I juli er det 111 år siden, at det anerkendte tidsskrift ”Philosophical Magazine” optrykte den første større og offentlige artikel fra Niels Bohr. Her postulerede han bl.a., at lys udsendes fra atomer, når en elektron springer fra én bane til en anden om atomkernen, og ikke, som man ellers ”vidste”, når en elektron har cirkuleret en gang rundt om atomkernen. De fleste blev stødt af denne opkomlings ”forurening af litteraturen, der røber et ukendskab til vor viden om spektralt lys”. Andre slog det hen som ligegyldigt pendanteri, for lyset var der jo under alle omstændigheder.
Er AI blot et produkt af sandsynlighed?
Men det er netop denne forståelse af den grundlæggende mekanisme ved kvantespring, der har muliggjort udviklingen af laserlys, scannere osv. og dermed den digital revolution.
Kvantemekanik blev Niels Bohrs centrale forskningsfelt resten af livet og hans formulering af komplementaritetsprincippet blev central, dvs. accepten af at en elektron indimellem har bølge-egenskaber og andre gange partikel-egenskaber. For det betyder bl.a., at sandsynligheden for et udfald er rigelig, en lovmæssighed kan ikke altid opstilles.
Det var den gang svimlende at postulere, at virkeligheden er noget så absurd som ”blot” et produkt af sandsynligheder, ingen lovmæssigheder. Særligt Einstein og Schrödinger kunne ikke forlige sig med det trods en overbevisende matematisk bevisførelse. Einstein nægtede at tro på, at verdens fakta skulle være så modsat almindelig sund fornuft. Der måtte findes noget dybere.
Bohrs og Einsteins langvarige diskussioner konkluderede med Einsteins modvillige accept af teoriens holdbarhed. Men logikken forligede han sig aldrig med, og han gentog mange gange siden de så berømte ord til Bohr: ”Gud spiller ikke terninger med universet”. Bohrs svar var: ”Det tilkommer ikke os at fortælle Gud, hvorledes verden bør indrettes”.
Er det uvirkeligt, fordi det er komplekst?
Bohrs tanker står stadig i dag. Deres fravær af enkelhed og naturlighedslogik kan stadig gøre de fleste svimle og modvillige. Men det er som nævnt principperne her fra, der danner grundlaget for de dioder og transistorer, som mikrochips er opbygget af. Mikrochips er musklerne bag AI’s algoritmer, der kloner og snart vil overgå menneskets erkendelses- og abstraktionsevner. Dét, der gør os svimle ved kvantemekanik, vil også gøre os svimle ved AI. For AI arbejder morfogent, og derfor varierer algoritmerne bl.a. med graden af selvlæring. Som hos mennesker.
Men selvom noget er komplekst og uforståeligt, behøver det ikke at være forkert. Når de lineære lovmæssigheder ophører, udfordres vores villighed til at acceptere. Vores hjerner belønner enkelhed. Men bliver det forkert, alene fordi svarene er forbundet med sandsynligheder? Er det forkert, alene fordi det mangler linearitet? Afhænger nutiden af, hvordan vi måler den, dvs. fortolker den? Er fremtiden alene et produkt af risiko og dermed sandsynligheder, eller kan vi påvirke den?
AI er en “black box”
Da direktøren for OpenAI (ChatGPT), Sam Altman, var til høring i den amerikanske kongres i slutningen af maj sagde han gentagne gange, at INGEN forstår hvordan AI reelt virker. Han brugte udtrykket ”black box”. Man kan udtale sig om kvaliteten af de data, som man stiller til rådighed for AI, men hvordan ”black box” konkret bearbejder dem fra gang til gang er kun noget, man kan formode. Outputtet fra ”black box” er forbundet med sandsynligheder. Ligesom kvantemekanik.
Det er lige farligt at forlade sig på AI, som at afvise AI, blot fordi det mangler lovmæssighed. Det eneste der virker sikkert er, at AI kommer for at blive. Det vil påvirke vores virkelighedsopfattelse.