USAs handelskrige fokuserer foreløbig på lande. Her er forhandlingspositionerne uklare, fordi der typisk er mange forskellige produkter med store gensidige afhængigheder. Hér kan handelskrige afspore økonomierne i USA og i de lande, der eksporterer til USA. Men det afsporer regeringer, hvis deres befolkninger er i risiko for sult. Derfor er det bekymrende, at Trump og Vance nu overvejer at fokusere deres handelskrige på landbrugsprodukter. Forsyningskæderne for landbrugsprodukter er dog også komplicerede, især over tid. Klimaforandringer, befolkningsudviklinger, levefod, gødning og forskning spiller alle ind.
Dette blog indlæg er del 2 af 2
Handelsaftaler er langsigtede, …
At søge at nedbringe USAs import af landbrugsvarer på kort og mellemlangt sigt er nær urealistisk. Det kræver for det første, at USA selv fremstiller de varer, der importeres. Det udelukker alle tropiske frugter og nødder. De øvrige produkter skal USA derpå fremstille konkurrencedygtigt for at undgå, at inflationen stiger. Det vil tage mange år at opbygge dén kapacitet, og tid er den luksus, som Trumps plan mangler. Endelig vil det sidste alternativ, at rationere udvalgte importvarer, påvirke de amerikanske forbrugeres optimisme negativt. Det kan give et bredere bagslag, som f.eks. at underminere hans chancer for genvalg. Trump kan tænkes at true med det, men han vil næppe gøre det i en længere periode.
Grundlæggende er ét dog at øge USAs eksport af landbrugsprodukter i ét år. Det er noget andet at sikre en handelsaftale, der fortsætter udviklingen i de næste 4 år og 4 årtier. Det vidner forløbet omkring USMCA aftalen f.eks. om.
For handelsaftaler er langsigtede. Høstudbytter kan variere mellem enkelte år afhængigt af især vejrlig og gødning. Men på langt sigt påvirkes vejrliget stadig mere af klimaforandringerne, der ofte fører til irreversible ændringer i landbrugspotentialet. Dette er landbrugenes interesseorganisationer meget bevidste om. Relevante handelsaftaler skal derfor tage højde for mange udfald for fremtiden. Ellers risikerer Trump, at miste den dybere opbakning i landbruget, som er nødvendig.
… og derfor skal de bl.a. tage højde for klimaforandringer, …
Langsigtede handelsaftaler skal således tage højde for, at USAs klima bliver varmere og især bliver mere ustabilt.
I dag er det generelt muligt at dyrke følgende afgrøder i klimazonerne:
- Tropisk: Høj temperatur og nedbør; velegnet til ris, sukkerrør, bananer.
- Subtropisk: Varme somre og milde vintre; velegnet til sojabønner, bomuld, jordnødder.
- Tempereret: Moderate temperaturer; velegnet til hvede, majs, kartofler.
Grundlæggende er afgrøder dog især følsomme over tilpas mængder af sol, varme og nedbør, med tilpas regelmæssighed. Klimaforandringerne vil især påvirke regelmæssigheden.
Det betyder f.eks., at der bliver kortere mellem “mega-tørker”, som f.eks. hærgede det vestlige USA i 2022. Den gang førte tørken bl.a. til, at USAs største reservoir, Lake Powell, faldt til sit laveste niveau, siden det blev inddæmmet for 50 år siden. Det påvirkede forsyningen af både drikke- og landbrugsvand, og det påvirkede samtidig produktionen af vandkraft i Arizona, Colorado, Nebraska osv.
… der både påvirker USAs og resten af verdens landbrug
Klimaforandringerne vil generelt nedbringe landbrugsproduktionen over det meste af kloden, herunder i USA. De eneste lande der vil se generelle forbedringer er Canada og Rusland. Det er dog næppe af dén årsag, at Trump ønsker at annektere Canada og Grønland. Det er næppe heller årsagen til, at han har undtaget Rusland fra sine handelskrige.
