Efter det usædvanlige pressemøde mellem Trump og Zelensky i Det Hvide Hus, er det nu klart, at NATO er i alvorlig fare for at blive opløst. Europa og EU er derfor vågnet op til risikoen ved at have baseret sin strategiske autonomi på gode relationer med USA igennem 80 år. Men midt i al usikkerheden er der grund til en vis optimisme og besindighed. Dette er del 2 af 2 af blog indlægget.
Europa har et globaliseringsimperativ
På et fundamentalt niveau må EU øge sit globale engagement for at sikre sin strategiske autonomi. EU er verdens mest åbne økonomi og er afhængig af import af tjenester, råmaterialer og halvfabrikata samt eksport af tjenester og færdigvarer.
Derfor må EU forfølge flere strategiske retninger samtidigt:
- Et tåleligt fremtidigt forhold til USA
- Et fredeligt forhold til Kina
Økonomisk vækst skal derfor drives af nye markeder …
Økonomisk vækst bør drives af nye markeder, herunder:
- Sydamerikanske nationer, der kan blive muligt som resultat af bl.a. EU’s december 2024-aftale med Mercosur.
- Indien, hvor von der Leyen fik en usædvanligt varm modtagelse i slutningen af februar. Modi erklærede, at han forventer en “frihandelsaftale inden 2026”. Partnerskabet forventes at strække ud over handel og omfatte strategisk og muligvis sikkerhedspolitisk samarbejde.
- Mellemøsten, hvor Tyrkiet, “magten i midten”, pludselig erklærede sin fulde støtte til den præ-2014-version af Ukraine i slutningen af februar. Dette inkluderer støtte til Ukraines fulde NATO-medlemskab og sikkerhedsgarantier.
- Tyrkiet har NATO’s næststørste stående militær efter USA.
- Tyrkiet leder Organisation for Turkic States (OTS), der fungerer som en modvægt til russisk indflydelse i Centralasien.
- Historisk har Tyrkiet dog “spillet på begge sider”.
- Erdoğan opretholder nogle af Europas bedste diplomatiske forbindelser med Rusland og er afhængig af russiske lån og ekspertise til opførelsen af Tyrkiets store atomkraftværk i Mersin.
- Tyrkiet blokerede tidligere også Finlands og Sveriges NATO-optagelse.
- Alligevel var det Tyrkiet, der pressede Rusland til at opgive sin flådeblokade af Ukraines hvedeeksport gennem Sortehavet.
- Det er uklart, om Erdogans sikkerhedsforpligtelse over for Ukraine og EU har en pris, måske EU-medlemskab.
- Afrikanske nationer, hvor EU i øjeblikket forhandler flere bilaterale handelsaftaler.
- ASEAN-landene, hvor EU i 2023 indgik en bred samarbejdsaftale, men primært fokuserer på bilaterale aftaler, særligt med Indonesien, Thailand, Malaysia og Filippinerne.
- Canada og Mexico, hvor EU underskrev frihandelsaftaler i hhv. 2018 (Mexico) og 2014 (Canada, CETA).
… herunder USAs hidtil næreste allierede
Canada har sit eget dilemma over for USA.
- 75 % af Canadas eksport går til USA, men canadiere har en dybt rodfæstet skepsis over for amerikansk dominans.
- Dette førte til, at The Economist og Toronto Star åbent spekulerede i begyndelsen af 2025 om, hvorvidt Canada kunne ansøge om EU-medlemskab.
- Teknisk set er svaret ja, og en optagelse kunne ske hurtigt (de “35 kapitler”), da Canadas juridiske system og infrastruktur i høj grad er kompatible med EU’s.
- EU er interesseret, da det ville give adgang til vitale ressourcer og energi samt kan styrke forholdet til Grønland.
- Men i praksis er det højst usandsynligt, at USA ville tillade det. Trumps genoplivning af Monroe-doktrinen placerer Canada centralt i USA’s “indflydelsessfære”.
- Selvom Canada næppe tilslutter sig EU, kan udsigten til en ny handelskrig med USA skubbe canadiske virksomheder til at orientere sig mere mod Europa, og EU-virksomheder til at gengælde.
