Klimaøkonomiske basics

Inflationskrisen modarbejder klimainvesteringerne. Inflationen er nemlig især et problem, fordi gældsniveauerne er for høje, og klimainvesteringer kræver øget gældsoptag. Det rejser bl.a. spørgsmålene:

• Hvornår bliver gældsrisikoen for stor?
• Hvornår er det prudent, at øge kreditten til nogle formål (f.eks. klima) og ikke til andre?
• Kan man overhovedet styre dette i praksis? Er alt i virkeligheden ikke klimarelateret i sidste ende?

Klima og miljø stiller krav til økonomi

Det er spørgsmål uden entydige svar især i traditionel økonomisk teori. Men da kreditvæksten er faldet som resultat af inflations-inddæmningen, har det boostet debatten om, om der er behov for nye måder at tænke økonomi på. Tænkningen skal sikre, at klimaindsatsen forbliver prioriteret, uanset hvordan de finansielle markeder udvikler sig. Debatten kan få særlig næring, hvis ECB beslutter sig for at friholde klimafinansiering fra øvrig pengepolitik.

Fundamentalt adresserer klimaøkonomi et ofte overset aspekt. For klimadebat og –politik handler overvejende om udbudssiden af ligningen, dvs. at fremstille energien klimavenligt. Men energi-forbruget per indbygger adresseres kun begrænset, for traditionel økonomi bygger generelt på, at ressourcer og råstoffer er ubegrænsede. Der er dog en markant sammenhæng mellem økonomisk aktivitet og klimabelastning per capita.

Problemet er således uden stor kortsigtet effekt for finansmarkederne. Men langsigtet kan det åbne for en nyfortolkning af bl.a. centralbankernes formål. Dét kan til gengæld betyde noget for finansmarkederne, for enhver udsigt til øget likviditet påvirker markederne direkte og hurtigt.

Kravene har været forudset længe

Adam Smith i 1700-tallet, John Stuart Mill i 1800-tallet og John Keynes i 1900-tallet forudsagde alle, at menneskeheden ville bevæge sig ud af fasen med økonomisk vækst og materiel stræben. Det ville ske, når det var lykkedes, at dække de basale behov, sikre en rimelig levestandard og “løse det økonomiske problem”, som Keynes udtrykte det.

• I 1930 skrev Keynes bl.a. “Tiden er endnu ikke inde – i mindst 100 år endnu må vi for os selv og andre, lades som om, at smukt er grimt, og at grimt er smukt, for det grimme er nyttigt, og det smukke er det ikke. Griskhed og åger og beregning må være vore guder en tid endnu. For kun de kan lede os gennem den økonomiske nødvendigheds tunnel ud i dagslyset”.
• Keynes havde ikke mulighed for at forudsige timingen eller omfanget af klimakrisen. Ej heller kunne han i 1930 forudse  befolkningstilvæksten eller den teknologiske revolution, der har ført til nutidens levestandard og ressourceforbrug, der alt sammen har ført til vores aktuelle økologiske overbelastning. Men Keynes lagde op til, at effekten heraf burde opgøres og indregnes som et naturligt led i økonomisk tænkning.

Derfor har mange længe argumenteret for, at Keynes’ tanker skal virkeliggøres. Det betyder, at hele det økonomiske vækstparadigme skal forandres grundlæggende, re-defineres. Når OECD f.eks. vurderer, at det er tilstrækkeligt med 3% årlig vækst i BNP for at undgå et gældskollaps, svarer det til en fordobling på 24 år. Med øget økonomisk vækst stiger menneskets økologiske påvirkning uvægerligt også.

Romklubbens rapport ”Limits to Growth” fra 1972 analyserede forholdene mellem befolkning, teknologi, industrikapital, landbrug og miljømæssig kvalitet. Efterhånden som landene bliver velstående, forbruger de flere af verdens ressourcer. Men planeten er begrænset. En økonomi, hvis stabilitet afhænger af konstant stimulering af efterspørgsel, ødelægger ikke alene planetens begrænsede ressourcebase, den underminerer også sin egen finansielle og politiske stabilitet.

Der er en absolut grænse …

Hvis den globale opvarmning f.eks. skal stoppes ved 1,5 grader eller lidt over, er der iflg. IPCC’s beregninger kun plads til yderligere 500-700 mia. tons CO2 i atmosfæren. Denne grænse (”CO2 budgettet”) er dermed dét, som verden kan tillade sig at udlede frem til 2050. Men med de aktuelle planer for brug af fossil energi, vil budgettet være opbrugt allerede i starten af 2030’erne.

