En global gældskrise er under opsejling ifølge Verdensbanken. Den globale gæld er steget støt over de sidste årtier, men samtidig aftager BNP væksten i mange regioner, som f.eks. Latam og MENA. Når renten derfor er høj som nu, mangedobles statsudgifterne til servicering af gælden. Det rykker mange lande tættere på en gældskrise.
- 3,3 mia. mennesker lever i dag i lande, hvor staten bruger mere på at servicere sin gæld, end den bruger på skoler og på sundhedssystemer.
- Disse lande kan dermed ikke spare sig til balance på statsbudgettet uden f.eks. at sætte folkesundheden over styr. Derfor har gælden kun én mulig retning her: Opad.
- I Pakistan bruger staten f.eks. 8 gange mere på gældsservicering, end den bruger på sundhedssystemet.
Lånebehovet stiger samtidig med, at international funding falder
Samtidig aftager kilderne til international funding. Blandt andet betød Kinas 3. Belt and Road (BRI) forum i efteråret, at BRI fremover fokuserer på Centralasien og på nogle få råstofkritiske lande i Afrika og Sydamerika, samt fokuserer på mellemstore projekter som f.eks. digital infrastruktur. Det efterlader ofte PGII eller IMF/Verdensbanken som eneste tilbageværende kilder til funding. Men vesten og Bretton Woods institutionerne har hidtil været mindre risikovillige end Kinas BRI. Desuden går vestlige lande anderledes til funding og risikodiversificering, end BRI gjorde, ved at begrænse deres kreditvillighed til scopes, som de selv definerer på forhånd. BRI havde den modsatte vinkel, nemlig at landene selv definerede deres låneønsker, hvorpå BRI sagde ja. Og en sjælden gang imellem også nej.
- Da Giorgia Meloni i starten af februar f.eks. lancerede Italiens ”Afrika-plan”, deltog EU’s topfolk samt en række afrikanske statsledere fra bl.a. Tunesien, Senegal, Kenya, DR Congo, Zimbabwe og Somalia. Planen omfatter 5,5 mia. Euro i lån og tilskud til uddannelse, landbrug, vand, sundhed og energi.
- Men entusiasmen var til at overse blandt låntager kandidaterne. Afrikanske Unions formand Moussa Faki Mahamat udtalte bl.a.: “De afrikanske ledere ville ønske, at de var blevet hørt, inden Italien præsenterede sin plan. Afrika vil ikke række ud. Vi er ikke tiggere”.
Derfor stiger behovet for haircuts og gældssaneringer
Tilbage ved gældsspiralerne fra de eksisterende lån, oftest fra BRI, bliver der behov for haircuts og saneringer. BRI mener, at IMF bør træde til hér. Men da ¾ af IMF’s garantikapital er tegnet af EU og USA/Canada, mener IMF modsat, at det er Kina selv, der bør gå forrest med eftergivelser. Dén uenighed har bølget længe, og i mellemtiden er antallet af lande omkring default steget.
Som noget nyt enedes USA og Kina i slutningen af februar om at genoptage diskussionen af principper for restrukturering af gæld i nødlidende lande. Et konkret gennembrud ventes at tage tid. Det kan være værd at se på historiens lektier, for at gætte på, hvilken form disse principper måtte tage. 9. april i år var nemlig 100 års dagen for Dawes planen, der er den første store internationale gældsplan.
- Få år efter Versailles traktaten fra 1919 blev Tyskland ude af stand til at afdrage på sine krigsskadeerstatninger til Frankrig og Storbritannien. I januar 1923 default’ede Tyskland derfor på ydelser, hvorpå Frankrig og Belgien tog Ruhr i pant.
- Tyskland opfordrede sin befolkning til passiv modstand mod besættelsen, og Ruhr’s aktivitet faldt derpå til et minimum, der var ulønsomt for panthaverne. Dermed blev Frankrig og Storbritannien ude afstand til, at servicere deres lån fra USA.
- I 1924 udpegede USA bankmanden Charles Dawes til at finde en løsning. Dawes blev udpeget som privat person, så han kunne handle frit, uden at skulle tage højde for amerikansk indenrigspolitik.
- Dawes komitéen skabte en aftale, der godt nok ikke løste selve krigsskadeproblemet, den høje gæld, men derimod restrukturerede ydelsesprofilen ved, at udskyde hovedstolene for gælden og gøre ydelserne stigende over tid, dvs. udskød statsbankerotten.
- Charles Dawes modtog stor ros for aftalen og blev i 1925 udnævnt til vicepræsident (frem til 1929). Desuden modtog han Nobel’s fredspris i 1925.
- I 1932 gik Tyskland statsbankerot. Økonomien faldt som resultat af depressionen, og samtidig steg landets låneydelser.
Men løsningen skal være langsigtet
En langtidsholdbar gældsplan for de nødlidende EMDE’ere er derfor nødt til at indeholde elementer af eftergivelser, haircuts, hvis den skal løse noget reelt.
- Det vil give Kina mulighed for, at distancere sig fra mistanken om ”debt trap diplomacy”, men det kræver følsom kommunikation internt i Kina, for både Xi Jinpings og He Lifengs personlige succes afhænger af, at BRI fortsat fremstår som en succes. De har begge haft ledende indflydelse på BRI.
- Det samme gør mange udviklingslandes udsigter, for de afhænger generelt af fortsat funding fra BRI.
- Janet Yellen har længe argumenteret for, at udvide Verdensbankens balance flerfold, oprindeligt for at sikre finansiering af klimaomstillinger uafhængigt af hvem, der bliver præsident for USA frem over.
- Men det vil også ligge i naturlig forlængelse for Verdensbanken, at få udvidet sin balance, så den vil kunne overtage restruktureringer af udviklingslandenes gæld.
- Problemet er, at Verdensbanken er en Bretton Woods institution. Hvis Kina går med til at øge Verdensbankens rolle, risikerer de indirekte også at støtte USD’erens globale indflydelse. Det er det modsatte af Kinas ambition og det modsatte af, hvad bl.a. BRICS+ bestræbelserne handler om.