Generelt påvirkes afgrøderne således forskelligt af klimaforandringer:
- Høj følsomhed: Majs, ris, sojabønner, bomuld.
- Moderat følsomhed: Hvede, byg, raps.
- Lav følsomhed: Maniok, sorghum (durrafrø), hirse.
USAs landbrug er baseret på afgrøder, der er særligt klimafølsomme …
Samlet påvirker klimaforandringerne således især de landbrugsprodukter, som USA i dag eksporterer, dvs. sojabønner, bomuld og majs.
Mere detaljeret ser det således ud:
Det betyder, at USAs landbrug bliver stadig mere afhængigt af gennembrud i CRISPR forskning, til at udvikle mere klimaresistente arter af hvede og byg. Mange steder skal USAs landbrug dog under alle omstændigheder omstille sig mod mindre og subtropiske afgrøder. Det gælder bl.a. de mere klimaresistente Sorghum, Hirse og Løg.
Handelsaftaler på landbrugsprodukter skal også tage højde for gødningsbehovene, der samtidig påvirkes af klimaforandringerne. Generelt kræver de afgrøder, der dyrkes i USA, store mængder gødning:
- Højt behov: Majs, ris, sojabønner, bomuld.
- Moderat behov: Hvede, byg, kartofler.
- Lavt behov: Maniok, sorghum, hirse.
Det giver USA en geopolitisk forsyningskæde afhængighed af gødning, som handelsaftalerne skal tage højde for.
… samt særligt følsomme over for gødning
Der er tre hovedtyper af gødning i moderne landbrug:
- Kvælstofgødning (N-gødning) fremmer blad- og stængelvækst og er ofte det mest begrænsende næringsstof for planters vækst. N-gødning er f.eks. Ammoniumnitrat, Urea (karbamid) samt ammoniak (der typisk anvendes mere industrielt). Fremstillingen kræver store mængder naturgas (Haber-Bosch-processen) for at omdanne nitrogen i luften til ammoniak.
- De største producenter er Kina, USA, Rusland, Indien, Qatar, Saudi-Arabien og Iran. Men alle lande med f.eks. vindenergi eller solenergi kan i princippet selv fremstille det (blot fra grøn ammoniak via elektrolyse). Den mest naturlige metode er dog bælgfrugters fotosyntese, hvor de optager nitrogen fra luften og binder det i deres rødder.
- Fosforgødning (P-gødning) styrker roddannelse, blomstring og frugtudvikling. Fosfor er i princippet fossile fugleklatter og binder sig hurtigt i jorden. Det skal derfor genanvendes løbende. P-gødning udvindes fra fosfatmineraler og skal bearbejdes med svovlsyre for at kunne gøres brugbart.
- USA, Kina og Rusland kan dække egne behov og lidt eksport. Men især er Marokko verdens førende producent, og kontrollerer op mod 70% af verdens reserver (via OCP Group).
- Kaliumgødning (K-gødning) forbedrer planters vandoptag, styrker stænglerne og øger modstanden mod sygdomme. Klimaforandringerne øger således vigtigheden af især Kalium. K-gødning er typisk enten Kaliumchlorid (potaske) eller Kaliumnitrat, der begge uddrages fra aflejringer af potaske i miner.
- Canada står for næsten halvdelen af global eksport af Kalium (selskaberne Nutrien og Mosaic). Derpå følger Rusland (Uralkali), Belarus og Tyskland. Kalium findes i havvand og i f.eks. feldspat mineraler, men er i dag meget energikrævende at udtrække. Der er forskning i brug af bl.a. mikroorganismer til at frigøre kalium fra silikat-mineraler. Men der mangler tegn på gennembrud til industriel skala.
Verdens afhængighed af Kalium import har længe været brugt i geopolitisk sammenhæng. I 2022 truede Rusland f.eks. med at stoppe Kalium eksporten til Indien, hvis disse fordømte invasionen i Ukraine.