Det er således et fundamentalt problem ved måden at tænke og beregne økonomi på i dag, at der ikke indregnes værdien af forringelserne af ”eksternaliteter”, dvs. klima og miljø. ”Eksternalitets-forringelsen” svarer til, når man i et årsregnskab afskriver på en aktivmasse. Men der er den afgørende forskel, at dette aktiv ikke kan fornys, når det er afskrevet. Det vil heller ikke kunne substitueres. Hvordan prissætter og måler man så knap en ressource? Hvordan kan man i det hele taget måle økonomien?

At måle er forudsætningen for at sammenligne. Sammenligning er vores måde at afgøre, om noget er godt (efterstræbelsesværdigt) eller ej. Verden og vores værdisæt er relative: Det vi måler, påvirker hvad vi gør, og det vi gør, påvirker hvad vi måler.

… som traditionel økonomi ikke måler

Økonomisk aktivitet udtrykkes i dag i BNP.

• BNP definitionen blev paradoksalt nok opfundet (på anmodning) af velfærdsulighedens nok største italesætter, Simon Kuznets. Kuznets selv så dog manglerne ved BNP-målet. Han advarede bl.a. om, at BNP kun ser på strømmene af penge gennem systemet, ikke på beholdningerne.
  • For BNP skelner ikke mellem, om der skabes forøgede forbrugsmuligheder eller, om der ryddes op efter forurening, dvs. kompenseres for kontraproduktiv aktivitet.
• BNP måler kun den form for produktion, som foregår inden for rammerne af enten markedsøkonomien eller de offentlige systemer. Den måler kun det, der omsættes i penge.
  • Hjælper en nabo med at reparere et hegn eller passer en forælder sine egne børn, registreres ingen af disse ydelser som bidrag til BNP. Men hvis man får andre til det, tæller det med, selvom velstanden er den samme.
• BNP udtrykker altså alene den økonomiske aktivitet, der lader sig måle og dermed beskatte.
  • Derfor er BNP et godt mål for kreditgrundlag på statsgældsniveau. Det beskriver mulighederne for at inddrive tilgodehavendet igen.
  • Men BNP er utilstrækkeligt som mål for befolkningens velfærd eller velbefindende.
    • Ifølge John F. Kennedy ”måler BNP hverken vores begavelse eller mod, hverken vores visdom eller vores viden, hverken vores barmhjertighed eller fædrelandskærlighed”.
  • I velstandshenseende regner BNP desuden den velhavende borgers dollar for præcis det samme som den fattiges dollar.
    • Dermed justerer det bl.a. ikke for den langt højere grænsenytteværdi, som en ekstra dollar giver en fattig vs. en velhavende borger.
    • Købekraftsparitetsindeks kompenserer delvist for ubalancen, men det kan ikke justere for den på en enkel måde.
  • Blandt mange forslag til socialt mere retfærdige opgørelser skal især tælles Herman Daly’s og John Cobbs’ GPI (Genuine Progress Indicator) begreb fra 1989.
    • GPI inkluderer forhold som omkostninger ved kriminalitet, omkostninger fra ozon-ødelæggelse og omkostninger fra nedbrydning af ressourcer.
      • Ifølge GPI har velstandsforøgelsen stået stille siden begyndelsen af 1970’erne.
    • GPI er et relativt kompliceret regnestykke, der har indbygget en del normative og arbitrære forudsætninger (hvordan opgør man f.eks. velvære)? Derfor er begrebet i praksis svært at bruge til sammenligninger, og dets praktiske værd er således behersket.

Vi har dog lovet os selv at ændre mindset

Der findes således ikke nemme alternativer til BNP. Men det bliver nødvendigt at supplere eller ændre de eksisterende økonomiske opgørelsesmetoder i mere ESG-orienterede retninger. For …

• Toronto-konferencen fra 1988 opfordrede til …
• … og FN’s klimakonvention fra 1992 besluttede, at der skal ske differentieret ansvar. De lande, der har viden og økonomi til det, skal have det største ansvar for omstillingerne.
• Kyoto-protokollen fra 1997 (COP3) cementerede princippet (”Annex I-landene”), og 
• endelig henviser Paris-aftalen fra COP21 i 2015 flere steder til princippet om retfærdighed. Det udlægges som, at nogle dele af jordens befolkning har haft særlige fordele af, at bruge billig fossil energi. De fordele har ramt andre befolkningers klimaforandringer særlig hårdt.