Internt skal Europa dog samle sig …
Internt er EU mere afhængig end nogensinde af at stå samlet for at opnå en vis grad af ekstern indflydelse.
Indflydelse er forudsætningen for muligheder. Udvalget af politiske beslutningsmuligheder er stadig bredt.
Historisk har EU udvist bemærkelsesværdig politisk sammenhængskraft i kortere perioder, såsom under Brexit i 2016 og COVID-krisen i 2020. Nu skal denne enhed fastholdes i en langsigtet, fremadskuende strategi.
I dag kræver strategisk autonomi dog sikkerhedspolitisk styrke. Det forudsætter vedvarende politisk beslutsomhed, og vil kræve en markant styrkelse af Kommissionens magt samt en forenkling af beslutningsstrukturen.
- Eksempelvis kunne dette indebære en opløsning af Det Europæiske Råd og en reduktion af Ministerrådets rolle.
- Dog har strukturelle ændringer af denne størrelse historisk set været ekstremt langvarige processer blandt medlemslandene.
- Tid er den luksus, EU mangler.
Derfor er der grænser for, hvor meget beslutningskraft EU realistisk kan opbygge. Som konsekvens heraf vil en sikkerhedspolitisk fremtid hurtigst—men måske ikke mest effektivt—blive sikret gennem multilaterale aftaler uden for EU’s rammer.
… og finde en ny eller supplerende militæralliance
Det kunne for eksempel være en alliance af lande, der er afhængige af søfart gennem de danske stræder og Østersøen, herunder Finland, Sverige, Danmark, Norge, Estland, Letland, Litauen, Polen og Tyskland.
- Det er de EU-lande, der generelt allerede har de største militærbudgetter.
- Flere af disse nationer har udtrykt stærk modstand mod en fuldt integreret EU-hær.
- For eksempel har Polens udenrigsminister, Radoslaw Sikorski, truet med at nedlægge veto mod en sådan udvikling. Polen har EU’s største militærbudget i forhold til BNP (+4 %).
- Derudover har EU’s udenrigskommissær, Kaja Kallas, den tidligere premierminister i Estland, gentagne gange udtalt, at: “EU har og bør fortsat have 27 hære, men de skal lære at samarbejde og koordinere sig bedre.”
- Med andre ord er tilliden til EU’s handlekraft lav blandt de lande, der er mest udsatte for Ruslands militære oprustning.
En militæralliance som den ovenfor kan nemt få opbakning fra lande som Frankrig og Italien, der har nogle af EU’s største forsvarsvirksomheder (se ovenfor), samt Spanien og Holland.
EUs ydre trusler kræver stor beslutsomhed, …
Uanset hvilken politisk model der vælges, vil forsvarsudgifter på over 4 % af BNP kræve øget gældsoptag i alle medlemslande. Da EU’s økonomiske vækst allerede er tæt på nul, tør ingen regering skære i andre områder, såsom sundhedsvæsenet, for at frigøre finanspolitisk råderum.
Som følge heraf vil finanspolitisk stimulans med overvejende sandsynlighed skulle monetariseres af ECB gennem en ekspansion af pengemængden.
- ECB er allerede i ekspansiv tilstand, da EU-inflationen er tæt på det “sikre interval”.
- Dette er en væsentlig årsag til, at europæiske aktie- og gældsmarkeder generelt har klaret sig langt bedre end de amerikanske siden årets begyndelse, til trods for Trumps trusler om at annektere Canada, Panama og Grønland.
I denne sammenhæng vil debatten om fælles gældsoptag dukke op igen, da det fortsat er den eneste realistiske finansieringsmulighed på langt sigt for flere af de medlemslande, der har høje gældsrater, f.eks. Italien. Dette vil sandsynligvis ske uden forudgående harmonisering af EU’s udgifter og sociale ydelser på grund af tidsbegrænsninger, hvilket på lang sigt kan true den folkelige opbakning til EU.
