Indiens og Kinas geopolitiske relation handler også om Kashmir, der bl.a. leverer 90% af Pakistans ferskvand men også har store forekomster af bl.a. Litium.
3 lande gør krav på Kashmir
I september i år var der valg i den indiske Jammu og Kashmir provins. Det var første gang siden Narendra Modi fratog provinsen sin semi-autonome status for 5 år siden. Valgresultatet gav oppositionen et snævert flertal. Oppositionen omfatter bl.a. Indian National Congress, der ledes af Rahul Gandhi.
Både Indien og Pakistan anser Kashmir dalen for del af deres lande, og hvert land kontrollerer en del af området. Desuden kontrollerer Kina den østligste del af Kashmir, Aksai Chin.
Indiens og Pakistans tvist stammer fra Indiens deling i 1947, hvor Maharaja Hari Singh først forsøgte at gøre Kashmir til en uafhængig og selvstændig stat. Han endte dog med at tilslutte sig Indien, da Pakistan støttede de militante kræfter, der invaderede regionen. Pakistans krav på provinsen baserer sig stadig i dag på, at størstedelen af befolkningen i regionen er muslimsk. Aksai Chin er vigtig for Kina, fordi det forbinder Tibet med den kinesiske Xinjiang provins.
Kashmir har bl.a. vand og Litium
I Kashmir dalen samler en række mindre floder sig og danner Indus, inden denne flyder ind i Pakistan. Indus floden leverer 90% af Pakistans ferskvand, inkl. til landbruget, samt omkring halvdelen af det nordvestlige Indiens ferskvandsforsyning.
Men Indiens og Kinas relation om Jammu og Kashmir provinsen er omstridt af flere årsager. I det sydvestlige Kashmir ligger byen Reasi, hvor man i 1997 bl.a. opdagede store forekomster af mindst 5,9 mio. tons litium til en samlet værdi af 410 mia. USD. I teorien gør det Indien til det land i verden med de syvendestørste forekomster efter Bolivia, Argentina, USA, Chile, Australien og Kina. Fundet er strategisk vigtigt for Indien, der i dag er importafhængigt af Li-Ion batteriteknologier fra Kina. I løbet af de sidste 10 år er Indiens import heraf bl.a. 30-doblet.
Reasi depoterne forventes dog først at være færdigundersøgte om 5-10 år. Forekomsten kan derfor være større, men kan også vise sig, at blive for dyr at udvinde. +400 mia. USD er dog store summer.
Vand giver liv og dermed magt
Pakistan er meget bevidst om sin afhængighed af vand fra Indus floden. I 1960 indgik parterne Indus Waters Treaty, som regulerer brugen af Indus-flodsystemet. Men traktaten forbyder ikke opførslen af vanddæmninger til brug for vandkraftprojekter, og det gør FN’s konvention “on the Law of the Non-Navigational Uses of International Watercourses” heller ikke.
I de senere år har Indien netop igangsat en række store vandkraftprojekter i Kashmir, bl.a. Kishanganga, Ratle, Pakal Dul og Sawalkot. Indien har således samme mulige geopolitiske magt over for Pakistan, som Etiopien f.eks. har over for Sudan og Egypten (Nilen).
Kina støtter dog Pakistans protester mod Indiens projekter, måske fordi Pakistan er den største låntager under Kinas Belt and Road Initiative.
Det er grundlæggende svært at kontrollere eller efterprøve noget, der foregår i et naboland. Når egen overlevelse trues, bliver konventioner og aftaler ofte af sekundær betydning.
