Er QE som økonomisk stimuli udelukket for Fed fremover? Vil forskrækkelsen oven på inflationshoppenes effekt på Feds balance føre til skarpere adskillelse mellem finans- og pengepolitik i USA?
Pengepolitik afgøres af centralbankerne. Men centralbankerne påvirkes af såvel politikeres som fagøkonomers diskurs. Hér har inflationshoppene ført til revurdering af hvad der påvirker økonomien, og hvor meget. Er det enden på QE til andet end en buffer ved finansiel uro?
Fed holder igen med at lempe pengepolitikken …
Fed har længe holdt igen med at sænke renten. Tilbageholdenheden sker selvom distress stiger blandt f.eks. erhvervsejendomme i USA. USA’s “problem” er, at beskæftigelsen fortsætter med at stige, og ifølge den økonomiske erfaring og forståelse lægger det et opadrettet pres på inflationen (efterspørgsels drevet). Det blev i maj understreget i en rapport fra Peterson Institute for International Economics (PIIE) skrevet af tidl. Fed chef Ben Bernanke og tidl. cheføkonom for IMF Olivier Blanchard.
For anomalierne omkring inflationens betydning for økonomierne fortsætter, se bl.a. https://kraftscharling.dk/renten-versus-oekonomisk-vaekst/. Virkelighedens udfald går fortsat på tværs af forudsigelserne fra bl.a. Phillips-kurve, Taylor-regel, Volcker-regel samt centrale dele af Milton Friedmans tankesæt. For eksempel ser vi fald i den amerikanske inflation, selvom beskæftigelsen fortsat stiger, og der endda mangler arbejdskraft i flere sektorer
… fordi de økonomiske anomalier fortsætter
Økonomer og centralbankchefer er uenige om hvorfor. Dén usikkerhed skaber vakuum. Markedet tager stilling til uenighederne hver gang der offentliggøres FOMC referater eller, når FOMC medlemmer holder taler. Det øger usikkerheden, og kan dæmpe markedets tillid (dvs. risikolyst) på længere sigt.
De brede værdiansættelser er bl.a. et resultat af markedets grundlæggende tro på, at Fed er i kontrol over økonomien. Den udfordres, når de basale økonomiske mekanismer fungerer modsat af teorien, dvs. erfaring og forståelse af den indre logik (sammenhæng).
Over det seneste år til halvandet har usikkerheden øget en bredere debat om bl.a. hensigtsmæssigheden af Fed’s strategi for kommunikation. Emnet er langsigtet og principielt, men kan risikere at antænde en gnist i den amerikanske valgkamp.
Har transparensen været for stor?
I starten af maj afholdt Hoover Institute bl.a. en konference om global pengepolitik. Den tidligere finansminister Larry Summers resumérede konsensus til slut:
- “Tilbage til ydmyghed”. Hvert årti ser økonomierne nogle chok. Man kan ikke skrive regler og forudsige disse. Man bør i stedet se dem som ventiler, der skal tømmes med jævne mellemrum.
- Undlad forward guidances. Markederne tror alligevel ikke på dem, og de begrænser Feds senere handlinger.
- Brug kun QE til at sikre finansiel stabilitet, ikke som økonomisk vækst instrument. QE afkortede varighederne og kostede USA en halv billion USD.
- Undgå så vidt muligt konkrete måltal. Troværdighed opstår fra social konsensus om, at lav inflation er godt, ikke om den er 1,8% eller 2,1%. Mål bør være langsigtede og blødt formulerede, f.eks. som et interval.
- Undgå flertydighed, dvs. stop referater af FOMC overvejelser samt stop taler, hvor FOMC medlemmer udtrykker egne og personlige vurderinger.
Skal centralbankernes chefer være uafhængige og apolitiske?
Fra et rationelt og ledelsesmæssigt synspunkt giver det mening. Problemet er dog timing samt, at amerikansk pengepolitik i dag IKKE er (helt) apolitisk.
Rentebeslutninger i dag træffes af FOMC, der består af cheferne fra de 12 Fed afdelinger. Stemmerettighederne går på turnus.
Men selvom centralbankchefer i USA udnævnes på faglig baggrund, skilter de meget åbent med deres partipolitiske overbevisninger. Det var f.eks. en af de offentlige årsager til, at Trump i sin tid afviste at forlænge Janet Yellens kontrakt (demokrat), og i stedet udnævnte republikaneren Jerome Powell. Chefen for Minneapolis Fed, Neel Kashkari, har f.eks. markeret sig både som tidligere Tea Party medlem og (en overgang) som MMT fortaler.
Det skaber risiko for offentlighedens tillid, når cheferne for en institution, hvis identitet bygger på uafhængighed og faglighed, er dybt partipolitiske og ligefrem deltager i fundraising arrangementer.
Selvom de faglige beslutninger måtte blive truffet objektivt og nøgternt, belastes FOMC medlemmernes troværdighed, når deres tilsyneladende uafhængighed kan betvivles.
Fordi i år er et valgår, hvor demokratiet endda er et debatemne, kan alene tanken om at begrænse FOMC medlemmers ytringsfrihed antænde en gnist af paranoia.
Det mener nogle politikere ikke
Trump har argumenteret for at stække Fed’s nuværende uafhængighed bl.a. gennem at udpege chefen for FOMC for et år ad gangen.
Trumps finanspolitiske agenda vil især afhænge af Feds villighed til at finansiere. Men det vil Kamala Harris’ ønske om skattelettelser til middelklassen også, omend i knap så høj grad.
Derfor er det vigtigt, hvem der har størst indflydelse i Fed fremover.