Libyens uro risikerer at eskalere til en ny borgerkrig. Uroen handler bl.a. om olie og om Egyptens, Tyrkiets og Ruslands geopolitiske interesser.
Libyen er i risiko for at glide ind i endnu en borgerkrig
I Nordafrika stoppede oprørsbevægelsen i Libyen i august måned for olieudvindingen. På overfladen var det “blot” en kamp om magten i Libyens centralbank. Reelt er der dog et større geopolitisk puslespil i gang, der bl.a. involverer Egypten, Tyrkiet og Rusland.
Udsigten til at Libyen glider ind i endnu en borgerkrig, har senest (næsten) forenet Egypten og Tyrkiet i forsøgene på, at forsone de stridende parter i Libyen. De har ellers ofte modsatrettede geopolitiske interesser.
Libyen har Afrikas største oliereserver, der næsten alle sammen ligger i den østlige del af landet. Olien udgør 95% af statens indtægter og 60% af landets BNP. Libyen udvinder 1,2 mio. tønder olie om dagen, svarende til 4-5% af Opec’s samlede produktion, og 1-1,5% af global produktion.
Politisk er Libyen delt mellem en regering støttet af Tyrkiet og anerkendt af FN (den vestlige del af landet inkl. Tripoli), samt en rivaliserende østlig administration fra Benghazi ledet af Khalifa Haftar (Libyan National Army). Haftar støttes af Rusland, Saudi Arabien og UAE. Indtil for nylig blev Haftar også støttet af Egypten.
Mange lande vil bl.a. få en fordel fra, at det vil presse olieprisen op
I slutningen af august lukkede Haftar for al olieproduktion og -eksport i et forsøg på at opnå kontrol over centralbanken i Tripoli. Den libyske regering ønsker at afsætte centralbankchefen Sadiq al-Kabir på beskyldninger om bedrageri med olie-indtægterne. Kabir afviser dog at fratræde. Det fik regeringen til at overtage centralbankens kontor.
Haftars handlinger har næppe ret meget med Sadiq al-Kabirs person at gøre. Haftars udenlandske støtter har derimod interesse i at presse olieprisen opad igen. Et fald i globalt olieudbud på 1-1,5% har historisk ført til prishop på 12-18 USD/tønde.
Rusland har stor indflydelse på Haftar og har bl.a. leveret våbnene til Libyan National Army. Modsat har Tyrkiet leveret våbnene til Libyens regering. Dermed er Rusland på kollissionskurs med Tyrkiet på libysk grund, ligesom i bl.a. Niger.
Når Rusland støtter Haftars kontrol med Libyens olie, antyder det dog samtidig, at Opecs indre enighed atter smuldrer. Rusland har brug for en høj oliepris fordi de internationale sanktioner fordyrer udvinding og transport af russisk olie og naturgas (LNG). Opec+ havde været det naturlige sted for Rusland at opnå enighed om udbudsreduktioner, i stedet for at risikere at dele den arabiske verden.
Men mange mindre Opec lande har mere brug for øget valuta cash flow for at kunne servicere deres internationale lån. De har derfor større interesse i, at øge deres output og markedsandele.
Tyrkiets geopolitiske involvering både komplicerer og beroliger
I 2020 var Haftar og Libyan National Army tæt på at indtage Tripoli. De blev kun stoppet af tyrkiske droner og tropper.
Tyrkiet har en tæt relation til regeringen i Tripoli, og har bl.a. indgået aftale med Libyen om en “maritim korridor” fra Tyrkiet til Libyen, se nedenfor. Selvom korridoren er et brud på international havret, der har ført til nabolandenes og til FN’s skarpe protester, markerer aftalen Tyrkiets sats på Libyen som dets “hoved-korridor” til Afrika.
Siden Erdogan tiltrådte er Tyrkiets geopolitiske aktivitet steget markant. Strategien har givet Tyrkiet tilnavnet “magten i midten”. Siden 2008 er Tyrkiet f.eks. gået fra at være verdens 3. største importør af våben til at blive verdens 14. største eksportør af samme. Alt fra fregatter, ubåde, helikoptere, missiler og droner, og udvikling af 5. generations jagerfly, kampvogne og skibsdroner.
Tyrkiet har således en klar interesse i at sikre stabilitet i landets politiske ledelse.