Rusland er omstillet til krigsøkonomi, hvad der normalt er markant lettere end, når økonomien senere skal stilles tilbage til civil fredstid. For indre samling skabes nemmere via en ydre fjende end via bred og gensidig tillid. Det sidste bliver svært at genopbygge, hvis krigsbyttet er mindre end krigsøkonomiens nedslidning, så landets velstand og fremtidsmuligheder falder. Hvor står Rusland i alt dette, og hvilke hovedscenarier giver det landet?
Dette er første indlæg i en række på 4 om effekten på Rusland af krigen i Ukraine:
- Hvad er krigsøkonomi
- Hvordan har krigs-kalkulen udviklet sig
- Status på økonomien
- Det langsigtede outlook
Rusland er omstillet til krigsøkonomi
I december 2025 udtalte bl.a. Boris Pistorius, at Rusland helt har omstillet sin økonomi til krigsøkonomi. Tænketanke som Atlas Institute, ISW og Chatham House peger på samme konklusion.
Men hvad betyder krigsøkonomi, og hvad er effekten af det?
I en krigsøkonomi overskygges markedsdisciplinen af politik, …
Begrebet krigsøkonomi handler om, at staten og militæret bliver den dominerende efterspørger. Dermed erstattes markedsdisciplinen af politiske og strategiske prioriteringer. Mål om vækst, effektivitet eller velfærd underordnes hensynet til mobilisering og militær kapacitet.
Krigsøkonomier opstår således gradvist gennem budgetprioriteringer, industripolitik og regulering. De udvikler sig fra sikkerhedshensyn mere end per strategi eller militær ambition.
I dag benytter IMF, BIS og OECD beskrivelsen krigsøkonomiske træk når:
- Forsvarsudgifterne systematisk dominerer statsbudgettet
- Økonomisk vækst bæres af militær efterspørgsel
- Staten accepterer lavere produktivitet og levestandard
- Kapitalallokering sker politisk snarere end markedsmæssigt
- Industrien langsigtet omstilles til militær fremstilling
… og derfor er begrebet relativt
Krigsøkonomi er således et relativt begreb, der handler om, hvor dyrt fred bliver. I hvilket omfang afhænger økonomiens stabilitet af fortsat konflikt. Hvor længe er omstillingens mobilisering reversibel, dvs. hvor svært bliver det at vende tilbage til en civil, konkurrencedrevet vækstmodel?
Politologer som Karl Polanyi, Charles Tilly og Seymour Melman peger især på, at krigsøkonomi ofte udvikler sig strukturel og statsdannende mere end midlertidig. Det gør tilbagevenden til fredsøkonomi særligt skrøbelig. Her skal den gensidige tillid retableres fra bunden af. Uden en fælles ydre fjende bliver den sociale sammenhængskraft således særligt svær at retablere.
Krige tabes især af økonomiske årsager, …
Sun Tzus centrale budskab var, at stater bryder sammen, fordi de udhuler deres kapital og aktiver, snarere end fordi de taber slag. Statens største fjende er dens krigsudgifter mere, end det er krigsmodstanderen. Langvarige krige tabes ofte økonomisk snarere end militært (f.eks. Vietnam, Afghanistan, 1. og 2. verdenskrig osv).
Den bedste krig er derfor den, der er kortvarig og ikke kræver økonomisk genopbygning af realmassen bagefter. The Art of War kan f.eks. læses som, hvordan man begrænser krigens varighed, omfang og pris. På samme vis defineres et lands strategiske autonomi mere af økonomisk modstandskraft end af militær kapacitet.
… fordi de er meget dyre at holde i gang, samt tabes …
Fra et økonomisk perspektiv er den simple konklusion på Sun Tzu således, at efterretninger er den bedste investering i krig. Ét korrekt stykke information kan spare en hel kampagne. Modsat fører et forvansket virkelighedsbillede til en forkert strategi.
Information er i denne optik også kapital. Derfor er fejlallokering af kapital ikke blot spild af ressourcer. Det fører også til forkerte forståelser af nutid og fortid og dermed forkerte strategier. Cyberkrig, sanktioner, proxykrige og strategisk afskrækkelse er moderne udtryk for Sun Tzus logik.
… fordi beslutningsgrundlag langsomt forvanskes
Autoritære regimer kollapser derfor især af strukturelle årsager, snarere end fordi de taber et slag. Når der er usikre tider, koncentrerer de magten og vægter loyalitet højere end evner. Det skaber et systemisk incitament til at stoppe dårlige nyheder fra at nå op i systemet. I autoritære systemer bringer kursændringer desuden ofte lederens liv i fare. Derfor eskalerer disse ofte, når de møder modgang (“double down rather than back down”). Strategi reduceres dermed til et spørgsmål om lederens vilje, og institutioner forvandles fra korrektiver til lydighedsmaskiner. På sigt kommer ellers stærke stater dermed til at træffe åbenlyst irrationelle valg. Det eroderer befolkningens tillid yderligere.
