Hvorfor forudsige de mest sandsynlige scenarier for finansmarkeder, dvs. fremskrive på basis af fortidens hændelser? Forudsigelse er deterministisk, dvs. bygger på lovmæssigheder.
Forudsigelse forudsætter lovmæssighed …
Lovmæssighed kan umiddelbart virke acceptabelt, for det eneste vi med rimelig sikkerhed ved omkring vores fysiske univers er, at det lader sig beskrive ret præcist ved hjælp af matematik, især på summarisk plan.
Men i et system med mange tusinde aktører og flere dimensioner, herunder tid, skal der mange fremskrivninger til, herunder for interaktioner. Det giver et overflow af data, og derfor er det nødvendigt at prioritere i fremskrivningerne. Det slører vores beskrivelse af verden. I fysikkens verden kaldes fænomenet for entropi, dvs. uorden.
Hvis vi baserer fremskrivningen på gennemsnit (normer) og dermed aggregeret plan, skal vi stadig prioritere hvilke normer, som vi vægter højere end andre. Tror vi f.eks. at markedets bevægelser:
- især er resultatet af indre lovmæssigheder og cyklikaliteter (momentum investering) ?
- især er resultatet af de enkelte virksomheders performance (fundamental investering) ?
- især er resultatet af bestemte aktørers beslutninger (politisk) ?
- især er resultatet af alle aktørers fælles lovmæssigheder (sociologisk) ?
I alle tilfælde skal vi stadig tage højde for interaktionen, dvs. de indbyrdes vægtninger af normer.
… og stiller krav til forudsigeren
Endelig afhænger forudsigelsernes kvalitet af forudsigerens evne til at tolke data. Evnen kan være bevidst og ubevidst.
Omkring den bevidste del skrev George Orwell f.eks. i bogen “1984”: “Den, der kontrollerer fortiden, kontrollerer fremtiden. Den, der kontrollerer nutiden, kontrollerer fortiden”. Med dét mente Orwell især, at den måde vi beskriver fortiden på, afhænger af vores mål i dag. Vores bias påvirker dermed vores vinkel på fortiden, og får derigennem påvirkning på fremtidens udfald.
Men selv om vi går til et emne med rene motiver er vi påvirket af vores bias. Hér er der f.eks. tendens til ”Dunning-Kruger effekten”. Når vi ved en lille smule bliver vi skråsikre (”Mount Stupid”), men efterhånden som vi erfarer mere og mere, går det op for os, at vi ved alt for lidt (”Valley of Despair”), indtil vi langsomt bliver mere oplyste. Med Sokrates’ ord (iflg. Platons gengivelse) ”Klogest er den, der ved, hvad hun/han ikke ved”. Ordet ”hvad” kunne måske endda erstattes med ”at”.
På finansmarkederne er der derfor kun 2 lovmæssigheder, som det giver mening at forholde sig til: Return er lig risk samt, at mængden af entropi stiger over tid (fysikkens lov jfr. Boltzmann).
Hvorfor så overhovedet forsøge at forudsige? Svaret på det er måske blot, at det er i menneskets natur at forsøge at skabe enkelhed og rationale i informations-overflow og uorden. Det gælder også selvom vi godt véd, at det ikke kan lade sig gøre. Skyklapperne fra fremskrivninger, er vores sociologiske måde at bevare roen på; en bevidst risikoaccept.