Tyrkiets og Iraks relation handler om den vigtigste ressource af alle, vand. Men den handler også om de bredere geopolitiske fordele fra at være nexus punkt for landbaseret vareudveksling mellem østen og vesten.
Kontrol over vand giver magt, …
Vand er forudsætningen for liv, og derfor er kontrol over vandressourcer det ultimative magtinstrument. Det har bl.a. været udnyttet af de tidligste civilisationer i Mesopotamien, hvor herskere skiftevist opdæmmede eller forgiftede Tigris floden, som led i deres geopolitik.
I dag lurer bekymringen for en gentagelse af historien. Eufrat og Tigris får deres vand fra nedbøren over Anatolien i Tyrkiet. Op mod 60% af Syriens ferskvand kommer fra Eufrat og hele 98% af Iraks overfladevand kommer fra Eufrat og Tigris.
Det giver Tyrkiet et markant geopolitisk magtpotentiale, der vil blive stadig større i fremtiden. Iraks befolkning forventes f.eks. at blive fordoblet fra i dag til 2055, og tre-doblet inden år 2100.
… hvilket landene i regionen er meget bevidste om
Tyrkiets udfordringer er dog, at store dele af bassinerne til Eufrat og Tigris ligger i den del af Anatolien, som kurderne gør krav på, se kort nedenfor. Det er en væsentlig forklaring på Tyrkiets modstand mod kurdisk selvstyre. Tilsvarende er det en væsentlig forklaring på, hvorfor Iraks forfatning i 2005 gav Kurdistan-regionen selvstyre med egen regering, men samtidig har forbud mod dannelse af en selvstændig stat.
Helt usædvanligt er der ikke indgået traktater med hverken Irak eller Syrien, der forpligter Tyrkiet til et bestemt flow af vand i floderne. Siden 1960’erne har Tyrkiet f.eks. opført omkring 600 dæmninger upstream for begge floder, og landet planlægger et tilsvarende antal for de næste 40 år, til både Syriens og Iraks protester.
Det giver risiko for geopolitiske konflikter
Risikoen for konflikter stiger af, at Tyrkiets geopolitiske ambitioner stiger. Siden 2016 har tyrkiske statsmedier f.eks. frigivet kort, der viser et Tyrkiet med grænser, der går langt ind i nuværende Syrien og Irak, samt lidt ind i Iran og i Armenien; tæt på de samme som under det ottomanske imperium (se forside billede ovenfor). Samtidig er præsident Erdogan begyndt at kritisere Lausanne aftalen fra 1923, der fastlagde Tyrkiets nuværende grænser. Det er samme strategi som bl.a. Kina benytter samt Rusland, hvor Putin henviste til historiske kort som årsag til invasionen i Ukraine i 2022.
Tyrkiets geopolitiske strategi er bl.a. at etablere sig som mellemøstens tempererede landbrugsklimaland. Det vil give Tyrkiet behov for øget vandforbrug vs. i dag, men ambitionen vil øge landets indflydelse på nabolandene Azerbaijan, Georgien, Grækenland, Irak, Israel og Syrien. Tyrkiet er “magten i midten”.
Landet er meget bevidst om denne magt, og forsøger derfor at sikre den. I starten af 1990’erne svarede Tyrkiets præsident Özal f.eks. på vreden over opfyldning af Atatürk dæmningen således: “We don’t tell the arab countries what to do about with their oil, so we don’t accept any suggestion from them about what to do with our water”.
Irak har senest forsøgt at vende risikoen offensivt via IDR, …
Men hvis Tyrkiet udnytter sit magtpotentiale over vandet, stiger risikoen for, at nabolandene vender sig samlet mod landet. Tyrkiets geopolitiske strategi bygger på at være globalt nexus (bindeled) for handel mellem Kina/østen og EU/vesten. Derfor har Tyrkiet interesse i, at forsone sig med flere af sine sydlige og østlige naboer.
Siden Ruslands invasion i Ukraine i 2022 og vestens afledte sanktioner mod Rusland samt siden Israels krig mod Hamas, har mange lande set det geopolitiske vakuum, der opstod. Irak har bl.a. lanceret et storstilet infrastruktur projekt kaldet IDR (Iraq Development Road), se kort nedenfor.
IDR er ét af mange nylige projekter, der søger at etablere landbaserede transport korridorer fra enten Kina eller Indien og med EU/vesten (se nedenfor). Projektet skal dermed konkurrere direkte med bl.a. IMEC projektet, hvis tempo er sat betydeligt ned siden Israels krig mod Hamas, samt konkurrere mod Ruslands nord-syd korridor igennem Baku og Iran.
… der samtidig kan gøre landet til et logistisk og geopolitisk nexus
IDR forventes at koste 17 mia. USD og vil blive 1200 km. lang. Nøglepunktet for projektet er Grand Faw havnen ved den persiske golf. Kapaciteten hér skal kunne matche Port Said i Ægypten og Abu Dhabi i UAE. Projektet skal være endelig færdiggjort i 2038 og forventes bl.a. at skabe 250.000 jobs samt årlige fragtindtægter på 3-4 mia. USD fra 25-40 mio. tons gods og 10-13 mio. passagerer om året. UAE og Qatar underskrev tidligt i forløbet aftaler om både funding og brug af IDR.
Projektet kan dermed forskubbe regionens magt fra Teheran i retning mod Bagdad. Det vil være til Tyrkiets fordel. Tyrkiets interesse forstærkes desuden af, at transport korridoren samtidig vil gå igennem de kurdiske områder i det nordlige Irak. Iraks regering skal derfor forlige lokale oprørsgrupper samt kurderne. Det skal ske på en måde, der ikke skader Tyrkiets interesser.
I april 2024 besøgte Erdogan derfor bl.a. Iraks præsident i Bagdad. Det var det første statsmøde i 13 år, og parterne underskrev 24 aftaler som en del af IDR projektet. Flere af aftalerne indebar garantier fra Tyrkiet om flow af vand i Eufrat og Tigris floderne. Modsat lovede Irak at sætte hårdere ind over for det kurdiske arbejderparti PKK.
Færdiggørelse af IDR vil bl.a. belaste Tyrkiets forhold til Egypten, for IDR er en væsentlig konkurrent til Suez. Præsident Erdogan var markant støtte for Egyptens tidligere præsident Mohamed Morsi, der blev afsat af den nuværende præsident Abdel Fattah al-Sisi i 2013. Siden da har landene flere gange været på forskellige geopolitiske sider, f.eks. i Libyen og fsva. naturgas-rettigheder i det østlige Middelhav.
