USA efter NATO – 3 – udenrigspolitisk

Et USA efter NATO var udenrigspolitisk utænkeligt for 3 måneder siden. Alt andet lige vil det erodere USAs supermagtsstatus.

Trump har udvandet NATOs musketér-ed, …

Under sin første præsidentperiode var Trump meget klar omkring, at han ønsker, at USA skal trække sig af NATO samarbejdet. Under valgkampen i 2024 fulgte han flere gange op på det ved at så tvivl om USAs lyst til at overholde samarbejdets centrale artikel 5, Musketér-eden. Han brugte ordene “… encourage Russia to do whatever the hell they want” over for et hvilket som helst NATO medlemsland, “… that doesn’t pay enough”. Han rettede senere udsagnet til, at den hidtidige grænse på 2% ikke var nok, “… and perhaps not even 5% of GDP”. Det ville altsammen afhænge af USAs vurdering af, om våbensystemerne var af tilpas høj kvalitet. Med det sidste mente han muligvis, om de var amerikanske.

Opgøret mod NATO har skabt samling indadtil i USA, selvom det er et opgør med USAs mest trofaste allierede.

• I 2024 viste en Gallup undersøgelse f.eks., at 67% af amerikanerne ønskede at forblive eller at øge USAs støtte til NATO. 16% ønskede at USA skulle reducere rollen, og kun 12% at USA skulle trække fra NATO. 
• I starten af marts, efter det usædvanlige pressemøde med Zelenskyi i det ovale kontor, var opbakningen til NATO faldet til cirka halvdelen. Der var en klar overvægt blandt MAGA tilhængerne for at forlade NATO.

… og derfor er værdien heraf nu reelt ophørt …

Men selv hvis Trump ønsker at trække USA helt fra NATO, er det formelt set kongressens beslutning. Dét kræver bl.a. to tredjedeles flertal i senatet, hvor republikanerne “kun” har 53 ud af 100 pladser.

USA kan dog de facto forlade samarbejdet ved f.eks. at insistere på alene at stå for en logistik rolle. Alternativt kan USA lukke de fleste af sine baser i EU og trækker soldater hjem fra Europæiske lande. Endnu er USA dog ikke nået dertil. For tiden forsøger USA tværtimod. at øge antallet af baser i bl.a. Danmark.

… selvom USAs geopolitiske interesse heri er meget tvivlsom …

Det er dog vigtigt at huske, at det er Trump, der ønsker at forlade NATO, ikke det amerikanske militær.

• I december 1998 blev Jacques Chirac og Tony Blair enige om St. Malo erklæringen. Den skulle opbygge en europæisk søjle inden for NATO.
• Initiativet blev dog især skudt ned af USA. Udenrigsminister Madeleine Albright mente den gang, at det ville stride imod USAs geopolitiske interesse. 
• USAs tidligere NATO chef (2009-2013), James Stavridis, advarede i starten af marts om, at USAs udtrædelse af NATO ville være “en fejl af episke proportioner”. Stavridis vurderede, at Europa vil være mindre tilbøjelige til at støtte USA i globale udenrigs- og sikkerhedspolitiske interesser.

For grundlæggende risikerer USA sin supermagtsstatus ved et dybt brud med NATO. Men en del af deres troværdighed forbliver, hvis Europæerne opbygger deres egen militærkapacitet, så de kan klare sig selv.

• At råde over verdens førende militær er nødvendigt for at have sikre forsyningslinjer samt for at have verdens førende reservevaluta, jfr. ovenfor.
• Dét kræver dog teknologisk overlegenhed og dermed enorm forskning og udvikling, at forblive verdens førende militær. Dét kræver igen skalaøkonomi, der bedst finansieres ved at være våbeneksportør. Hvis EU falder til Rusland, eller hvis EU opbygger tilpas stor strategisk autonomi fra egen forsvarsindustri, falder USAs evne til at finansiere sin teknologiske overlegenhed. Det udfordrer supermagtens militære overlegenhed.

… herunder i andre alliancer

Desuden ville USA miste generel tillid blandt f.eks. Quad alliancepartnerne Indien, Australien og Japan, hvis de svigter deres NATO ed definitivt. Hvorfor skulle disse lande have tillid til, at USA vil holde sit ord over for dem?

• Hvorfor skulle den næstvigtigste alliance, efterretningsalliancen Five Eyes, med deltagelse af Australien, Canada, New Zealand og UK have så stor tillid til USA, at de vil dele de mest kritiske oplysninger fremadrettet?
• USAs militære slagkraft, dvs. både kampstyrke men især efterretningsstyrke, falder således hvis alliancepartnernes generelle tillid til USA falder tilpas længe og kraftigt.

Endelig er supermagtsstatus et produkt af, hvilken tillid tredjepartslande tillægger USA. Blandt europæiske lande er der aktuelt en meget lav tillid til USA. I Tyskland viste en måling fra ARD f.eks., at kun 16% af den tyske befolkning mener, at Tyskland og Europa kan stole på USA. Dén mistillid afspejles i Friedrich Merz’ aktuelle retorik.

Politisk har det ført til mistillid mellem USA og EU …

Mistilliden gælder også politisk. Da von der Leyen, Costa og Kallas i sidste weekend f.eks. de-briefede de lande i NATO, der ikke er medlem af EU, var der kun ét land, der ikke var inviteret til at deltage: USA.

