Er Complexity Economics måden at indføre klimaøkonomi på?
COP15 og COP27 møderne i 2022 førte til etableringer af loss-and-damage fonde samt kvote-systemer. Det udløste kritik fra klimaaktivister og NGO’ere af, at man dermed fastholder traditionel (miljø)økonomisk tilgang. De mener, at man i stedet bør indrette økonomien efter de økologiske grænser.
Kritikken fremhævede bl.a., at kulforbruget i EU og Kina steg i 2022, mens forbruget af det knapt så klimabelastende naturgas faldt. Miljøøkonomi forhindrer ikke sådan en udvikling. Der vil altid være ekstraordinære forhold, som nu krigen i Ukraine, der besværliggør klimaomstilling.
Der mangler noget
Mange økologisk økonomiske teorier har hidtil været afvist, fordi der ikke var teknologi til at gøre dem realistiske og dermed efterprøve deres relevans. Men det kan algoritmerne for kunstig intelligens (AI) måske ændre på.
Det har fået mange NGO’ere og politikere til at se i retning af en økologisk økonomisk teori ved navn Complexity Economics. Tankerne om denne er stadig under udvikling, men blev første gang formuleret for ca. 35 år siden (Santa Fe Institute). Derfor kan status i dag måske bedst beskrives som: ”at vi ikke ved, hvad det er, som vi ikke ved, men at vi ved, at det vi ved, ikke forslår”.
For ifølge Complexity Economics giver det bedre mening at undersøge relationerne i mellem parterne i et system, end at studere de enkelte parters tilstande (se billede ovenfor). Helheden er mere end summen af de enkelte dele. Tesen er således, at vi bør droppe tankerne om stabile ligevægte og optimaliteter i økonomien. I stedet bør vi se økonomi som en organisme i konstant bevægelse og udvikling. Virksomheder, forbrugere, investorer osv. tilpasser hele tiden deres handlinger og strategier, efterhånden som andres handlinger giver nye fordele og ulemper. Analyse af dét kræver stor regnekraft.
I klassisk økonomi bygger rationaliteten derimod på, at aktørerne har den samme adgang til viden og til dels har samme behovsprioriteringer. Derfor søger alle de samme idealer, omend med visse spilteoretiske modifikationer. Der er således vægt på orden, beslutsomhed, stasis og deduktion. Det får samlet set økonomien til at gå i ligevægt, og gør det igen muligt for os alle at lave enkle og entydige analyser.
Enkelheden i analyserne har en stor grad af æren for, at det har fået succes. Det vi måler, afgør hvad vi forstår og dermed, hvad vi gør.
Complexity economics er en mulighed
I Complexity Economics søger man derimod at definere et system ud fra dets omgivende grænser i stedet for dets indre regler. Der er således vægt på kontingens, ubestemmelighed, meningsskabelse og åbenhed for forandring. Sætter man målene, vil systemet selv finde de optimale veje. Jo flere regler (indtil en vis grænse), jo mindre kompleks bliver systemet. Til gengæld mister man dynamik, jo flere regler man sætter. Systemets grænser bør derfor overvejes og defineres nøje.
Generelt vil Complexity Economics derfor argumentere for, at forbrugernes frie valg skal afgrænses. Et nyligt NGO-forslag for at nedbringe CO2-udledningen fra flytrafikken illustrerer måske:
- Der indføres et globalt system hvor enhver borger tildeles et bestemt antal airmiles om året. Det princip vil svare til Emissions Trading Systemerne og især Social Climate Funds i Sverige og Schweiz. Borgerne kan derpå sælge deres tildelte airmiles-kvoter til hinanden, således at velhavende borgere f.eks. får mulighed for fjernturisme.
- Dermed styrer de ydre grænser systemet. Dermed udlignes samtidig social retfærdighed gennem kompensationer mellem de, der skal udholde effekten fra flytrafikkens CO2-forurening og de, der er årsag til forureningen. Samtidig bevares markedsmekanismens umiddelbarhed for den enkelte forbruger: De, der optimerer deres handlinger i forhold til deres behov, belønnes kontant.
- I princippet er løsningen enkel. Men i praksis er løsningen meget omfattende, kompleks og langvarig at rulle ud. For eksempel skal alle borgere omfattes, inkl. IT-besværede borgere og borgere i lande, der ikke har adgang til IT.
Complexity Economics bevarer dermed virkelighedens tilpasnings-element, men på bekostning af overblikket, fordi enkelheden forsvinder. Når enkelheden er væk, forsvinder også den brede forståelse og dermed objektiviteten. På sigt vil det sandsynligvis også påvirke opbakningen, for hvis borgerne skal tage godt imod den ekstra-opgave, skal de kunne se fordelen ved det.
Det gode bliver dynamisk og derfor komplekst
Om noget er godt afgøres således ikke længere af, om noget er i ligevægt (enkelheden). Det afgøres derimod af, om det virker rimeligt i forhold til en grænse, der afhænger af tid og af andre aktører. Derfor bliver det hurtigt komplekst at benytte som mål for samfundsretfærdighed. Jo mere komplekst, jo sværere bliver det at formidle entydigt. Dermed bliver det også sværere at opnå enighed om, hvorvidt noget er mere retfærdigt end andet. Når vi mangler objektive sammenligningsgrundlag, forlader vi os i stedet på, at alle fortolkerne er nøgterne og objektive, dvs. vurderer på samme altruistiske måde. Findes der aktører, der er omnipotent frie af opportunisme og af bias?
Complexity Economics vil på sin side påstå, at neoklassisk økonomi heller ikke opfylder dette mål, for økonomierne og aktiemarkederne burde i princippet aldrig bevæge sig – en ligevægt burde for længst have indfundet sig og bragt alt til ro. Det er ikke tilfældet i virkeligheden, hvor vi ser stigende entropi over tid som f.eks. recessioner, stigende velfærdsspredninger, bear-markeder, boom/bust osv.
Økonomi skal være enkelt
Der er stor sandsynlighed for, at økonomiske metoder og paradigmer vil udvikle sig over de kommende år. Complexity Economics kan få en rolle i forståelsen af, hvordan samfundsøkonomierne udvikler sig, fordi udgangspunktet er den relative virkelighed mellem aktørerne snarere end de absolutte idealer (ligevægte). Det kan derfor især blive et nyttigt værktøj til forecasting på makroplan, herunder i miljøøkonomiske retninger. Her vil der i de kommende år være nødt til, at ske en stadig hastigere forandring.
Men et økonomisk paradigmes grundlæggende succes afgøres især af, om det kan forstås af alle. Det betyder, at det også skal kunne omsættes letforståeligt af den enkelte borger i dennes daglige afvejning af, om noget er godt eller ej. Dér savner Complexity Economics den nødvendige æstetik og lethed. Det er nok en væsentlig årsag til, at konceptet har været 35 år undervejs.