Kinas og Ruslands “venskab uden grænser” har været testet i løbet af 2023 og 2024. Det er næppe sidste gang, at Kina føler Rusland på tænderne.
Den tidligere udenrigs- og premierminister for Storbritannien Lord Palmerston udtalte, at i geopolitik er der ingen permanente venner, kun permanente interesser.
Historisk har Kinas og Ruslands forhold været anspændt
De forskellige geopolitiske interesser med bl.a. Indien, Sovjetunionen og med USA har været gode forklaringsfaktorer for Kinas udenrigspolitik. I 1970’erne søgte Kina f.eks. forsoning med USA, mens USA var økonomisk svagt og politisk svækket fra bl.a. Vietnam krigen og fra oliepris-chokkene. Forsoningen kom i forlængelse af, at FN’s generalforsamling i 1971 anerkendte Folkerepublikken Kina, i stedet for Republikken Kina (Taiwan). Desuden blev forsoningen forstærket af Nixons besøg i Kina i 1972.
Både Kina og Rusland bekendte sig fra 1949 som kommunistiske stater. Men doktrinerne var forskellige, og det samme var landenes geopolitiske interesser. I 1950’erne kritiserede formand Mao stadig oftere Sovjetunionen for at søge “fredsfyldt sameksistens med vesten” samt for, at søge gode relationer med Indien. I 1961 beskyldte Mao ligefrem Sovjetunionen for at være “revisionistiske forrædere”.
I 1969 udbrød der en 7 måneder lang militær grænsekonflikt i områderne omkring Ussuri floden (der på kinesisk hedder Heilong Jiang) ved Khabarovsk, dvs. Ydre Manchuriet. Det er områder, der ind til Peking aftalen i 1860, var en del af Qing dynastiets Kina.
Først i 1980’erne søgte Kina afspænding med Sovjetunionen, da disse var i problemer i Afghanistan.
I maj fik Kina fuld adgang til Bolshoi Ussuriyski over for Khabarovsk …
Først i 1991 blev grænsekonflikten ved Ussuri floden løst ved en grænseaftale mellem Kina og Rusland. Aftalen førte i 2001 til “den russisk-kinesiske traktat om godt naboskab, venskab og samarbejde”. Denne såkaldte Venskabstraktat havde 20 års varighed og udløb derfor i 2021. Trods forsøg på forlængelser fra Ruslands side, var Beijing langsomme til at svare på henvendelser herom.
I august 2023 offentliggjorde Kinas kommunistparti (CCP) så et kort, hvor et 340 km2 stort grænseområde lige vest for millionbyen Khabarovsk, Bolshoi Ussuriyski, nu var indtegnet som kinesisk. Fra 2004 havde området ellers været delt mellem Rusland og Kina. Delingen havde i bl.a. 2005 ført til større demonstrationer i Khabarovsk fra Kosakkiske mindretal, der mente, at Putin burde annektere hele området. Bolshoi Ussuriysky har især kun én værdi, den militærstrategiske værdi af, at være placeret umiddelbart over for Østruslands største og vigtigste by med 630.000 indbyggere.
Kinas reviderede landkort fik Putin og Lavrov til at øge deres besøg i Kina markant. I midten af maj 2024 underskrev Putin og Xi Jinping derpå en ny aftale om området, der indeholdt en 5 års forlængelse af Venskabstraktaten. Frem over er Bolshoi Ussuriyski til “fælles udforskning”. Russiske medier udlagde dette som et udtryk for venskab og godt diplomati mellem nationerne. Kinesiske medier skrev om historisk retfærdighed.
… og i juli fik Kina også adgang til at besejle Tumen floden
Forlængelsen af Venskabstraktaten ovenfor havde en yderligere betingelse. Rusland lovede at arbejde for, at overtale NordKorea til en trepartsaftale. Aftalen skal give kinesiske fragtskibe og flådefartøjer adgang til at sejle op ad Tumen floden for at laste og proviantere. Det ville give den ellers landlåste (siden 1860) Jilin provins adgang til det japanske hav. Militærstrategisk ville dét være en stor sejr for Kina.
NordKorea var meget lidt begejstret for udsigten til at give Kinas flåde adgang langs dets grænse. Men NordKoreas nylige og hårdt tiltrængte aftale om våbeneksport til Rusland gjorde det dog mest til et spørgsmål om betingelser. I starten af juli nåede parterne til enighed om, at give Kina fuld adgang.
Er næste skridt en genforening af Manchuriet?
Senest er kinesiske historikere begyndt at fokusere på, hvordan Ydre Manchuriet var en del af Qing dynastiet, men blev frarøvet under “ydmygelsens århundrede” fra 1842 til 1949. Qing dynastiet kaldes ofte også for Manchu-dynastiet.
Manchuriet er rigt på mineraler og har en væsentlig industriaktivitet. Den isfri dybhavn i Vladivostok udgør desuden base for Ruslands Stillehavsflåde samt er forsyningsmæssig livsnerve for hele Østrusland. Derfor er der meget på spil for især Rusland.
De tre tilbageværende kinesiske provinser fra Manchuriet, Heilongjiang (opkaldt efter floden), Jilin og Liaoning, er stadig i dag nogle af Kinas væsentligste mineudvindingsområder. Provinsernes udvinding og industriaktivitet har været afgørende for Kinas industrielle og økonomiske eksplosion siden 1980, hvor Deng Xiaopengs reformer begyndte.
I de sidste 20 år har industrien hér dog set kraftig nedgang, og i dag beskrives provinserne ofte som Kinas Rust Belt. Det svarer til USA’s gamle “stålstater” Ohio og Pennsylvania. Provinsernes lokalregeringer har nogle af de højeste gældsrater vs. BNP, og kæmper med affolkning, overkapacitet af boliger og sociale problemer. Der mangler gode nyheder hér.
