I de seneste år er der opstået et strukturelt brud i Vestens sammenhængskraft, som trækker mod en ny geoøkonomisk verdensorden. Dette er blog-indlæg 5 om systemskiftet, og om hvordan Middle Powers og Global South i praksis vælger mellem systemmodeller ud fra “values-based realism”.
Opbruddet forskyder fundamentet for den globale orden, der siden Anden Verdenskrig byggede på institutioner og regler, og dermed forudsigelighed. USA var både central aktør og garant, fordi det var i landets egen interesse. Men Trumps MAGA-kurs vurderer nettofordelene anderledes. Modellen er derfor under opløsning som følge af en bevidst strategisk omlægning.
Resultatet er en begyndende multipolær struktur uden fælles normarkitektur.
Konturerne af en ny verdensorden beskrives via 6 blog indlæg
Dette systemskifte mod en ny geoøkonomisk orden beskrives over 6 blog indlæg:
- Systemskiftet (fra regler til magt)
- Institutionel erosion (FN, IMF m.v.)
- USA fra systemarkitekt til systemaktør
- De to konkurrerende systemmodeller Kina og EU
- Middle powers og “value-based realism” – dette indlæg
- Finansiel magt og risikoen for divergens
De foregående indlæg beskrev systemskiftet, de institutionelle konsekvenser og de tre systembærende økonomier. Dette indlæg fokuserer på de aktører, der i praksis former den nye orden: Middle Powers og Global South.
Systemer formes af stormagter, men succesen afgøres af partnerlande
Den multipolære struktur, der er ved at opstå, er resultatet af summen af mange decentrale beslutninger blandt partnerskabslande. Det gælder især Global South samt Middle Power økonomier som Indien, Indonesien, Canada, Australien, Vietnam, Saudi-Arabien, Tyrkiet, Brasilien og en række afrikanske vækstøkonomier.
Det afgørende er, at processen er bottom-up. Derfor vil partnerskabslandene i højere grad vælge ud fra konkrete og situationsbestemte interesser snarere end at indordne sig bestemte værdisæt.
De kan ikke dominere systemet alene, men påvirker det i praksis gennem deres valg af samarbejder. Valgene afgør hvilke systemmodeller, der vinder udbredelse.
Derfor søger partnerlande positionering i stedet for alignment
Under den kolde krig og i den efterfølgende unipolære periode var mange lande relativt klart orienteret mod én blok. Ofte af nødvendighed.
I dag er situationen anderledes, fordi der er alternativer. De fleste lande søger derfor at undgå en entydig tilknytning, så de kan opnå fleksibel positionering. De opbygger relationer på tværs af systemer og tilpasser dem derpå sektor for sektor. Mark Carney formulerede i Davos bekymringen hos mange Middle Powers til, at “… if we’re not at the table, we’re on the menu”.
Det betyder, at sikkerhed, handel, teknologi og finans ikke nødvendigvis følger samme geopolitiske linje. Lande kan således være tæt knyttet til USA på ét område og til Kina eller EU på et andet.
Denne fragmentering er central drivkraft for den nye orden.
“Values-based realism” er den styrende logik, som gør at …
I Davos beskrev Alexander Stubb denne tilgang som “values-based realism”. Begrebet dækker over, at lande fortsat opererer med værdier og politiske præferencer, men prioriterer konkrete økonomiske og strategiske interesser i deres beslutninger.
Det er ikke et opgør med værdier, men en ændret vægtning. I praksis betyder det dog, at samarbejder indgås, hvor de giver konkrete fordele, samt at værdimæssige forskelle håndteres pragmatisk. Langsigtet alignment erstattes således af situationsbestemte valg.
… geoøkonomiske hensyn bliver styrende
Når der mangler en stabil institutionel ramme, bliver geoøkonomiske hensyn afgørende. For Middle Powers handler det især om adgang til markeder, forsyningssikkerhed, tiltrækning af investeringer samt adgang til teknologi.
- Kina tilbyder ofte skala, finansiering og infrastruktur.
- EU tilbyder reguleringsmæssig stabilitet og markedsadgang.
- USA tilbyder sikkerhed, teknologi og kapital.
Valgene for partnerskabslandene bliver derfor funktionelle, snarere end ideologiske og værdibaserede.
Det gør samtidig alliancerne mere modulære
Konsekvensen er, at alliancer ændrer karakter i retning af større sektoropdeling, kortere tidshorisonter og mindre værdibaseret forankring.
Samarbejder etableres omkring konkrete projekter, værdikæder eller teknologier frem for brede politiske fællesskaber. Det øger fleksibiliteten, men reducerer stabiliteten.
I dette system konkurrerer stormagterne ikke kun direkte med hinanden, men indirekte gennem middle powers. Det er deres valg af handelsaftaler, investeringspartnere og teknologiske standarder, der afgør, hvilke systemer der opnår størst udbredelse.
Systemkonkurrence bliver dermed i høj grad en konkurrence om tilslutning.
Global specialisering giver dog strukturelle begrænsninger
Middle Powers opererer dog ikke frit. Deres valg begrænses af eksisterende handelsmønstre, geografi, sikkerhedspolitiske afhængigheder og af finansielle bindinger. Det betyder, at positioneringen ofte er inkrementel snarere end radikal.
Samlet peger det mod en mere netværksbaseret global struktur. I stedet for et hierarki med én dominerende aktør opstår et system af overlappende relationer, hvor forbindelserne mellem lande varierer i styrke og indhold.
Det er ikke en stabil ligevægt, men en dynamisk tilstand, hvor relationer løbende justeres.
Samlet betyder den ny orden, at virksomheders prioriteringer ændres
Middle Powers er ikke blot tilpasningsdygtige aktører i den nye orden, de er med til at definere den. Deres samlede beslutninger afgør således hvilke værdikæder der opstår, hvilke teknologier der udbredes og hvilke institutioner der bevares eller omgås.
For virksomheder betyder det, at:
- markedsadgang vil i stigende grad afhænge af lokale og regionale relationer
- strategier må tilpasses flere samtidige systemlogikker
- fleksibilitet og optionalitet bliver vigtigere end optimering
Den videre udvikling afhænger derfor ikke alene af stormagternes strategier, men i lige så høj grad af, hvordan middle powers vælger at navigere mellem dem. Det, der kan fremstå som tilfældige statsbesøg, er ofte forsøg på at opbygge strategisk redundans på tværs af flest mulige scenarier. I dén proces parkeres og nedtones historiske konflikter, midlertidigt.
Fortsættes og afsluttes i næste blogindlæg om finansiel magt og risikoen for divergens.