Kina mangler rent drikkevand, især i de nordlige provinser. Manglen vil blive stadig mere akut over de næste mange år. Det kuldsejlede BRI projekt om vandforsyning fra Baikal søen ville kun have løst en del af vandmanglen. Den øvrige del skal løses af Kinas enorme South-to-North Water Diversion Project. Derfor er vandforsyning stadig en akilleshæl for Kina.
Vandmanglen er forskelligt fordelt over Kina
Egentlig har Kina masser af vand, faktisk verdens 5. største ferskvandreserver. Men Kinas geografi og økonomi er i princippet delt i 2 lige store dele af den vest-øst gående Yangtze flod. Nord for denne er der relativt tørt og koldt. Syd for Yangtze er der modsat subtropisk klima med masser af nedbør og reserver. 4% af landets ferskvandsreserver er i de nordlige provinser, hvor hele 25% af befolkningen bor.
Den skæve fordeling har ført til, at flere storbyer er i kritisk vandmangel. FN definerer vandmangel til dér, hvor der er under 2000 m3 per person. Byer som Beijing og Tianjin er helt nede på 122 til 162 per person, og Shanghai 252 per person.
Vandmanglen forværres af, at Kinas hastige industrialisering førte til, at systemer til spildevands rensning ofte først kom til meget senere. Resultatet er, at mange grundvandsreserver er så forurenede, at vandet der fra kræver meget bekostelig rensning, for at kunne bruges til landbrug eller til drikkevand. Det gælder f.eks. mere end halvdelen af vandet omkring Beijing. Tilsvarende viser undersøgelser, at op mod 80% af Kinas brønde, der bruges af landbruget, fabrikkerne og husholdningerne, er uegnet som drikkevand for mennesker såvel som dyr.
Kinas Ressourceministerium forventer derfor, at vandmangel kan føre til overlevelseskriser flere steder, inden 2030.
Derfor opfører Kina verdens største vandledningsprojekt (kunstig flod) …
Vandmanglen var bl.a. en væsentlig årsag til BRI projektet med Rusland om en ferskvandspipeline fra Baikal søen. Projektet blev officielt skrottet i 2017. Men fundamentalt ville projektet kun have kunnet suppleret og aflastet Kinas oprindelige South-to-North Water Diversion Project. Verdens største af sin art.
Projektet bygger på idéer, diskuteret af Mao helt tilbage i 1952, og blev endelig besluttet i 2003. Projektet vil strække sig over fem årtier, og skal kunne transportere 44,8 kubikkilometer ferskvand hvert år fra Yangtze floden i Sydkina til de nordlige provinser. I 2014 var der allerede brugt 79 mia. USD på projektet. Dét beløb svarer til omkring 20 Storebæltsbroer, og Kina bygger normalt til væsentligt lavere priser end i Danmark. Der anslås at skulle bruges yderligere 100-150 Mia. USD frem til 2050 for, at færdiggøre projektet.
Projektet består af tre hoved-pipelines. De føres enten som åbne overdækkede vandveje eller via omfattende tunneller og pipelines. Disse skal ofte føres igennem bjerge eller under jorden for at sikre det nødvendige fald. Ganske som romernes akvædukter.
Projektet stiller dermed også krav til vandkildernes udspring, dvs. især i Himalaya (West route). Det øger Indiens bekymring for, om det kan påvirke deres vandforsyning til Brahmaputra floden.
… men projektet er risikabelt
Desuden betyder projektet at 350.000 kinesere skal tvangsflyttes. Det er tilpas mange til, at der er risiko for væsentlig social uro. Af bl.a. denne årsag er både Hubei og Sichuan provinserne i officiel modstand mod projektet. Det er sjældent at modstand mod centrale projektet ytres (så) offentligt.
Modstanden kommer dog også af, at de floder hvor vandet tages fra udtørrer. Klimaforandringerne forværrer problemet. Derfor risikerer flere provinser (periodevis) vandmangel i fremtiden og dermed fødevareknaphed.
Endelig risikerer projektet at ende med blot at transportere forurenet vand fra syd til nord fordi de floder, der føder systemet, fortsat modtager meget store mængder urenset spildevand.
Derfor blev BRI projektet fra Baikal søen fra 2016/2017 anset for at være en nødvendig buffer. Kina mangler fortsat en sådan buffer. Adgang til Tumen eller til Ussuri floderne kan måske være en løsning her på.
Se næste blog indlæg.
