strukturen i det globale samarbejde. Der opstår en mere netværksbaseret orden med flere men mere fleksible og mindre forpligtende relationer. Det øger optionaliteten, men reducerer dermed stabiliteten. Derfor søger lande at reducere deres sårbarheder gennem parallelle strukturer.
Systemet bevæger sig således fra hierarkisk organisering til distribueret koordinering.
Det er en fundamental ændring i, hvordan globalt samarbejde fungerer. Nye alliancer dannes “bottom up” for at løse specifikke leverance-risici, frem for på baggrund af fælles værdigrundlag.
… hvilket fører til en mellemtilstand uden ny arkitektur
Det centrale er, at erosionen ikke ledsages af en samlet ny institutionel arkitektur. Der opstår nye institutionelle alternativer, regionale løsninger og funktionelle samarbejder og på forskellige tidspunkter. Der opstår ikke en ny global struktur med tilsvarende bredde.
Systemet bevæger sig dermed ind i en mellemtilstand, hvor den gamle orden svækkes, og den nye endnu ikke er konsolideret.
Den institutionelle erosion er strukturel
Den institutionelle erosion er en strukturel udvikling, der reducerer forudsigelighed, håndhævelseskapacitet og global koordinering. Samtidig øger den behovet for fleksibilitet, redundans og strategisk positionering.
For virksomheder betyder det, at globale rammer bliver mindre stabile og forudsigelige. Derfor skal relationer i højere grad håndteres regionalt og bilateralt.
Den videre udvikling afhænger af, om der opstår nye institutionelle strukturer, eller om den nuværende fragmentering bliver den dominerende tilstand.
I næste blogindlæg gennemgåes USA.