Bhutan er måske ved at åbne sig for omverdenen efter at have været et af verdens mest lukkede lande. Strategien kræver dog store investeringer til et land, der er landlåst mellem Indien og Kina, men som til gengæld byder på store mængder ferskvand og vandkraftpotentiale.
Bhutan er landlåst mellem to stormagter. Det begrænser landets muligheder
Bhutan er en landlåst nation mellem Indien og Kina på blot 2/3 af Danmarks areal og med blot 790.000 indbyggere. Landets dilemma og vision er et eksempel på, hvordan landlåste udviklingslandes muligheder begrænses af deres geopolitiske udgangspunkter. Heri er der ligheder til lande som f.eks. Kazakhstan, Mongoliet og Kirgisistan.
Topografisk er Bhutan meget divers, på syd skråningen af Himalaya. Fra bjergtinder på over 7000 meter er der mod syd et 50 km. bredt bælte med frodigt tropisk lavland. Dermed har landet både store ferskvandsreserver, herunder gletschere, og stort potentiale for vandkraft. Begge dele efterspørges af såvel Kina som af Indien.
- Vandkraftspotentialet vurderes til mere end 30 GW. Heraf udnyttes i dag “kun” 2,5 GW.
- Mens Tibet leverer 50% af vandet til Brahmaputra, kommer yderligere 10-15% fra Bhutan.
Vandkraft er således afgørende for landets egen økonomiske udvikling, da alle andre former for energi skal importeres. Bhutan mangler dog valutareserver og eksportindtægter. Derfor er nye vandkraftværker forudsætningen for økonomisk vækst og for energieksport, dvs. indtjening af valuta.
Men Bhutan er landlåst mellem to stormagter. Derfor mangler det frie muligheder for valg af eksportpartner. Det risikerer at påvirke prisen for deres energieksport.
Bhutan frygter for sin selvstændighed og har forsøgt sig med lukkethed …
Da Indien blev delt i 1947, valgte Bhutan at forblive et selvstændigt kongedømme; til at begynde med som et relativt åbent land. Men da Kina invaderede og annekterede Tibet, frygtede Bhutan for samme skæbne. Derfor lukkede landet sin nordgrænse mod Kina, men styrkede sine forbindelser med Indien. Turisme var dog udelukket.
Landet var nærmest hermetisk lukket for tilrejsende ind til 1961. Officielt var lukketheden for at beskytte landets statsreligion, den traditionsbundne Mahayanabuddhisme, herunder mod nepalesiske buddhist grupperinger.
Men da Kina i 1961 udgav nye “standard maps”, der indtegnede dele af Bhutan som kinesisk, øgede landet sit strategiske samarbejde med Indien. Kinas nye “standard maps” startede en kold krig mellem landene, som endnu ikke er løst. Siden 1961 har der været 25 officielle diplomatiske forsøg, senest i oktober 2023. Der er dog intet, der tyder på, at en løsning er i sigte.
I et forsøg på at skabe momentum, og teste Indiens vilje til at sætte handling bag sine ord, krydsede kinesiske soldater flere steder grænsen til Bhutan i november 2005.
… men lukketheden gjorde landet ensidigt afhængigt af Indien
Bhutans hær på 6000 soldater er dog intet match mod hverken Kinas på godt 2,2 mio. soldater eller Indiens på 1,3 mio. soldater. Derfor har Indien, som landets længste allierede, længe haft stor indflydelse på og adgang til Bhutan. I dag har Indien flere hundrede tropper fast stationeret i Bhutan og sender 36% af sine samlede udviklingslandsbidrag til Bhutan.
Indiens interesse i forsvar af Bhutan er flersidet:
- For det første leverer Bhutan vand til Brahmaputra, der er livsnerven for den østlige del af Indien og for Bangladesh.
- For det andet er Indien interesseret i at købe elektricitet fra Bhutan (vandkraftværker).
- Men måske endnu vigtigere frygter Indien for, at en kinesisk invasion af Bhutan vil eksponere Siliguri korridoren i Doklam ved den vestligste del af Bhutan.