Bekymringen er dyb, fordi alle har gjort sig afhængige af USA. I Canada er der f.eks. en åben diskussion i parlamentet om, om Canada skal aflyse sin ordre i USA på 88 F35 kampfly. USA leverer reservedelene til flyene, og det er kun USA, som kan opdatere kampflyenes software.

Bekymringen er den samme overalt på kloden, og det kan svinge til USAs ulempe. Hvorfor skulle afrikanske eller asiatiske lande have tillid til USA, når deres samhandel med landet er meget mindre end med EU?

… og uden alliancepartnere er det svært at forblive supermagt

USAs supermagtsstatus falder, når USA bliver FOR transaktionelt eller skifter spor for ofte.

• Tillid i international politik er et produkt af konsistens, dvs. at lande kan regne med indgåede aftaler, og således forudse deres næste træk. Netop hér vil USA få stigende problemer fremadrettet. Trump har svært ved at fastholde et fokus.
• Et møde i 2021 i Alaska mellem amerikanske og kinesiske diplomater udløste f.eks. et sjældent offentligt skænderi, hvor Antony Blinken beskyldte kineserne for “threatening the rules-based order”. 
• Fire år senere beskylder Kina nu USA for det samme. Det øger mange udviklingslandes dybere mistro til USA.
• Mistroen stiger af DOGEs reelle nedlukning af på USAID. At lukke for nødhjælp til disse lande svarer til at lukke for indflydelse i de tredjeverdenslande, hvor forsyningerne til USA af kritiske råstoffer og mineraler oftest kommer fra.
  • Rusland og Kina (BRI) er særdeles begejstrede for disse besparelser. De har fået historisk momentum i især Afrika og Sydamerika.
• Dermed risikerer Trump uforvarende at styrke BRICS samarbejdet.

USAs supermagtsstatus er desuden anstrengt blandt mange lande i asien. ASEANs fungerende formand, Malaysias premierminister Anwar bin Ibrahim, udtalte f.eks. i februar til “China Conference”, at “Asean’s moment is now”, som svar på USAs AI planer og udsigten til tarifkrig. Anwar adresserede især “economic coercion and unilateral actions”. Anwar bin Ibrahim mener, at ASEAN skal fokusere på AI og den digitale økonomi. Desuden er Anwar optaget af at sikre ASEANs strategiske autonomi, både mht. energi og data (AI)

Derfor er det især Kina og Rusland, der vinder på USAs de-kobling

Derfor er det især Kina og dernæst Rusland, der på kort sigt er vinderne af Trumps nedrivning af USAs globale relationer. Trump sender pt. forsonlige signaler til Rusland, men han har næppe ambitioner om et nært samarbejde med Kina.

• America First Investment Policy, jfr. ovenfor, er strategien for Trumps handelskrige. AFIP tager udgangspunkt i at “Economic security is national security”, og fokuserer frem for alt på en generel afstandtagen til alt kinesisk.
• Det harmonerer med tesen om, at USA pt. forsøger en diplomatisk “Reverse Kissinger”, der handler om at få Rusland til at vende sin loyalitetsfølelse væk fra Kina til fordel for USA, for at isolere Kina. Tesen blev bekræftet af både JD Vance og Pete Hegseth i sidste halvdel af februar.
• Tesen refererer til Henry Kissingers taktiske detente med Kina i starten af 1970’erne, der førte til en isolering af Sovjetunionen.

Forholdet mellem Kina og Rusland er dog ikke nær så anspændt i dag, som det var i 1970’erne. Kina har dog fortsat meget store geopolitiske interesser i at søge genforening med det tidligere Ydre Manchuriet, dvs. dét der i dag er ØstSibirien inkl. storbyerne Khabarovsk og Vladivostok. Tesen om “Reverse Kissinger” har dog et naivt element. Rusland er om noget land klar over hvordan USAs globale politik kan skifte hvert fjerde år. Geopolitisk er Rusland opportunister, men de er generelt også realister.

Samlet haster Trumps forandringsagenda

Sammenfattende haster Trumps forandringsagenda. Økonomien har skrøbeligheder, der forværres af hans økonomiske politik. Desuden afhænger USA af både øgede udenlandske investeringer og af øgede tarif-indtægter. Derfor har Trump brug for at vise USAs allierede og deres omverden, at det er USA, der bestemmer. Det er næppe USAs velovervejede mål at trække sig ud af NATO. Det er snarere midlet til at frigive kræfter, der kan fokuseres andetsteds. Formentlig mod Kina.

I en så massiv restrukturering af et land (eller en virksomhed) som Trump har kastet sig ud i, er der dog én gennemgående præmis: konsistens. Kulturer og strukturer bygger på tillid mellem individer. Tillid opbygges over tid, og smuldrer, hvis kommunikation og initiativer ikke følges ad eller følges til dørs. Ind til de virker.

Hér er Trump og Vance USAs største risiko, for selvom økonomien kan overleve fire kaotiske år, er omverdenens tillid i fare. Modsat Trumps første præsidentperiode er der denne gang alternativer til USA som f.eks. Kina og BRICS+. De kan især overtage dele af USAs supermagtsstatus, fordi USA har de-koblet sig fra sine hidtidige allierede EU, Canada og Mexico. Magt er et produkt af hvor stor indflydelse andre tillægger én. Hvis USAs alliancer smuldrer, ser USA mindre stærk ud. Det kan i sig selv give magt til alternativerne.