Egyptens og Etiopiens relation bliver stadig mere anspændt. Fundamentalt handler den især om vand, om den politiske effekt af klimaforandringer og om supermagters involvering. Relationen er arketypisk for mange af de konflikter, som vi vil se andre steder på kloden i de kommende år.
Det følgende blog-indlæg er sidste del af fire om landenes relation.
Fysisk overlevelse på langt sigt vs. finansiel overlevelse på kort sigt
Opsummeret handler Etiopiens og Egyptens relation derfor om fysisk overlevelse, adgangen til ferskvand på langt sigt. Dén mængde vand som de strides om at dele, bliver mindre pga. klimaforandringerne. Problemerne forværres af, at begge lande er i risiko for default på kort sigt. Det er svært at planlægge og investere langsigtet, når den kortsigtede skæbne er truet.
Begge landes kortsigtede skæbne handler om funding fra udlandet. Egypten fra især USA, EU og IMF, og Etiopien fra især Kina, USA og EU. Den handler dog også om kultur. Egypten kæmper for at være muslimsk bindeled mellem vesten og nordafrikanske og mellemøstlige lande. Etiopiens multireligiøse samfund har et bedre fit til Kina, men kan ikke eksistere uden støtte fra USA og Afrikanske Union.
Strategisk overlevelse handler bl.a. om frihed til at handle med de, som man vil
Begge landes økonomier er lavteknologiske. Det gør det svært for dem at starte en hastig økonomisk dynamo. Hastig vækst er ellers nødvendigt for at undgå default. En yderligere akilleshæl er, at begge lande kun har få kilder til valutaindtægter. I Egypten er det Suez, og i Etiopien bliver det GERD.
Hastigt stigende økonomisk vækst kræver bl.a. strategisk autonomi. Derfor har Etiopien siden Eritreas løsrivelse forsøgt at genvinde en adgang til havet. Etiopien mener, at det er “a matter of survival”.
Over de sidste 15 år har Etiopien derfor fokuseret på Djibouti. Det førte bl.a. til den BRI finansierede togbane her til fra Addis Ababa. Men Djiboutis havn har begrænset kapacitet. Den optages i dag samtidig af fremmede landes flådebaser, som USA, Frankrig, Kina, Japan, Italien og snart også Saudi Arabien. Det har presset havneprisen op, og skabt usikkerhed om muligheden for langsigtede og sikre aftaler.
Leje af havneplads i Djibouti er dog ikke det samme som egen havn
I januar i år indgik Etiopien derfor en Memorandum of Understanding med Somaliland, der er Somalias nordlige selvstyreprovins. Aftalen betød 50 års leasing af en kyststrækning nær Berbera havnen. Betalingen inkluderede en aktiepost i Ethiopian Airlines samt løfte om international opbakning til Somalilands ønske om (gen)løsrivelse fra Somalia.
Aftalen udløste protester fra de fleste lande i regionen, herunder Egypten, samt fra USA, EU, Kina og Tyrkiet (“magten i midten”). Alle frygtede, at det ville forstærke uroen fra Yemen til den anden side af Adénbugten. Dét ville igen udskyde udsigten til politisk ro i Rødehavet og dermed sejlads igennem Suez. USA kæmper i forvejen for at stoppe Irans og Ruslands planer om at etablere flådebaser i Sudan.
Egypten accelererede derpå krisen ved at give den en religiøs tone. Egypten erklærede fuld militær støtte til sit “muslimske broderland” Somalia. Dét aktiverede Al-Shabaab.
I starten af september tilbød Djibouti så Etiopien udvidet adgang til sin havn. Det løser dog ikke Etiopiens fundamentale ønske om strategisk autonomi.
Konflikten er kompleks og forbundet, som altid i geopolitik
Følgende kan bl.a. eskalere eller de-eskalere:
- Stop for flere Houthi angreb i Rødehavet.
- Det kræver dog, at Saudi Arabien går aktivt ind i konflikten. Saudi Arabiens hær er dog ikke gearet til landbaserede operationer.
- Landene med flådebaser i Djibouti kan lave nålestiksoperationer (missilangreb). Men de kan ikke stoppe Houthi bevægelsen, der forsynes af Iran og Rusland. Og de kan slet ikke stoppe årsagen til Houthi bevægelsen, der bl.a. handler om en befolkning på kanten af hungersnød.
- Risikoen fra flere års sammenhængende tørke i Etiopien, som vi f.eks. så det i 1980’erne. Med GERD’s reservoir kan Etiopien kun udligne en kortere tørkeperiode.
- Det kan delvist kompenseres gennem en aftale omkring GERD, der deler risikoen i tørkeperioderne rimeligt mellem landene. Men hvis Etiopien til den tid stadig ikke har fået en hastigt stigende økonomisk vækst, hvad vælger de så? Overholde aftalen eller undgå default og hungersnød blandt egen befolkning?
- Hvis Rusland og Iran får anlagt militærhavne i Sudan, kan de forsyne Houthierne enklere, eller en anden oprørsgruppe i området omkring Rødehavet?
- Hvis øget “trade fragmentation” fører til et stærkt BRICS+, vil USA da fortsat støtte Egypten lige meget?
Men de udløsende faktorer for konflikten afhænger også af, hvor finansielt tålmodige men samtidig prudente, som især Kina, USA og EU vælger at forblive. Dét afhænger igen af, om der kan findes en mere rimelig måde at fordele tabene på mellem supermagterne. IMF kan blive tvunget til, at skærpe kreditbetingelserne, hvis nødlån alene bruges til at afdrage på BRI lån.