- Denne blot 25 km. brede korridor er Indiens eneste landfaste forsyningsrute til og fra de østlige provinser. I de sidste år har Kina haft travlt med at anlægge veje og, hvad der ligner militære forlægninger.
- Det seneste officielle forslag fra Kina til løsning af grænsestridighederne var, da Kina i 1996 foreslog at trække sine tropper fra et 495 km2 stort område mod kravet om, at Bhutan skulle afgive et 269 km2 område op mod Doklam. Forslaget sendte rystelser i New Delhi.
Derfor har Bhutan en vision om, at gøre sig fri af sine geopolitiske afhængigheder
Det stadig mere anspændte forhold til Kina fik i 1998 kong Wangchuck til at lancere store politiske reformer, der bl.a. overførte udførende opgaver til statsministeren, ligesom parlamentet fik en formel myndighed til at afsætte kongen med 2/3 flertal. Samtidig blev der givet adgang til at se og sende fjernsynsprogrammer, dvs. en stille åbning mod udlandet.
Dét paradigmeskift er senest taget til. Bhutans regering mener, at landets afhængighed af Indien eller Kina kan overkommes ved at satse markant på at op-justere landets teknologiske platform. Det vil i teorien muliggøre eksport til andre lande end kun Indien, og vil kun kræve begrænset transit igennem Indien (internet-kabler).
Visionen er et af verdens største fremtidsprojekter, GMC
I slutningen af 2023 lancerede Bhutan en af verdens mest ambitiøse udviklingsprojekter: Gelephu Mindfulness City (GMC), der skal være en ny højteknologisk by på over 1000 kvadratkilometer, dvs. større end Singapore, helt nede mod grænsen til Indien. Byen skal drives af vandkraft og huse 1 mio. indbyggere. Det er flere mennesker end landets indbyggertal på 780.000. Det hidtil lukkede land skal med andre ord befolkes med tech-nomader, buddhistiske pilgrimme, krypto-entreprenører og velhavere fra udlandet. Det danske arkitektfirma, Bjarke Ingels Group, har bl.a. tegnet forslag her til.
Indien ser de strategiske fordele ved GMC og bygger såvel veje som jernbaner op mod Gelephu. I marts aflagde Narendra Modi desuden to dages besøg i det lille land. I oktober i år annoncerede Reliance Group (Ambani) ligeledes planer om at investere i to kraftværker.
Kina eller BRI er ikke involveret, men Bhutan afviser ikke på forhånd, at det kan ske i fremtiden. For GMC’s investeringsbehov er meget stort, og landet ønsker uafhængighed. Det er noget andet end at være afhængigt af Indien. GMC kræver bl.a. strøm til AI datacentre og til krypto. Bhutan har idag “mine-udvundet” Bitcoins for 750 mio. USD. Landet er dermed allerede verdens fjerdestørste “miner”.
Bhutans projekt minder således om Saudi Arabiens Neom, om Indonesiens Nusantara og til dels Egyptens New Cairo.
Men Bhutan frigør sig næppe, og klimaforandringer kan desuden erodere payback fra GMC
Bhutans bekymring er især, at projektet er 100% afhængigt af udenlandske investeringer. Landet er bekymret for Kinas globalt stadigt hyppigere “reviderede standard maps”, og fulgte nøje med, da Kina i 2024 annekterede Bolshoi Ussuriyski op mod Ruslands storby Khabarovsk. Over det sidste årti har Bhutan forsøgt at opbygge eksport til Kina, selvom landene fortsat mangler diplomatiske forbindelser.
Strategisk og grundlæggende er GMC dog truet af, at klimaforandringer vil gøre vandforsyningen fra det bjergrige nord mindre, samt mere usikker mellem årene. Mange af landets gletschere er f.eks. i fare for afsmeltning.
Den slags usikkerheder er dårlige forudsætninger for bred FDI fra udlandet. Det risikerer således at efterlade Bhutan med enten Indien eller Kina som investorer. Det er de lande, som Bhutan ønsker at gøre sig fri af.