Demokratier overlever derimod, fordi de har feedback loops. Uenighed er en iboende funktion. Derfor modtager ledelserne dårlige nyheder og tvinges til at lære af dem. Efter verdenskrigene opbyggede vestlige demokratier netop institutioner for at sikre koordination, læring og korrektion for at sikre demokratierne. Den amerikanske højesteretsdommer Louis Brandeis udtalte i mellemkrigsårene bl.a., at “sollys er det bedste desinfektionsmiddel”.
Omstilling tilbage fra krigsøkonomi kræver bl.a., …
Ét er således at føre et militært slag effektivt. Det afgøres især af strategi, militær doktrin og slagkraft. Samfundsmæssigt er den krigsøkonomiske mobilisering normalt hurtig og forholdsvist enkel. Men krigsøkonomi kan ikke forblive permanent uden at destabilisere samfundet, for det undergraver samfundets samlede velstand.
… at befolkningen tror på, at krigen nyttede samt, …
Derfor er tilbagegangen til fred den svære del. Hér bliver “krigs-kalkulen” transparent.
Krigsbyttet: Hvad er den økonomiske værdi af de landområder, der er indtaget? Skaber erobringen et tilpas stort økonomisk afkast inden for så kort tid, at sejrsstemningen i befolkningen kan begrundes og dermed forlænges?
- Hvor hurtigt kan råstofminer f.eks. genudvinde til konkurrencedygtig pris? Hvor store og hurtige investeringer kræver det?
- Kan fordrevne civile genhuses uden store reparationer af boligmassen?
- Kan landbrugsområder dyrkes eller skal der f.eks. ryddes miner først?
- Kan industrikomplekser genbruges hurtigt og med lav renovering?
- Har “sejrherren” den finansielle og økonomiske evne til at genopbygge de indtagede områder? Har landet især adgang til internationale lånemarkeder og til import af byggematerialer? Er landets egne opsparere tilpas langsigtede og tålmodige, herunder aldersmæssigt, eller nærmer de sig pensionsalderen?
- I tidligere tider var “krigsbyttet” ofte af stor værdi. I dag øges et i-lands velstand ikke mærkbart af flere hvedemarker. De mest værdiskabende aktiver er oftere af teknisk og institutionel karakter. Viden kan ikke erobres gennem krig. Et eksempel kunne være Taiwan, hvor TSMCs fabrikker er ultra følsomme og kræver dybt specialiserede medarbejdere. Kina vil ikke uden videre kunne betjene og vedligeholde EUV maskiner uden opbakning fra langt størstedelen af TSMCs nuværende medarbejdere, eller uden ASMLs tekniske vedligehold.
… at krigens nedslidning kan indhentes igen, …
Nedslidte aktiver: Krigsøkonomiens militære prioritering sker typisk på bekostning af vedligeholdelse af aktiver som f.eks. infrastruktur og civil udvikling og innovation. Det fører til en gradvis nedslidning, der således skal indhentes.
- Hvor strukturelt er infrastrukturen nedslidt? Skal den genopbygges fra bunden?
- Har nedslidningen og den politiske centralisering af magt åbnet døren for korruption?
- Har landet strategisk autonomi til at genopbygge, eller kræver det import af f.eks. chips, sjældne jordarter, kobber eller jernmalm?
- Hvor stort og bredt et innovations-efterslæb har krigen medført? Hvor meget forskning er strandet, eller hvor meget håndværksmæssig viden er f.eks. tabt, fordi specialister var indskrevet til hæren?
… herunder den mentale nedslidning
Hvad er øvrige følgevirkninger af krigen?
- Hvad bliver f.eks. de sociale effekter, når afmønstrede soldater returnerer til civile funktioner? Da Sovjetunionen f.eks. trak sig ud af Afghanistan i februar 1989, vendte de afmønstrede soldater oftest hjem til negativ resocialisering. Krigen blev ikke anerkendt som legitim, og der manglede veteranpolitik, psykologisk støtte og mulighed for at finde civil beskæftigelse. Mere end hver fjerde af de i alt 620.000 udsendte soldater mellem 1979-89 blev påvirket af det såkaldte “Afghanistan-syndrom”. Det dækker over en omfattede social marginalisering, der ofte førte til politisk radikalisering, vold og organiseret kriminalitet. Det øgede de sociale spændinger op mod Sovjetunionens endelige opløsning i december 1991.
- Pårørende til de faldne har ofte særligt svært ved at retfærdiggøre deres personlige tab målt op mod samfundets gevinst. De har tendens til at engagere sig i den politiske opposition.
- Desertører og flygtede ender ofte som (de facto) statsløse, der senere samler sig og organiserer en politisk opposition til deres tidligere hjemlandes ledelser.
- Hvis der er indskrevet forskelligt mellem landets regioner er der risiko for, at der opstår dybere politisk mistillid over uligheden. I USA var modstanden mod Vietnam-krigen f.eks. størst blandt de lavestlønnede og den sorte del af befolkningen, hvor der i de første 7 år blev indskrevet langt flest fra.