Etiopiens og Egyptens relation bliver stadig mere anspændt. Fundamentalt handler den især om vand, om den politiske effekt af klimaforandringer og om supermagters involvering. Relationen er arketypisk for mange af de konflikter, som vi vil se andre steder på kloden i de kommende år.
Det følgende blog-indlæg er første del af fire om landenes relation
Etiopien er Østafrikas vandtårn …
Etiopien kaldes for Afrikas vandtårn, for kernen udgøres af højlandet, der i gennemsnit ligger 2400 meter over havet. Her fødes den blå Nil, der bidrager med 70-80% af den samlede vandmængde i Nilen.
Samlet afvander Nilen størstedelen af Sudans og Egyptens landbrug og leverer i alt 90% af Egyptens ferskvandsforbrug. Men Nilen er også vigtig for de 80% af Etiopiens befolkning, der stadig er beskæftiget i små lavteknologiske familielandbrug. Etiopiens BNP per indbygger er omkring en fjerdedel af Egyptens, og en meget stor del af befolkningen er underernærede. Danmarks BNP per indbygger er til sammenligning 68 gange så stort som Etiopiens.
For Egypten, Sudan og Etiopien er Nilen derfor forudsætningen for liv.
Men for Etiopien er de store vandmængder også et enormt potentiale for vedvarende energi. Derfor har landet i mange årtier ønsket at opføre vanddæmninger i de nordligste provinser. Udenlandske lånere har dog afholdt sig. Området har været præget af uro og borgerkrige siden Eritreas løsrivelse i 1993. Værst i Tigray provinsen.
… men klimaforandringer fører til varierende nedbør til vandtårnet
I 2013 fik Etiopien tilsagn fra Kinas Belt and Road Initiative (BRI) til at opføre Grand Ethiopian Renaissance Dam (GERD). GERD bliver Afrikas største vandkraftdæmning og en af de største i verden. Samlet produktion forventes til 15,7 TWh om året. Landets årlige egetforbrug er i dag begrænset til 12-14 TWh. GERD’s ekstra produktion vil derfor gøre Etiopien til storeksportør af elektricitet til nabolandene Sudan, Kenya og Djibouti. Disse landes klimaomstillinger afhænger til dels af GERD.
GERD vil opdæmme 74 mia. Cbm vand, og bliver dermed et af de største vandreservoirer i Afrika. Det giver Etiopien mulighed for at stabilisere vandforsyningen til Nilen. Men modsat giver det også Etiopien mulighed for at bruge al vandet selv til afvandinger i eget landbrug. Dét vil true eksistensen for det nordlige Sudan og især for hele Egypten.
Problemet forværres af, at klimaforandringer vil føre til store nedbørsvariationer mellem årene. Desuden peger de fleste klimamodeller på svage til moderate fald i gennemsnitlige nedbørsmængder. Det øger Egyptens bekymring for Nilens fortsatte flow. Fælles for klimamodellerne er dog især, at temperaturen vil stige markant. Det vil gøre dele af Etiopien ubeboelig og vil øge afdampningen fra GERD’s reservoir, og således påvirke vandforsyningen til Nilen.
Etiopien er ikke bundet af aftaler om vandtilførsel til Nilen
Der findes i dag ingen bindende international aftale mellem Etiopien og Egypten og Sudan om, hvor meget vand Etiopien skal lade flyde fra GERD. Under kolonitiden formidlede Storbritannien flere aftaler, men disse gav ikke Etiopien nogen andel eller stemme. I 2010 underskrev Etiopien sammen med flere andre opstrømslande, som Uganda, Kenya og Rwanda, derfor i stedet CFA aftalen, der skulle give en mere retfærdig fordeling. Både Egypten og Sudan afviste dog at underskrive denne.
Siden GERD beslutningen i 2013 har Egypten forsøgt at indbringe sagen for FN’s sikkerhedsråd mhp. omgående indgriben.
Fortsættes i næste blog-indlæg…
