Kinas og Indiens forhold handler om geopolitiske interesser, især det livsnødvendige råstof vand. Klimaforandringerne gør kampen om vandet mere intens. Det gælder f.eks. Brahmaputra.
Begge landes ferskvand kommer især fra det tibetanske plateau
Næst efter nordpolen og sydpolen er verdens største ferskvandsreserve det tibetanske plateau. Plateauet føder floder som den gule flod, Yangtze, Mekong, Indus og Brahmaputra floderne.
- 70% af Indiens ferskvand kommer fra floder og flodsystemer som Ganges, Yamuna og Brahmaputra, mens de resterende 30% kommer fra grundvand og regnvand.
- For Kina er tallet omkring 60-70%. Yangtze floden står alene for næsten 35% af Kinas ferskvand. Floden er derfor afgørende for Kinas økonomi og for befolkningens overlevelse.
Grænsen fra Kina til Indien, Nepal og Bhutan blev dannet i 1947, da Indien blev selvstændigt. På det tidspunkt var Kina dog i borgerkrig. Derfor var Kinas første større disposition efter dannelsen i oktober 1949 at invadere Tibet i 1950. Invasionen skete bl.a. af frygt for, at Indien ville have gjort det samme.
Kina bygger en stor del af sin klimaomstilling op om vandkraft fra Tibet
I dag fremstilles 15-18% af Kinas elektricitet fra vandkraftværker. Vandet til disse kommer overvejende fra det tibetanske plateau. Vandkraft er centralt for Kinas plan om CO2-neutralitet inden 2060, og derfor er der mange nye dæmninger på vej. En stor del af disse vil blive i Tibet. Det vil påvirke Yarlung Zangbo floden, der i Indien hedder Brahmaputra.
Over de sidste 10 år har Kina allerede opført 4 store dæmninger på floden, og vil opføre mindst 8 yderligere inden for de næste 10 år. Deres samlede kapacitet vil blive på 60 GW. Derudover planlægger Kina at opføre verdens allerstørste dæmning på 60-80 GW tæt på “the great bend” (Yarlung Zangbo). Her er der samlede fald på cirka 2000 meter over en afstand på under 70 km.
Det østlige Indien og Bangladesh er afhængige af Brahmaputra floden
Det giver Indien grund til bekymringer. For det første er vandet fra Brahmaputra livsnerve for landbruget og befolkningen i Indiens nordøstlige delstater, Assam og Arunachal Pradesh. Opdæmninger kan derfor true delstaternes eksistensgrundlag. Det oplevede disse i både 2012 og senest i 2023. Her førte forhøjet vandstand i floden til store oversvømmelser og mange døde i både Indien og Bangladesh. Siden 2017 er Kina ophørt med at dele oplysninger med nabolandene om opfyldninger i det tibetanske plateau.
Senest har det fået Indien til at overveje at opføre en 10 GW dæmning på én af bifloderne til Brahmaputra. Den skal bl.a. kunne bruges som ventil til at øge eller nedbringe trykket på Brahmaputra.
Både den kinesiske og den indiske side af grænsen er desuden geologisk skrøbelige fra placeringen mellem den eurasiske og den indiske plade. Jordskælv og dæmningsbrud kan derfor blive ekstra katastrofale.
Endelig er de 7 nordøstlige delstater i en militærstrategisk skrøbelig position for Indien. De er alle forbundet med Indien via den kun 25 km. smalle Siliguri land-korridor (kaldet “chickens neck”). I dette område er der jævnlige konfrontationer mellem Indiens og Kinas hære. Desuden var området især kamppladsen i den indisk-kinesiske krig i 1962. Indien overvåger derfor nøje alle anlægsbyggerier og troppebevægelser på den kinesiske side af grænsen via satellit. Det er et spændt område.
Samlet har Kina samme mulige geopolitiske magt over for Indien, som Etiopien f.eks. har over Sudan og Egypten (Nilen). “Kampen om vandet fra Tibet” vil stige i takt med, at klimaforandringerne fører til faldende nedbørsmængder (især sne) på det tibetanske plateau. Både Kina og Indien er bundet op på såvel vand som energi her fra.
