Er mennesker unikke, eller er vi lige så deterministiske og replikérbare som AI algoritmer? Har vi med andre ord en fri vilje? Disse spørgsmål har skræmt vore identitets opfattelser, siden Epikur og Demokrit i antikken diskuterede, om verden er styret af nødvendighed og årsagskæder. Men hvis AI modsat kan kopiere og overgå os, kan det måske også udstyres med empati og socialitet? Det er relevant at overveje determinisme begrebet, når man overvejer en AI fremtid.
Dette er tredje indlæg i trilogien om, hvordan AI kan påvirke vore virkelighedsopfattelser. Indlægget handler om hvad der grundlæggende er virkeligt. Har mennesker f.eks. fri vilje, eller er virkeligheden grundlæggende deterministisk? Det første indlæg handlede om, at hvis AI kan lære os så godt at kende, at det kan hyperpersonalisere sin kommunikation, kan det så også forudsige os og dermed manipulere os? Indlæg to handlede om, at AI ofte lærer fra data, som AI selv har skabt.
Verden har deterministiske træk …
Verden opfører sig deterministisk på det niveau, vi agerer. Universet lader sig for eksempel beskrive ret præcist gennem matematik. Det gælder f.eks. planeternes baner og naturkræfterne.
Men også begivenheder og strukturer har tendens til at gentage sig. På finansmarkederne ser vi f.eks. jævnlige boom/bust cyklusser, og Fibonacci sekvenser har periodevist stor forudsigelsesværdi.
Det antyder, at verden er grundlæggende deterministisk. Det store spørgsmål er derpå, hvordan vi forholder os til de tilfælde, hvor vi ikke kan forudsige, dvs. fremskrive. Skyldes det egentlig fri vilje, eller er forklaringen snarere, at der er underliggende strukturer, som vi endnu ikke forstår eller har sprog for?
… men mangler tilsyneladende deterministisk lovmæssighed …
Siden starten af det 20. århundrede har vi lært, at meget mangler forudsigelighed i praksis:
- Visse kvantemekaniske hændelser er grundlæggende uforudsigelige, de kan kun sandsynliggøres. Det gælder f.eks. elektroners placering. Det er et udtryk for en grundlæggende usikkerhed, ikke blot en teknisk uvished.
- Kaosteori viser, at selv mikroskopiske forskelle i startbetingelser kan føre til meget forskellige udfald (bl.a. Lorenz). Det gælder også i deterministiske systemer som vejret og betyder, at selvom systemet er deterministisk, er det praktisk uforudsigeligt.
… herunder logisk
I 1931 beskrev den østrigske logiker Kurt Gödel desuden to ufuldstændighedssætninger. De siger, at der altid vil være sætninger i matematikken, der er ubesluttelige inden for et givent formelt system. De kan bl.a. ikke indeholde interne beviser for egen konsistens. Der er derfor fundamentale grænser for hvor meget, der kan bevises via formelle metoder. Et komplet deterministisk system kan med andre ord ikke rumme alle sandheder jfr. Alan Turings “halting” problem.
Findes fri vilje således, …
Fra en identitetsvinkel er det derfor relevant at rejse spørgsmålet, om bevidsthed kan introducere ikke-deterministiske elementer? Har vi således et frit valg overhovedet?
- Vi kan aldrig vide, om noget er helt determineret, vi arbejder blot med de bedste modeller, vi har.
- I princippet tillader det, at determinisme kan sameksistere med fri vilje. For determinisme handler om fakta, mens fri vilje handler om vores fortolkning af fakta.
- Det svarer f.eks. til, at man kan følge noderne i et stykke musik. Men det er kun oplevelsen, der skaber melodien. Den frihed ligger i bevidstheden ikke nødvendigvis i systemets struktur. Det er som at arbejde i et sprog, hvor nogle begreber ikke engang kan tænkes, fordi selve sproget forhindrer det.
- Når man læser noderne til Eric Saties værker Gymnopédies og Gnossienne, virker de f.eks. næsten “meningsløse” og arytmiske. Men når man hører musikstykkerne, fremstår de både rolige, harmoniske og nærmest meditative.
… eller er vi forblændet af det, vi kan måle?
Det er en svaghed i moderne videnskab, at vi er blevet forblændet af det, vi kan måle og teste. Vi er mistænksomme over for det, vi kun kan ane. Der er tendens til, at jo mere vi aner, at der er mere end det, vi kan måle, jo mere fokuserer vi på dét, vi kan måle.
Vi tænker og forsker ofte inden for et givent verdensbillede, hvor naturlighed og kausalitet er selve betingelserne for gyldighed. Vi tenderer således til at optimere inden for verdensbilledet snarere end at udfordre selve rammen.
Endelig er vi forskningsmæssigt ofte udfordret af, at vi tillægger enkle systemer en høj sandhedsværdi (“simplicity bias”). Jo enklere og mere logisk, jo højere sandhed, jfr. Ockhams’s Ragekniv.
Et åbent verdensbillede kræver bevidsthed om de eksisterende rammer …
Diskussionen om determinisme er således mere end en teknisk eller filosofisk øvelse. Den har betydning for vores menneskesyn, især begreberne intelligens, intention og empati. Dermed har den også betydning for vores forestillinger om, hvad AI overhovedet kan udvikle sig til.
- Hvis vi tror, at verden i sin kerne er mekanisk og fuldt ud modellérbar, vil vi konstruere teknologier og samfund med dét som udgangspunkt.
- Men hvis vi accepterer, at både verden og vi rummer elementer, der unddrager sig måling, kontrol og logik, åbner det for en anden tilgang.
… og kræver modet til at overskride disse
For AI har netop mulighed for at komme ud over menneskers “simplicity bias”, fordi det bl.a. har en overlegen regnekraft. Det bør bl.a. gøre det muligt at udvikle nye typer af sanser, for vores erkendelser begrænses bl.a. af vore sansers rækkevidde.
Men desuden åbner AI for nye erkendelsesmuligheder, fordi det netop er en ny form for intelligens, der strækker sig ud over vores. AI er mere end blot hurtigere end menneskelig intelligens. Den israelske historiker Yuval Noah Harari beskriver det af samme årsag som “Alien Intelligence” i stedet for “Artificial Intelligence”. Noget nyt vil opstå, ellers er det ikke intelligent.
Determinisme og fri vilje behøver således ikke at udelukke hinanden. Begrebernes forskel er måske snarere evnen til at overskride systemernes kompleksitet. Begrebet fri vilje er måske blot vores nuværende begreb for de tilfælde, hvor vores fornuft og erkendelse ikke kan forklare de valg, vi har foretaget.