- De fleste befolkninger i medlemslandene er stærkt imod at betale for andre landes tidlige pensionsordninger eller andre sociale ydelser, især Tyskland.
- Dette udgør en af EU’s største langsigtede strukturelle risici.
I dag overholder næsten ingen af eurozonens lande Stabilitets- og Vækstpagtens grænser for underskud (3 % af BNP) og samlet gæld (60 % af BNP). Derfor må pagten enten suspenderes helt eller finansieringen ske uden om dens rammer.
… og kræver bl.a. at Tyskland ophæver sin gældsbremse …
Dette forstærkes af, at Tyskland, eurozonens stærkeste fortaler for budgetdisciplin, planlægger at øge sine samlede forsvarsudgifter med over 200 milliarder euro i de kommende år efter forbundskanslervalgene.
- Dette kræver en suspension af gældsbremsen i den tyske forfatning, hvilket forudsætter godkendelse fra to tredjedele af Forbundsdagen.
- En sådan godkendelse er dog umulig efter valget, da Die Linke og AfD tilsammen har mere end en tredjedel af stemmerne.
- Begge partier har allerede erklæret deres modstand mod så store stigninger i forsvarsudgifterne og især støtten til Ukraine.
Men fælles gældsoptag strider også imod:
- Artikel 109 i den tyske forfatning
- Artikel 125 og 136 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TFEU), som fastslår, at hvert medlemsland er ansvarligt for sin egen gæld og ikke kan overtage andre staters forpligtelser.
… samt, at ECB finansierer
I 2015 “løste” Mario Draghi dette problem med en smart semantisk konstruktion, som den tyske forfatningsdomstol aldrig godkendte, men heller aldrig eksplicit forbød.
Fælles gældsudstedelse ville også kollidere med Danmarks forbehold under Edinburgh-aftalen, som forhindrer Danmark i at deltage i eurozone-samarbejdet.
Da EU’s genopretningsfond (Next Generation EU) blev vedtaget, omgik Tyskland og Danmark dette ved at insistere på, at fonden var midlertidig.
Det argument kan ikke umiddelbart overføres til stigende forsvarsudgifter.
Det er her værd at bemærke, at EU i midten af februar begyndte sin budgetproces vedrørende Next Generation EU.
- Processen er særligt vanskelig denne gang, da EU skal beslutte, hvordan de 300 milliarder euro i COVID-genopretningsmidler skal finansieres blandt medlemslandene.
- Midlerne blev oprindeligt finansieret gennem EU-obligationer (Recovery & Resilience Facility), som nu er begyndt at forfalde.
- Strategisk rejser dette spørgsmålet om, hvorvidt EU forbereder sig på en egentlig føderal struktur med mulighed for at opkræve føderale skatter.
I dag er EU’s budget relativt lille, men:
- Det samme var den tyske forbundsregerings budget indtil 1914.
- Det samme var den amerikanske føderale regerings budget indtil begyndelsen af 1800-tallet.
Mange medlemslande modsætter sig dog en føderal EU-struktur, herunder de nordiske lande, Polen og Ungarn. Sidstnævnte vil sandsynligvis nedlægge veto mod et sådant skridt.
Overordnet er Europas sårbarhed dog især politisk
Samlet er Europa således ekstra sårbart over for yderligere fragmentering fra USA.
Men den største udfordring ligger i at skifte det politiske paradigme samtidig med en hurtig opbygning af et nyt, koordineret forsvar.
Dog har EU de økonomiske og finansielle kapaciteter til opgaven, og hvis den gennemføres med strategisk autonomi for øje, kan det fungere som en katalysator for en europæisk forsvarsindustri.
Så længe Europa ikke bliver USA’s modstander, har europæerne stærke muligheder for at finde deres egen gyldne middelvej, ligesom f.eks. Indien.
EU’s “Competitiveness Compass”-strategi fra januar er et vigtigt skridt i den rigtige retning.
Men det afgørende spørgsmål er, om europæerne faktisk vil afsætte de nødvendige ressourcer til at realisere strategien. Dette var deres svage punkt i NATO-samarbejdet.