Efter det usædvanlige pressemøde mellem Trump og Zelensky i Det Hvide Hus, er det nu klart, at NATO er i alvorlig fare for at blive opløst. Europa og EU er derfor vågnet op til risikoen ved at have baseret sin strategiske autonomi på gode relationer med USA igennem 80 år. Men midt i al usikkerheden er der grund til en vis optimisme og besindighed.
Opløsning af NATO vil være utrygt
Der er en psykologisk risiko forbundet med en mulig opløsning af NATO, især fordi EU nu skal forme en ny politisk identitet baseret på strategisk autonomi. Politikere arbejder i øjeblikket på at indsnævre spektret af mulige fremtidige udfald. Normalt har sådanne processer en meget lang tidshorisont.
Hvis EU viser enhed og handlekraft, kan det dog bane vejen for en mere multipolær verden og på længere sigt et mere afbalanceret forhold mellem EU og USA. Der er grund til optimisme på dette punkt. En politisk sense of urgency har skabt en hidtil uset beslutningskraft.
Derudover er der en sikkerhedsrisiko.
- På kort sigt er truslen fra Rusland mere afdæmpet. Rusland er stadig bundet af fronten i Ukraine og mangler i øjeblikket både materiel og strategisk overblik til at åbne to eller tre yderligere fronter samtidig. Frem for alt vil Rusland dog gå langt for at undgå en krig med USA, som et utilsigtet angreb på amerikanske soldater uundgåeligt vil udløse. USA opretholder stadig baser i de fleste EU-lande og har taktiske atomvåben på mindst seks kendte lokationer – sandsynligvis yderligere 10–20 ukendte steder.
- På mellemlangt sigt stiger sikkerhedsrisikoen dog, se senere.
- Men økonomisk har opbygningen af helt nye forsvarskapaciteter nået en sådan skala og et så målrettet investeringsniveau, at det endda kan styrke EU’s økonomiske vækst – forudsat at våbensystemerne anskaffes fra europæiske producenter.
Oprustning kræver ekspansiv finansiering
Dette kræver dog ekspansiv finansiering, hvilket betyder øget gældsoptagelse. Det indebærer igen strukturelle politiske beslutninger, som vil blive diskuteret senere.
I begyndelsen af februar udtalte Friedrich Merz, at han var usikker på, om Tysklands forsvarsprioritet overhovedet ville være at forblive i NATO, når vi når anden halvdel af 2025. Grundlæggende står verden over for en æra med historisk usikkerhed, drevet af en ny verdensorden.
Den ene pol er den “Yalta-verden”, hvor stormagter forhandler og fordeler “interessesfærer” hen over hovedet på de berørte nationer. Trumps USA opererer efter denne model, hvilket blev tydeligt ved Rubios møde med Lavrov i Saudi-Arabien i slutningen af februar. Inden for denne ramme findes der tre supermagter: USA, Rusland og Kina. Doktrinen er primært baseret på en nuklear magtbalance. Derfor så USA ingen grund til at invitere hverken EU eller Ukraine. Det var en offentlig ydmygelse af EU.
Den anden pol er en multilateral orden. Her har USA og EU behov for hinanden for at bevare deres globale indflydelse. Scenariet er kun sandsynligt på kort sigt, hvis Trumps USA kommer under betydeligt pres fra Kina. På længere sigt forbliver det dog en reel mulighed, for jo mere EU fokuserer på strategisk autonomi.
I dag står EU således over for en situation, der bedst kan beskrives som “et uforudsigeligt USA, et ukontrollerbart Rusland og et ikke-styrbart Tyskland”. Det sidste ind til der dannes ny regering. Det begrænser EU’s politiske handlerum, der længe har været afhængigt af tre geopolitiske faktorer: “russisk energi, kinesisk økonomi og amerikansk sikkerhed”.
Den første afhængighed er nu næsten afviklet. Både olie- og LNG-forsyninger er blevet langt mere diversificerede, primært med leverancer fra Norge, Qatar, Algeriet og USA.
Europa skal genskabe sin troværdighed …
Kinas økonomi er også usikker. Dette giver risici, men også væsentlige muligheder. Kina anser bl.a. USA som en større trussel end EU.
Eksternt har det chokeret EU’s globale partnere, at europæerne ikke forudså den knibe, de nu befinder sig i. Det gælder især i asiatiske, afrikanske og sydamerikanske lande. En af de første regler i geopolitik er at forberede sig på det værst tænkelige scenarie. Modsat tolkes EUs aktuelle dilemma bredt som endnu et resultat af EU’s naivitet, dvs. som en formildende omstændighed. Naive mennesker er ikke ondsindede, de lærer blot langsomt.