USA importerer i dag 91% af sit Kalium forbrug, næsten udelukkende fra Canada. Den afhængighed gør det endnu sværere for USA at forhandle en ny handelsaftale med Canada. Det gælder især, hvis aftalen skal øge den amerikanske stats indtægter fra tariffer.
Derfor er handelsaftaler også komplekse hér.
Samlet skal nye handelsaftaler således tage højde for dybe gensidige afhængigheder, uanset hvilke handelsaftaler USA søger at indgå og uanset på hvilke produkter. Ingen part vil være tilbøjelig til blot at give uden også at få.
Der er således sandsynlighed for, at USAs samlede nettoimport forbliver den samme. Men i nogle tilfælde vil importen måske skifte produktmix. Det vil ofte være væk fra dér, hvor landene har naturlig konkurrenceevne. Jo længere forsyningskæder og jo færre nøgleleverandører, jo sværere og dyrere bliver skiftet for alle parter. Men den amerikanske stats indtægter stiger næppe mærkbart af dén grund, og Trump løser dermed ikke økonomiens grundlæggende problem, statsunderskuddet.
Prisen for “de-koblinger” bliver også stor på landbrugsprodukter, jfr. ovenfor. Det gælder, selvom størstedelen af disse i dag burde være fuldt substituérbare, dvs. standardiserede produkter på linje med f.eks. olie.
Intet virkeligt er således så enkelt som Trumps og Vances udmeldinger. Verden er dybt specialiseret og globaliseret, især i-landene.
Det eneste sikre er måske, at udviklingslandene taber uanset hvad
En højtstående FN diplomat bemærkede for nylig, at det eneste sikre er, at udviklingslandene betaler prisen for de rige landes handelskrige. Jo fattigere, jo større relativ pris kommer de til at betale. Landene er ofte allerede fødevareknappe i dag, og outlook for deres landbrug falder som følge af klimaforandringer.
- World Food Programme skønner f.eks., at underernæring vil blive et uundgåeligt resultat for mellem 1 og 3 mia. mennesker i år 2100 som resultat af klimaforandringerne.
- Det vil påvirke global politik, for en regering der ikke kan brødføde sin befolkning, er en regering i fare for omstyrtning.
Udviklingslandenes outlook forværres af, at Trump nu har beskåret USAID til næsten ingenting. Det fik i april Verdensbankens præsident, indisk-amerikanske Ajay Banga, til at opfordre verdens udviklingslande til hurtigst muligt at lave handelsaftaler med USA. “I er nødt til at forhandle handelssystemer med USA hurtigst muligt. Hvis I venter, så skader I alle”. Ajay Bangas opfordring kan endda være for sen.
- De fleste af Trumps udenrigspolitiske handlinger flugter med anbefalingerne i “Project 2025” fra den ultrakonservative tænketank, The Heritage Foundation. Det gælder f.eks. udmelding af WHO og COP21 samt nedlæggelse af USAID. “Project 2025” er desuden lige så skeptisk over for G7 og G20 som Trump længe har været.
- Blandt de få anbefalinger hér, som Trump endnu ikke har iværksat, er USAs udmelding af Bretton Woods institutionerne IMF og Verdensbanken. Disse har ellers været hjørnesten for USAs globale indflydelse siden anden verdenskrig. Det har f.eks. været indflydelse på hvilke lande, der skulle modtage nødhjælp og nødlån. De har haft enorm og som oftest positiv betydning for de fleste udviklingslande.
- Trækker Trump også USA ud af IMF og Verdensbanken, kan de dog i princippet fortsætte. Over de seneste 5 år har især EU øget deres bidrag og garantier hér. EU funder i dag f.eks. mere end 50% af International Development Assistance, IDA.
- Men USAs “exorbitante privilegium” fra at have verdens førende reservevaluta vil blive alvorligt udfordret. Derfor er Kinas interesse for FN og IMF og Verdenbanken steget i de sidste år.