Under sin første præsidentperiode gjorde Trump det klart, at han havde til hensigt at trække USA ud af NATO. Der har dog været periodiske erklæringer om at stå ved artikel 5 (”musketereden”). Men usikkerheden om hvorvidt USA vil efterleve den i praksis, har nu svækket dens afskrækkelseseffekt.
Det har fået EU’s ledere til at lede efter både kort- og langsigtede løsninger.
På kort sigt indebærer det etablering af militære aftaler mellem europæiske nationer.
På lang sigt handler det om at fastlægge, hvornår EU’s afhængighed af amerikanske våbensystemer bliver for risikabel. Derudover kræver det hurtige beslutninger om harmonisering af europæiske forsvarssystemer. Militære styrker skal kunne samarbejde og supplere hinanden.
… uden at stå i skyggen af USA
Grundlæggende handler EU’s sikkerhedsdilemma ikke kun om at sikre sig med mindre amerikansk hjælp. Det handler også om at sikre sig mod USA.
Friedrich Merz var indtil i år en af Tysklands mest overbeviste atlantister. Siden starten af året har han taget en af de mest markante vendinger væk fra denne holdning. “Min absolutte prioritet vil være at styrke Europa så hurtigt som muligt, så vi skridt for skridt reelt kan opnå uafhængighed fra USA.”
I de mest kritiske tilfælde findes der dog ingen reelle alternativer til amerikanske våbensystemer. GPS-navigation baseres for eksempel primært på amerikanske militærsatellitter. Teknologisk set er franske og britiske systemer desuden ofte op til et årti bagud, f.eks. omkring stealth. Og selvom Ukraine har udviklet et af verdens mest innovative dronesystemer, er det stadig ”kun” droner.
EU betragter Trumps USA som fundamentalt uforudsigeligt. Derfor står EU nu over for behovet for mindst to yderligere strategiske afklaringer:
Det kræver strategiske afklaringer og aftaler
- En revurdering af sin holdning til Rusland, hvis største langsigtede sikkerhedsrisiko fortsat er Kina. Rusland deler en 4.200 km lang grænse med Kina.
- Ruslands østlige regioner, der grænser op til Kina, rummer reserver og udvindinger af næsten alle de kritiske mineraler og ressourcer, der er essentielle for Kinas økonomi.
- Kina må samtidig sikre sine forsyningslinjer, som i stigende grad trues af USA. Over de seneste år har Kina gentagne gange testet Ruslands militære vilje.
- Ruslands grænse til EU er omtrent halvt så lang – omkring 2.200 km – hvoraf 1.300 km er med Finland.
- EU har stort set frigjort sig fra energiafhængigheden af Rusland, med undtagelse af Ungarn og Østrig.
- EU har fem gange Ruslands befolkning og en økonomi, der er 13 gange større.
- Hvis EU’s forsvarsudgifter overstiger 4 % af BNP, vil de nærme sig USA’s niveau.
- Rusland er opportunistisk, men også en geopolitisk realist. Det ville være risikabelt for Rusland at indlede en storskala krig mod Europa, mens det samtidig står over for en betydelig trussel mod øst.
- En ny strategisk pagt med Kina.
- Europæerne skal genopbygge en grad af troværdighed i Kina efter USA’s offentlige ydmygelse af sin ”underordnede”, som flere asiatiske redaktører har bemærket.
- Det kinesiske kommunistpartis engelsksprogede talerør, Global Times, argumenterede den 28. februar igen for, at “Europa bør gentænke sine relationer til Kina i lyset af chokket fra USA.” Global Times hævder desuden, at “vestlige medier bliver mere venligt stemt over for Kina” – med henvisning primært til europæiske medier.
- Kinas økonomi afhænger af at opretholde en høj eksportvækst.
- Handels- og investeringsstrømmene mellem Kina og USA har været faldende i årevis. Indtil nu har øget samhandel med asiatiske, sydamerikanske og afrikanske nationer opvejet dette fald. Men hvis også EU-handlen falder, kan Kinas økonomi få unødvendigt store udfordringer med at finde alternative markeder.
- En strategisk partnerskabsaftale med Kina kunne også hjælpe EU med at få en stærkere position i Afrika.
- “Slaget om Afrika” er afgørende for EU – ikke kun for at sikre adgang til mineraler og råstoffer, men også for at begrænse fremtidige store migrationsbølger drevet af klimaforandringer.
Fortsættes i næste blog indlæg